Beslut dig, Louis

Af Jacob Stenz

Vores hollandske manager og vores engelske anfører har formet en ubrydelig alliance i gennem snart halvandet år.

Men det midlertidige formdyk, vi har set fra Rooney, begynder nu i mistænkelig grad at minde om en mand, der er blevet indhentet af mange års slitage på topniveau.

Det er sådan set rimeligt nok. Wayne Rooney har leveret i Premier League siden, han var en vred 16-årig i Everton.

At Rooney så overhovedet ikke har formået at udvikle sit enorme talent og sin lange rutine til at opbygge en spilforståelse, og blive til en ældre og mindre fysisk topspiller, er beklageligt. Han er ikke en omvandrende statsmand med sublim teknik, som vi så Giggs og Scholes være det i mange sæsoner. Han har ikke Sheringhams fodboldforståelse til at kompensere for sin svigtende fysik. Og Rooneys krop har tydeligvis ikke Shearers eller Lampards holdbarhed.

Han tænker for langsomt til at være offensivt omdrejningspunkt, og hans teknik er for dårlig til at blive trukket længere tilbage på banen. Eksplosiviteten, der kendetegnede Rooneys første år på topplan, er for længst forsvundet. Og gnisten, der gjorde ham til en uimodståelig kraft, virker helt slukket i øjeblikket, og det er svært at se den blive gentændt. I hvert fald i United. Han står tilbage som endimensionel, idéforladt og frustreret.

Og igen, det er sådan set rimeligt nok, at tiden render ud for en spiller.

Men. Det var i mine øjne en kolossal brøler, at Rooney fik en kontraktforlængelse under David Moyes. Med den nytiltrådte Woodward, den pensionsmodne Giggs, den nedslidte forsvarsduo Ferdinand og Vidic samt den svage Moyes, fik Rooney i foråret 2014 foræret en enormt magtfuld position i klubben. Det betaler vi prisen for nu. Og den pris er væsentligt højere, end de eftersigende godt 12 millioner kroner, som manden får af klubben hver eneste måned. Han er en magtfaktor, og vi ved ­­– klog af skade – hvordan han opfører sig, hvis han bliver sat af holdet.

Rooneys loyalitet over for Manchester United kan ligge på et meget lille sted. Og klubben burde ikke tøve med at udvise samme hårdhed over for Rooney og agent Stretford, som de to har haft med modsatte fortegn, da de havde bedre kort på hånden for fem og to år siden. Rooney har simpelthen afskrevet sig retten til sentimentalitet i United.

Der er nogle kommercielle og nogle prestigemæssige hensyn at tage for klubben. Det er ikke længe siden, at Ed Woodward drønede rundt og kaldte Rooney for uundværlig. Men det er lige præcis det, han er – og har været længe: undværlig. Vi har med held erstattet meget bedre spillere, og det er som om, at United ind i mellem leger, at Rooney virkelig fik forløst sit enorme potentiale og forblev en af verdens bedste spillere over en årrække.

Louis van Gaal har ry for at være en hård, kompromisløs chef. Han er nødt til at træffe en beslutning til holdets bedste. I Martial har vi en spiller, der allerede nu leverer bedre på toppen. Vi har to-tre-fire spillere, der fungerer bedre i 10’er-rollen. Vi har endelig en midtbane med spillere af høj klasse. Hvis United vil blande sig i mesterskabskampen, så kan vi ikke have en passager på en af de centrale pladser. Ligaen er for hård, og det sender et skidt signal til holdkammeraterne, at den dårligste spiller ikke kan slås af holdet.

Det er tid til at vise, hvem der bestemmer, Louis.