Ansvar for de unge – det er vores filosofi

Af Lars Bertelsen

Marcus Rashford er braget igennem lydmuren og direkte ind på førsteholdet. Derfor høster Louis Van Gaal og Ryan Giggs ros for at videreføre klubbens berømte ungdomsfilosofi, men er det hele i virkeligheden bare et spil for galleriet?

Med Marcus Rashford er den lykkelige historie omkring klubbens talentakademi eksploderet. Det stod klart ved offentliggørelsen af sommerens asienturne, hvor det pludselig var 18-årige Rashford, der tonede frem i promoveringsvideoen. En tydelig indikation af, at han i øjeblikket har en unik brandværdi for klubbens fortælling, mens fraværet af en særlig person i selvsamme video vidner om, hvem der ikke har. Manchester United udnytter Rashfords succeshistorie – og det med god grund.

En anden, der imidlertid også kan bruge historien til sin fordel, er Ryan Giggs. Giggs’ kandidatur til managertronen er ganske udfordret af hans uprøvede trænerkarriere. Derfor har Giggs brug for at købe sig tid, hvis han en dag vil sidde på den fornemme post i Manchester United. I den forbindelse er Giggs meget vel afhængig af, at Louis Van Gaal bliver i klubben lidt endnu. Samtidig vil Van Gaal nok føle sig ydmyget, hvis hans store karriere ender med en fyreseddel. I øjeblikket spiller de to derfor på samme hold for henholdsvis fremtid og eftermæle, og selvom deres dage lader til at være talte, så er begges villighed til at satse på ungdommen, det stærkeste kort de har på hånden i den sammenhæng – et kort som de i allerhøjeste grad spiller for tiden.

Hot and cold

Hele 17 spillere har fået debut under Louis Van Gaal og Ryan Giggs. Det tegner umiddelbart godt for klubbens fremtid, men fire af dem er allerede er solgt, to er på lån, mens yderligere fem er sendt tilbage på ungdomsholdene. I den forgangne uge ytrede Memphis så sin bekymring omkring hans fremtid som Manchester United-spiller, mens Donald Love fortalte, at han ikke har snakket med Louis Van Gaal siden katastrofen i Herning. Spillere som Tyler Blackett og Paddy McNair, der i sidste sæson opnåede henholdsvis 12 og 16 førsteholdskampe, er ligeledes blevet sendt ud i kulden, hvor også James Wilson og bænkevarmerne Andreas Pereira og Adnan Januzaj befinder sig.

Sæsonen tegnede ellers lys for særligt Memphis og Adnan Januzaj. Memphis kom til Manchester som det største talent i Europa, mens Januzaj byttede sommerferien ud med en træningslejr for at holde formen ved lige med Luke Shaw og en fitnesstræner fra klubben.

Derfor startede sæsonen også med Januzaj i offensiven og med fire starter i træk – heriblandt en matchvindende performance ude mod Aston Villa – så det ud til, at den unge belgier for alvor var tilbage i førsteholdsvarmen for første gang siden hans fremragende debutsæson under David Moyes.

Transfervinduets sidste dag blev dog enden på denne illusion. Januzaj blev bemærkelsesværdigt sendt afsted på lån til Dortmund – mindre end fem dage efter hans seneste startoptræden. Opholdet i Dortmund blev dog katastrofalt og endte med en hjemsendelse før tid, hvorfor han nu deler pladsen ved siden af Memphis på Manchester Uniteds udskiftningsbænk. Her sidder de to komplet drænet for selvtillid og må undre sig alvorligt over, hvordan de endte der?

Nulfejlskulturen

Det korte svar på spørgsmålet er selvfølgelig, at de begge er unge. Derfor er der udsving i præstationerne, og det har der bestemt været for begges vedkommende. Kigger man nærmere på behandlingen af truppen under Louis Van Gaal og Ryan Giggs er billedet imidlertid et andet. Spillerne bliver revet ind og ud af førsteholdet, hvilket tærer på kræfterne – fysisk og mentalt.

Under Louis Van Gaal lader der til at eksistere en nådesløs kultur, hvor spillere, der laver fejl eller har svært ved at rette ind, fryses ud i kulden. Det giver et naturligt udsving i bestanden af spillere, og så må der eksperimenteres. De adskillige debutanter vidner om, at eksperimenterne har været mange, og således fik Cameron Borthwick-Jackson debut i den altafgørende Champions League-kamp mod Wolfsburg, fordi både Ashley Young og føromtalte Paddy McNair var i unåde, mens også Marcus Rashfords debut var betinget af, at eksperimentet med hjemkaldte Will Keane gik i vasken. Derudover må Nick Powell have svært ved at forstå, hvorfor han, med et års fravær, pludselig skulle spille igen.

Marcus Rashford har i skrivende stund startet otte kampe i træk, ligesom Borthwick-Jackson startede syv ud af ti kampe, inden han blev skadet i februar. Louis Van Gaal og Ryan Giggs’ måde at behandle truppen på understøtter ikke en naturlig progression for spillerne, og ikke alle overlever denne form for behandling. I stedet foretrækker jeg, at vi giver tid til opbygningen af vores spillere. Tendensen med at kaste de unge for løverne som et energisk quickfix, hvorfra det så må bære eller briste, kan ende med, at flere talenterne brænder ud. Vi skal have en strategi for brugen af de unge, frem for at imitere en filosofi for egen vindings skyld, og derfor skal klubben være yderst varsom med, hvordan de to styrmænd behandler fremtidens stjerner i øjeblikket.

Selvfølgelig glimter ikke alle stjerner lige kraftigt, men særligt førnævnte Cameron Borthwick-Jackson og Marcus Rashfords præstationer står som sæsonens store lyspunkter, og de to spillere er lavet af en støbning, der kan resultere i, at de går hele vejen mod stjernerne i fremtiden. Er Louis Van Gaal så et geni for at have bragt disse spillere op i førsteholdstruppen, og er Ryan Giggs den mand, der kan videreføre klubbens stolte ungdomsfilosofi? Næppe. Der er stor forskel på at give debut til et utal af spillere, og så rent faktisk at bruge og behandle disse spillere, så deres udvikling og selvtillid går hånd i hånd – det er i hvert fald, hvad Manchester Uniteds akademi tidligere har været kendt for, og hvad vi må håbe på at se i fremtiden. De to spillere vil opleve modgang og formdyk som alle andre, og det skal vi kunne håndtere som klub. Spillere som Memphis, Januzaj, Borthwick-Jackson og Rashford fortjener i hvert fald ikke deres karriere spoleret af hovedløse eksperimenter og spil for galleriet, fordi to mænd desperat prøver at redde deres ære. I stedet må klubben tage ansvar for de spillere, der bringes igennem akademiet, for de skal i endnu højere grad være en del af Manchester Uniteds fremtid – det er vores filosofi.