Busby Babes del 5: Den 6. februar 1958 – den sorteste dag

Manchester United vandt det engelske mesterskab både i 1955/56 og 1956/57, hvor holdet også var i finalen i FA Cup’en. Spillernes alder taget i betragtning så var United også storfavorit til at vinde mesterskabet for tredje år i træk i 1957/58.

highbury_58.jpgHoldet kom imidlertid ikke særlig godt fra start; men hen mod jul begyndte det at gå godt. Den sidste turneringskamp spillede The Busby Babes den 1. februar 1958 på Highbury i London mod Arsenal. United vandt med 5-4 efter en fantastisk kamp. Efter 3-0 ved pausen til United fik Arsenal udlignet i løbet af kort tid efter pausen. Som så ofte før viste The Busby Babes dog deres styrke og slog contra og kom foran 5-3, inden hjemmeholdet reducerede kort før tid.
Til højre ses nogle billeder fra 5-4 kampen på Highbury.

Geoffrey Green fra The Times, som jeg har citeret før, skriver i sin bog Great Moments In Sport: Soccer i artiklen om den kamp under overskriften Farewell to a team at Highbury: -It was on Highbury on February 1st 1958 I saw what now stands as an everlasting memorial to a superb young Manchester United side. It was the last time most of us were to see the great Duncan Edwards in action, a young man, who could have become a world-beater and quite probably captain of England one day.

Syv år senere rejste samme Geoffrey Green med det engelske landshold til Beograd til en landskamp mod Jugoslavien. Før de engelske spillere skulle træne på en lokal skoles bane, var der en masse skoleelever, som stod og ventede på, at spillerne skulle komme ud fra omklædningen. Pludselig bevægede en ældre mand sig gennem flokken med et indrammet billede af Manchester United’s hold fra kampen mod Røde Stjerne den 5. februar 1958. Geoffrey Green skriver: -Each player who perished he had marked with a cross in ink on his red shirt. He had a few words of English and he made it clear that he had seen and admired the United of that day. As he spoke tears ran down his face.

Røde Stjerne vs Manchester United

kampprogram.jpg

Kampprogrammet fra 5. februar 1958 mod Røde Stjerne

United rejste til Beograd for at møde Røde Stjerne i returkampen i kvartfinalen i mesterholdenes Europa Cup. Tre uger tidligere havde United på hjemmebane vundet det første opgør med 2-1. Det ville derfor blive et vanskeligt opgør mod et godt hold, som talte flere jugoslaviske landsholdsspillere bl.a. den meget stærke målmand Beara. Det blev en meget tæt kamp i flot solskin på en perfekt bane, selv om der stadig var enkelte snepletter.

Kampen sluttede 3-3, og United gik videre til semifinalen med en samlet score på 5-4. I 1. halvleg var United klart overlegen, og allerede efter 90 sekunder scorede Dennis Viollet. Efter ca. ti minutters spil fik bolden i mål; men kampens østrigske dommer Karl Kajner, der ikke havde en særlig heldig kamp og tillod alt for hårdt spil, annulerede det for off-side. To gange senere i halvlegen scorede Charlton til halvlegsføringen på 3-0. Efter pausen fik Røde Stjerne hurtigt reduceret og pressede meget hårdt i resten af kampen. Midt i halvlegen blev det 2-3, og man skulle helt hen til i de døende sekunder, før udligningen kom. Harry Gregg havde stået fantastisk i målet og reddede United. Mange år efter kampen fandt man ud af, at dommer Karl Kajner havde taget bolden med sig hjem et souvenir fra kampen.

1958_last_line-up_red_star_feb_5th.jpg

Den sidste holdopstilling, ‘The Last Line-up': Fra venstre: Duncan Edwards, Eddie Colman, Mark Jones, Ken Morgans, Bobby Charlton, Dennis Viollet, Tommy Taylor, Billy Foulkes, Harry Gregg, Albert Scanlon og Roger Byrne.

6. februar 1958

Dengang holdt man altid banketter efter internationale kampe, så United skulle først flyve hjem dagen efter omkring middagstid. På vejen fra Beograd til München, hvor maskinen skulle mellemlande for at få tanket op, var stemningen utrolig god. Alle glædede sig over sejren.

I München var vejret ikke for godt; men flyet blev tanket op, mens passagererne gik ind i ankomsthallen. Kl. 15.19 (14.19 engelsk tid) rullede flyet med piloten James Thain ved rorpinden ud til start. Det første forsøg blev dog afbrudt allerede efter 40 sekunder, da motorerne lød uregelmæssig og den anden pilot Ken Rayment kunne på instrumentbrættet se, at omdrejningstallet i motorerne faldt, hvorfor han sagde: -Abandon take-off, og trak bremsen.

Kl. 15.34 fik flyet tilladelse til at starte anden gang; men denne gang afbrød man også, da det samme var galt. Det var James Thain, der tog denne beslutning. Derefter kørte de tilbage for at lade en mekaniker se på det. Passagerne gik atter ind i lufthavnsbygningerne. Mekanikeren gjorde opmærksom på, at hvis der skulle en større reparation til, så ville de ikke kunne flyve før dagen efter. Alt andet fungerede, og flytypen var på det tidspunkt et af de sikrede, så de besluttede at prøve igen. Lidt senere blev passagererne kaldt tilbage til flyet. Lige før de skulle til at lukke døren, kom en mand ud af bygningerne. Det var journalisten Alf Clarke fra Manchester Evening Chronicle. Han havde sendt sin sidste rapport til bladet. Kl. 15.56 bad Ken Rayment atter om starttilladelse og kort tid senere rullede flyet ud på startbane 24/25. Motorerne fik fuld power, og flyede passerede det punkt, der bliver kaldt V1 (Velocity 1), hvilket betyder, at det derefter er farligt at standse. Piloterne kunne ikke få flyet i luften og blev hurtigt klare over, at de ville fortsætte ud over startbanen. James Thain forsøgte at styre flyet ind mellem et hus og en gruppe træer. Flyets ene vinge ramte huset og fortsatte ud over en vej og brød i brand. Huset brød også i brand. Her boede en familie med fire børn. Faderen og den ældste datter var ikke hjemme, mens moderen, Anna Winkler, sad og syede. Hun kastede to af børnene ud i sneen. Det sidste barn, en dreng på fire år, kravlede selv ud af et vindue.

James Thain sagde, at der var meget larm lige bagefter flyet stoppede; men det blev hurtigt fulgt af stilhed. Han løb ud i passagerkabinen og tog en skumslukker, da han var bange for, at flyet ville eksplodere. Han fik slukket noget af ilden; men begyndte derefter at redde passagerne ud sammen med bl.a. Harry Gregg og Billy Foulkes. De fleste af de passagerer, der blev slynget ud af flyet ved ulykken, var omkommet.

Billy Foulkes fortæller, at alt var kaos til at starte med; men efterhånden blev de overlevende hurtigt bragt til Rechts der Isar hospitalet. Foulkes, Charlton og Viollet kørte dog med en VW minibus. Chaufføren kørte sindsygt hurtigt, og Foulkes råbte til ham, at han skulle sætte farten ned. Da det ikke skete, dunkede han ham oven i hovedet.

Jimmy Murphy

Da Jimmy Murphy kom med toget tilbage til Manchester fra Cardiff, hvor Wales havde spillet kvalifikationskamp til VM mod Israel. Fra stationen tog han en taxi til Old Trafford. Nyheden om ulykken var kommet ud; men endnu havde ingen bladkiosker spisesedler ude med oplysninger om den fatale hændelse. Murphy vidste derfor ingenting, da han kom til stadion. Undervejs havde taxichaufføren sagt: -United must have a chance in Europe this season Mr. Murphy. Da han kom ind på kontoret, bad han sekretæren Alma George om en kop te. Han skulle i gang med forberedelserne til kampen mod topholdet Wolverhampton Wanderers på Old Trafford to dage senere. Hun kom ud af kontoret og sagde med tårerne løbende ned af kinderne: Mr. Murphy, haven’t you heard. The United plane has crashed at Munich. Efter at chokket havde lagt sig, skyndte han sig op på kontoret og begyndte at ringe rundt for at få mere at vide. Efterhånden gik ulykkens omfang op for ham, og han åbnede en flaske whisky. Da han forlod kontoret sent på natten, opdagede han, at flasken var tom. Han havde drukket det hele.

Dagen efter fløj Murphy til München sammen med nogle af spillernes pårørende. Han så Matt Busby ligge svært kvæstet i et oxygentelt. Busby så ham og sagde med svag stemme: -Keep the flag flying, Jimmy. Han var også inde ved en svært kvæstet Duncan Edwards. Han var halvt bevidstløs. Han så dog Murphy og udbrød: -When is the kick-off against Wolves on Saturday. I mustn’t miss that game. Jimmy Murphy blev klar over, at et stort genopbygningsarbejde stod for døren.

Sorg over hele verden

I Manchester spredte nyheden sig som en steppebrand, og hele byen og resten af England var i chok. Voksne mennesker græd åbenlyst på gaden i sorg. Da de første aviser kom på gaden senere på dagen, blev de revet væk. Mange mennesker har fortalt, hvor de var, da ulykken skete. Mange kan også huske, hvor de var, da præsident Kennedy blev myrdet i 1963.

I hele verden blev der også sørget. På mange stadions i Europa og Sydamerika, hvor der blev afviklet turneringskampe lørdagen efter ulykken var der et minuts stilhed. Geoffrey Green, der skrev There’s Only One United, fortæller i bogen, at han et par år efter ulykken var på ferie i Spanien. Her mødte han en dreng, som fortalte, at hans skole havde holdt lukket i en hel uge for at vise deres sorg.

Da kisterne kom hjem fra München, havde tusinder af mennesker taget opstilling i silende regn hele vejen fra lufthavnen til Old Trafford. Alle stod med bøjede hoveder og viste deres respekt.

Jimmy Murphy deltog i mange begravelser i den næste uge; men selv om han senere har sagt, at det var svært, så bevarede han roen. Der var kun en gang, hvor han brød sammen. Den 21. februar om morgenen kom til sit kontor på stadion, fik han den meddelelse, som han håbede aldrig ville komme. The Greatest of them all Duncan Edwards var død om natten. Jimmy Murphy græd. Senere sagde han: -It would have been much easier to build a new team if he had been there.

Slutningen af sæsonen

Den første kamp efter katastrofen var en hjemmekamp i pokalturneringen mod Sheffield Wednesday, der blev blæst ud af Old Trafford med et 0-3 nederlag til et nyt hold, som kun havde Billy Foulkes og Harry Gregg tilbage. Helt sensationelt kvalificerede de sig til pokalfinalen, hvor de tabte til Bolton Wanderers. Tilstedeværende har sagt, at der efter kampen var langt mere stemning i tabernes omklædningsrum. Matt Busby var tilbage i England og overværede finalen. Murphy ville have, at Busby skulle føre holdet ind på Wembley. Dertil sagde han nej: -You have done a magnificent job, Jimmy, so you lead the team. Busby tog plads bagved ved Murphy på trænerbænken. I turneringen vandt holdet kun en af de resterende kampe og sluttede som nummer ni.

På forsiden af programmet den 19. februar havde klubbens formand Harold P. Hardman en kort besked, som han afsluttede med ordene: -Manchester United will rise again. Manchester United rejste sig som Fuglen Phøniks.

Jimmy Murphy: “When I close my eyes I can still see them play…”