Den magiske hule

Kommentar af Louise Engelst

Manchester United har ikke just fået den bedste start på sæsonen, men en gang i mellem kan barndommens minder vække de glemte følelser for klubben igen.

Jeg kan ikke påstå, at jeg blev født i en United-trøje. Min familie er tossede med Liverpool og synger med stolthed i stemmen med på ”You’ll never walk alone.” Ja, jeg fatter dem ikke.

Da jeg som lilleputter løb rundt på fodboldbanen, var idolerne de danske landsholdsspillere, men det kom til at ændre sig, da jeg så et helt specielt hjem. En ven af familien var den største Manchester United fan, jeg til dags dato har mødt. Det var som at træde ind i et museum eller en magisk hule. Her var alt!

Krus, ure, spilletrøjer, halstørklæder, sengetøj, ja selv tæpperne på gulvet havde forskellige Manchester United mønstre. Alt hvad der kunne købes gennem supporterklubben var købt. Der var sågar en lille fodboldbane med de her små figurer med vippehoveder, hvor lejlighedens ejer havde sat sit drømmehold. Jeg kan stadig huske, hvor stor næsen på Peter Schmeichel figuren var. Det var i 1996, og jeg har været forelsket lige siden.

Og hvorfor sidder jeg her og mindes den magiske hule? En gang i mellem har jeg behov for at blive mindet om, hvorfor jeg blev fan af verdens bedste klub. For selvom kærligheden stadig brænder heftigt, har den som enhver anden kærlighedshistorie sine op- og nedture. Især når de røde djævle med van Gaal har oplevet en sæsonstart, der er næsten lige så dårlig som hvad Moyes præsterede gennem hele sidste år.

Skal vi som fans være nervøse? Van Gaal siger, at et nyt system tager tid, men har Manchester United den tid? Moyes snakkede også om, at han havde brug for tid, og han havde nok regnet med mere velvilje end blot et år.

Til forskel fra Moyes virker det dog til, at van Gaal har en klar idé om, hvor klubben skal bevæge sig hen. Og han er ikke bange for at kaste penge efter spillere, han har allerede købt langt mere ind end Moyes gjorde. Man kan dog diskutere, om den skyhøje pris for di Maria var stedet at smide hele guldkisten, jeg havde nok hellere set et par forstærkninger på andre pladser.

Van Gaal har en idé, og hvis han kan føre den ud i livet, er der måske stadig chancen for at sæsonen 14/15 ikke bliver det samme rædsels som sidste år.