Bussen har fået et par ekstra gear

Kommentar af Rasmus Onslev Kremmer

På søndag byder José Mourinho og Chelsea Manchester United op til dans på Old Trafford i det, der er sæsonens første storkamp. Det er umuligt at vide, om det bliver en smuk kamp mellem to store klubber eller en kedelig 0-0’er ligesom sidste sæson, hvor Chelsea parkerede den berømte bus. Men det er til gengæld sikkert, at både optakten og efterspillet ikke bliver kedeligt. Det skal Mourinho nok sørge for.

Der er egentlig ikke noget at sige til, at Mourinho valgte en yderst defensiv taktik, da Chelsea gæstede Old Trafford i august sidste år. Manchester United var forsvarende mestre, og Chelsea var sluttet på en skuffende 6. plads i 2012. Det var en af Mourinhos første kampe i spidsen for Chelsea efter sit comeback i sommeren 2012, og han havde overtaget et hold, hvor der var længere mellem angribernes gode præstationer end mellem Fellainis mål for Manchester United.

Kampen vil næppe gå over i historien som et af de bedre opgør mellem Manchester United og Chelsea. Chelsea ville ikke, og Manchester United kunne ikke. Derfor var resultatet på ingen måde overraskende.

Holdenes formkurver er sidenhen gået i hver sin retning. Chelsea kom igennem sidste sæson med skindet på næsen og sluttede som nummer tre. I denne sæson har Mourinhos hold ikke set sig tilbage og topper lige nu Premier League med hele ti point mere end Manchester United. Holdet er ubesejret og ligner et godt bud på en kommende mester.

Det skyldes ikke mindst gode indkøb. Fabregas ville pynte på alle hold i Premier League, og Diego Costa har vist sig også at være en målmaskine på engelsk grund. Netop de to spillere har gjort Mourinhos hold komplet og til et hold, der både kan spille resultatfodbold og sprudlende angrebsfodbold – Chelsea er sæsonens mest scorende hold indtil videre.

For ganske få år siden var Premier League et spørgsmål om Manchester United eller Chelsea. Mourinho overtog styringen i Chelsea i 2004 og gjorde allerede holdet til mester i 2005 og 2006. Selv om han havde en blankocheck i hånden, er det alligevel en bedrift, der vidner om hans store klasse. Man kan diskutere hans optræden i medierne, og hvorvidt han er usympatisk eller ej, men man kan ikke sætte en finger på hans resultater. Han har for eksempel tidligere været ubesejret på hjemmebane i over ni år!! Og han har vundet Champions League og nationale mesterskaber.

Han er med andre ord måske den bedste manager, som Manchester United aldrig fik. Det kan selvfølgelig nås endnu, men jeg tvivler stærkt på, at det kommer til at ske. Dels vil han ikke ødelægge sin genfundne kultstatus på Stamford Bridge, og dels er det tvivlsomt, om Manchester United overhovedet er interesseret, for så havde klubben nok ansat ham i stedet for Moyes.

Rygterne siger, at Mourinho gerne ville til Old Trafford, og at han var skuffet over, at Ferguson ikke pegede på ham som sin afløser. Det kan jeg egentlig godt forstå, for den løsning lå lige til højrebenet, da Mourinho ville ”hjem” til England, er venner med Ferguson og altid har respekteret Manchester United.

Meget ville sikkert se anderledes ud, hvis Mourinho havde sat sig på bænken på Old Trafford permanent. Og det havde været en god løsning – på den korte bane. For Mourinho har det med at blive upopulær efter et par sæsoner. Det ser dog ud til, at han har fundet en ro nu og er klar til at binde sig til Chelsea i lang tid. Han har ikke behov for at prøve sig af i andre klubber, og det er vel kun landstrænerjobbet i Portugal, der kan få ham til at skifte på et tidspunkt. Og mon ikke han selv bestemmer det tidspunkt.

Selv om Mourinho er en dygtig manager, har jeg det en anelse ambivalent med ham. Han kunne helt sikkert skaffe nogle gode resultater, men det cirkus, der følger med, klæder ikke en klub som Manchester United. Alligevel ville jeg gerne have set ham i spidsen for Manchester United og gerne som Fergusons afløser, for han er en af de eneste managers, der har et ego, der matcher Manchester Uniteds status.

Det har Louis van Gaal dog også, og hollænderen er en stor inspiration for nogle af Europas største trænertalenter. Hvis man kigger på Barcelonas holdbillede fra 1998/99, kan man for eksempel se, at van Gaal er omgivet af Mourinho som assistent og Pep Guardiola og Luis Enrigue som spillere. Tre nuværende managers, der står i spidsen for nogle af Europas bedste klubber lige p.t.. Van Gaal har for eksempel fortalt, at han lod Mourinho styre nogle af kampene med Barcelona, fordi van Gaal allerede dengang så et stort lys i ham.

Så når Manchester United og Chelsea tørner sammen på søndag, er det ikke blot to store klubber, der krydser klinger. Det er også to af de største managers, der spiller skak. To gode venner. Mesteren og lærlingen. Spørgsmålet er så, om lærlingen efterhånden har overgået mesteren.

Van Gaal er vel en af de eneste managers, der kan fremvise et lige så imponerende cv som Mourinho, men det betyder ingenting på søndag, hvor det er deres taktiske snilde og spillerne, der afgør duellen. Jeg tror og håber i hvert fald, at van Gaal og Mourinho viser omverdenen, at søndagens brag står mellem to af Englands bedste klubber og to af fodboldverdenens dygtigste managers. Mere kan vi vist ikke rigtig forlange i øjeblikket.