Bænk Zlatan

Af Jonas Brønd Nielsen

Ét mål i ti kampe. Ét mål i de seneste 782 minutter. Ikke ligefrem superstjernestats, vel?

Vores svensker leverer ikke lige nu. Zlatan Ibrahimovic virker træt, og han har brug for en pause. Om statistikkerne her er et udtryk for fysisk eller mental træthed (eller begge dele), er det svært at spå om.

Zlatan Ibrahimovic er ikke en type, der nødvendigvis fylder meget i alle kampe. Han er typen, der ofte falder lidt ud af kampene, før han pludselig slår til. Men i de seneste uger har han været alt for usynlig. Han falder alt for meget ud af kampene, og til tider virker han ligefrem ugidelig. Når han får chancen, eksekverer han heller ikke, som han ellers har haft for vane. Man kan godt argumentere for, at han har været lidt uheldig, for eksempel mod Burnley. Men det kan også kaldes uskarphed. Uanset hvad man kalder det, har han altså kun scoret et enkelt mål og lavet en enkelt assist i de seneste ti kampe. Til gengæld er han den Premier League-spiller, der afslutter klart mest, men lige nu får han ikke noget ud af det.

Han skal naturligvis ikke sættes af holdet à la Rooney. Ibrahimovic skal bare doseres i et tæt kampprogram og bruges med omtanke. Han er ganske speciel og kan nogle ting med en bold, som ingen andre kan, men han er 35 år gammel. Han spiller alt for mange minutter. Han har spillet alle 90 minutter i de ti Premier League-kampe, i Europa League har han kun fået pause mod Fenerbahce, i EFL Cup’en har han været med i begge kampe, og han fik fuld spilletid i Community Shield. Med andre ord har han været med i alle sæsonens kampe på nær én og fået fuld spilletid i alle disse på nær to.

Zlatan er vores bedste 9’er, det er der ingen tvivl om, men vi må ikke drive rovdrift på ham. Ude på kanten løber en ung gut rundt, som meget passende kunne fylde 9’er-hullet, når Zlatan holder pause. Marcus Rashford er god som kant, hvor han kan komme ind i banen i fart, men han er bedst som 9’er. Han har alle talenter, tricks og evner til at blive en verdensklasseangriber, og det skal han have lov at udvikle. Det virker helt oplagt at lade ham afløse Zlatan på toppen ind imellem. Vi har rigeligt med andre spillere, der kan bruges på kanterne. Flere af dem spiller ganske vist ikke ret godt lige nu, men det er en anden historie.

Insisterer Mourinho på fortsat at spille ”the Swedish hero” fra start hver gang, er der trods alt en landsholdspause inden for rækkevidde. Her kan Zlatan i hvert fald få lov til at lade op, både mentalt og fysisk. Men i lige netop de næste to kampe inden landsholdspausen virker det fornuftigt at spille Rashford på toppen – eller Martial for den sags skyld. Modstanderne er ikke synderligt skræmmende, nemlig Fenerbahce og Swansea. I en af disse kampe skal Zlatan på bænken, og så kan han forhåbentlig vende tilbage til at levere superstjernestats i resten af sæsonen.