Den Vitale Sommer

Af Anders Bank-Rasmussen

Manchester United er blevet Englands svar på AGF de sidste par år. Efter ét enkelt godt resultat er vi som fans (eller i hvert fald jeg selv) helt oppe at ringe. Med ét er troen tilbage på, at NU kører det omsider på skinner igen. NU er vi på vej tilbage på tronen. Marcus Rashford sørgede med sit matchvindende mål mod City for en ny tro på, at det måske kan lade sig gøre med Top 4 alligevel i denne sæson, efter det ellers har været afskrevet.

Men jeg har efterhånden lært af AGF-historien. Og af den nyere United-historie. Efter et skridt frem lurer to tilbage umiddelbart i horisonten, og jeg nærer derfor ikke det store håb om, at det rent faktisk vil lykkes for United at nå at overhale City og West Ham i sæsonens sidste par måneder.

For hvis jeg forsøger at træde et skridt tilbage og se på Manchester United som hold, så ender min helt nøgterne konklusion med at blive, at vi ikke er meget bedre end vores placering lige nu. Der er ikke et gigantisk uforløst potentiale i truppen. Selvom Van Gaal gør sit for at begrænse det.

Men kvaliteten er ganske enkelt blevet fortyndet gennem de sidste par år. Af fejlslagne dispositioner på transfermarkedet, og reelt set er det kun De Gea og Martial, jeg ville vælge fra Uniteds trup, hvis jeg skulle lave et fælles tophold sat sammen af spillere fra vores egen trup og vores rivalers. Måske Luke Shaw også, når han engang er tilbage på toppen. Ikke dermed sagt, at vi er overhalet af alle de andre. Men vi er indhentet.

Derfor står Ed Woodward og kompagni i min optik foran den vigtigste sommer i årtier. Der er ikke plads til nye fejltrin. På managerfronten eller på transferfronten. Det er nu, vi skal ramme rigtig på begge parametre. Ellers er der en overhængende risiko for, at vi kommer til at dele skæbnefællesskab med Liverpools fald fra tinderne tilbage i starten af 90’erne. For Tottenham har gang i noget bæredygtigt under Pochettino, og Liverpool får også helt andre økonomiske muskler at spille med i den kommende tid, når udvidelsen af Anfield snart er færdig. Så konkurrencen bliver hårdere end nogensinde før i toppen af ligaen.

Hvad er så de rigtige dispositioner på manager og spillerfronten? Det er jo det store spørgsmål, som det kan være svært at give et entydigt svar på. Hvis JEG var Ed Woodward, ville jeg gøre det, som rygterne længe har svirret om, og som spanske medier konkretiserede forleden. Gå benhårdt efter Jose Mourinho som manager!

Van Gaal skal væk. Det kan de færreste vel være uenige i. Jeg er ingen fan af Mourinho, men han er for mig det bedste alternativ. Jeg elsker ideen om Giggs. Men med tanke på hvor vital, jeg mener, denne sommer er, så vil det ganske enkelt være FOR stort et sats. Omkostningerne for store, hvis det ikke duer. Med Mourinho ved man, hvad man får. Et quick fix, som måske ikke varer på den lange bane. Men et quick fix er lige præcis det, som United har brug for som klub i den aktuelle situation. At komme tilbage som en reel mesterskabsudfordrer for at stadfæste vores PL-historiske position i forhold til de nye trusler fra Spurs, Liverpool og i mindre grad Leicester og West Ham.

På spillerfronten ville jeg gå efter at spendere alle moneterne på ganske få spillere. Køb dyrt. Køb etableret kvalitet. Også selvom om det så kun bliver til 2 folk ind. Ind med en topklasses forsvarspiller til at styre butikken nede bagved og så en mand, der garanterer 20 mål i den anden ende. Så må der suppleres for resten med de unge talenter, som har gjort det hæderligt i de seneste måneder. Hellere det end at hente fem mand ind, som kun styrker bredden. Det lyder meget nemt. Men er det selvfølgelig ikke. Men uanset hvad Woodward vælger at gøre, så håber jeg så inderligt, at han omsider rammer rigtigt og får trådt ud af David Gills skygge. For vi står foran en vital sommer for klubbens fremtid.