Derfor er David United-fan, del 1

Af David Lamuño Suárez

Vi kan skifte bil, job, mobiltelefon og ægtefælle, men ikke fodboldklub, så når vi har valgt vores favoritklub, er det for resten af livet. Hvorfor er du United fan? Mulighederne er mange, og der er ikke nogle rigtige eller forkerte svar.

 

For mit eget vedkommende skal vi tilbage til slutningen af 70erne, dengang hvor der kun var én dansk tv-kanal, jeg kunne højest se United spille et par gange om året (oftest på en smattet bane i Midtengland), og i værste fald fik jeg først resultatet om mandagen! Sidenhen kunne jeg dog ringe ind til Sporten og høre resultaterne, og i 90erne kunne jeg følge kampene på tekst-tv, og jeg tror ikke, jeg er den eneste United fan, der har fulgt en kamp på den måde – til tider var det faktisk mere underholdende end at se United live under Moyes!

Det startede med, at jeg læste en notits om Busby Babes i hedengangne Alt om sport, men jeg var usikker på, hvem de disse babes var – og da det gik op for mig, at der var tale om en flok friske unge mænd i røde trøjer, og ikke kvinder med langt rødt hår, havde jeg allerede tabt min sjæl til den røde djævel.

Nedenfor følger mine 10 bud (i tilfældig rækkefølge) på, hvorfor jeg blev fan af de røde djævle, og hvorfor jeg altid vil være det.

 

1. The crash

Selvfølgelig vil alle United fans verden over helst have været flystyrtet i 1958 i München foruden. Omvendt kan det ikke fornægtes, at det er en vigtig del af klubbens historie, og at det nye Manchester United er opstået på ruinerne af denne tragedie.

Der bliver stadig skrevet bøger om ulykken og de fantastiske Busby Babes. Der er et ur uden for Old Trafford, der minder de besøgende om, hvad der skete i München, og årsdagen bliver naturligvis markeret.

Historien om Matt Busby, der svævede mellem liv og død (og faktisk fik den sidste olie af en katolsk præst, fordi man ikke troede, han ville overleve), er fortalt igen og igen. Fra sin sygeseng bad Busby sin trofaste assistent Jimmy Murphy (som samtidig var landstræner for Wales og derfor ikke var med på den skæbnesvangre tur til Beograd) om at samle stumperne og ”keep the flag flying”.

På trods af, at det er de færreste United fans, der har set Duncan Edwards spille (og dem der har, kan efterhånden ikke huske det…), så er han ofte at finde på en Top-10 over Uniteds bedste spillere, han bliver nævnt som potentiel anfører for England i 1966 og kandidat til titlen verdens bedste fodboldspiller.

Myten bliver naturligvis ikke mindre af, at holdet mestendels bestod af unge spillere fra egne rækker, der havde domineret engelsk fodbold årene forinden, samt at de vandt 5-4 på Highbury i deres sidste kamp på engelsk jord.

 

2. Matt Busby

Manden, der støbte fundamentet til det Manchester United, vi kender i dag, var født under fattige kår i Skotland. Inden han selv slog igennem som fodboldspiller, arbejdede han i en kulmine, og familien var tæt på at emigrere til USA, og var det sket, er det ikke godt at vide, hvordan Uniteds historie havde set ud i dag!

Tro det eller ej, men Busby spillede professionelt for Manchester City og Liverpool (ja, du læste rigtigt…), hvor han var anfører, inden han deltog i 2. verdenskrig. Derefter kom han til en klub, der bogstaveligt talt lå i ruiner (Old Trafford var blevet bombet af Luftwaffe i 1941), og han skulle bygge alt op fra bunden. Det gjorde han i første omgang med rutinerede spillere, som han ”arvede”, da han startede i jobbet. Derefter ”skabte” han sit eget hold af unge talenter, Busby Babes, som blev udslettet i 1958. Endelig ”købte” han spillerne til sit tredje store hold, der som det første engelske hold vandt Europa cuppen for mesterhold i 1968.

Busby var kendt for sine store menneskelige egenskaber, og han ville ikke have, at angriberen Tommy Taylor skulle løbe rundt med en prislap på ryggen, hvor der stod £30.000. Derfor insisterede han på kun at betale Barnsley £29.999 for Taylor – det sidst pund fik serveringsdamen i stedet i drikkepenge for alle de kander the, hun havde serveret under forhandlingerne. Netop de menneskelige egenskaber var også årsagen til, at Busby ikke fik erstattet mange af de spillere, som vandt Europa cuppen for mesterhold i 1968. Mange af spillerne var oppe i årene og havde deres bedste tid som fodboldspillere bag sig, men Busby beholdte dem i taknemlighed for, at de havde hjulpet ham med at indfri det løfte, han havde givet til de afdøde spillere og deres efterladte i 1958, nemlig at vinde Europa cuppen. Efter den majaften begyndte det at gå stødt ned ad bakke for United. Busby stoppede som manager (om end han vendte kortvarigt tilbage, da afløseren blev fyret), United Trinity (Best, Charlton og Law) forsvandt, og i 1974 rykkede klubben ned i 2. division, som den næstbedste række hed dengang. Skæbnens ironi ville, at den afgørende kamp, mod Manchester City, blev tabt på et mål scoret med hælen af den gamle Strafford End helt Dennis Law – for god ordens skyld skal det med, at United var rykket ned uanset resultatet mod City, så The Lawman gav ikke sin hjerteklub dødsstødet, selv om det ofte bliver udlagt sådan.

 

3. Fløjspillet

United er garant for angrebsfodbold og især fløjspillet, oftest anført af spilleren med det ikoniske 7-tal på ryggen, er klubbens adelsmærke. Det var, og er, som oftest underholdende at se United spille. Oftest har devisen været, at hvis modstanderne scorer ét mål, så går vi bare op og scorer to.

Hvis bare halvdelen af alt det der er skrevet om ”the Welsh wizzard”, Billy Meredith, er sandt, så er han med afstand Uniteds bedste wing gennem tiderne! Meredith spillede til han var 50 år (gad vide, hvad de spiser til morgenmad i Wales?), og han var kendt for at spille med en tandstik i munden. Desværre var han også kendt for at være involveret i en bestikkelsessag og for i to omgange at have spillet for Manchester City.

Kongerækken af klassiske wings i United er stor, og enhver United fan får tårer i øjnene, når de hører om navne som Best, Coppell, Giggs og Ronaldo, som med deres hurtighed og driblinger har terroriseret mangt en forsvarsspiller og hver især været Old Traffords yndlinge.

Særligt skattet er fløjspillere af egen avl, eller spillere som bliver købt til klubben i en ung alder såsom ”babyerne” David Pegg, Johnny Berry og Ken Morgan, Sharpe og Kanchelskis i 90erne samt de fem ovennævnte. I min optik er David Beckham ikke en klassisk United wing, og jeg er enig med George Best i, at ”han kan ikke sparke med venstre ben, han kan ikke heade, han kan ikke tackle, og han scorer ikke mange mål. Men derudover er han meget god”.

 

4. Anekdoterne

 

Der kan skrives bøger om alle anekdoterne fra engelsk fodbold, og i særdeleshed dem om George Best, men her vil jeg blot gengive tre af mine yndlingscitater fra Georgie.

I 1969 droppede jeg kvinder og alkohol – det var de værste 20 min. i mit liv”.

Jeg har brugt mange penge på sprut, kvinder og hurtige biler – resten har jeg bare ødslet væk”.

De siger, jeg har datet syv vindere af Miss World titlen, men det passer ikke. Det var kun fire, de sidste tre droppede jeg”.

Der har gennem tiderne være mange farverige personligheder i omklædningsrummet på Old Trafford, og en af dem er Gordon McQueen, som er manden bag citatet om, at ”99 % af alle fodboldspillere ønsker at spille for United, og resten lyver”.

Det er dog ikke kun spillerne, der har humor, Alex Ferguson fik mange til at trække på smilebåndet, da han efter en kamp mod Milan proklamerede, at angriberen Inzaghi ”måtte være født offside”.

Desuden er der også anekdoten om, at da United i starten af 1900-tallet var ved at gå konkurs, blev klubben kun reddet fordi, en Sct. Bernhardhund tilhørende klubbens anfører, Harry Stafford, løb væk i forbindelse med en basar, der skulle samle penge ind til klubben. Hunden blev fundet af John Davies, en lokal forretningsmand, som bl.a. ejede et bryggeri, og da han fandt ud af sagens rette sammenhæng, besluttede han sig for at købe klubben. Der verserer dog flere versioner af historien, men faktum er, at John Davies reddede Newton Heath (som klubben hed dengang) fra at gå konkurs.

 

5. De trofæløse sæsoner i teenageårene – og et godt stykke op i 20erne…

Jeg var fyldt 24 år, før United vandt det første mesterskab i min levetid! Det lyder utænkeligt i dag, men dengang i 1993 endte det 26 års mesterskabstørke, og der kom igen ”orden i livets kaos”, som Per Høyer Hansen skrev i Tips-Bladet.

I årene forinden var jeg jævnligt blevet drillet af mine venner, som var Liverpool fans. I de år dominerede Liverpool totalt engelsk fodbold, og de få glæder jeg havde, som United fan, var, at vi ofte slog dem i de indbyrdes opgør, samt at vi jævnligt vandt FA cuppen. 26 år er lang tid, og derfor fryder det mig (andre klubbers ulykke er jo ikke at foragte…), at Liverpool nu har tangeret vores rekord, da deres seneste mesterskab daterer sig tilbage til 1990, og at vi i mellemtiden har overhalet dem, hvad angår antallet af mesterskaber.

Ind i mellem var der små kortvarige lyspunkter, som for eksempel dengang i midt-80erne, hvor United vandt sæsonens første 10 kampe for blot at se, at andre igen overhalede os i tabellen. Oftest hang Uniteds nedture sammen med Bryan ”Captain Marvel” Robsons skader, og dem var der mange af, da han var en spiller, som gav sig selv 100 % i hver eneste kamp. Robson var ofte Uniteds bedste forsvarer, midtbanespiller og angriber i en og samme kamp, og ingen beherskede som ham spillet fra boks til boks. Det varmede derfor, at Robson stadig var i klubben i sæsonerne 92/93 og 93/94, så han kunne få to fortjente mesterskabsmedaljer, selvom hans indflydelse på det tidspunkt var reduceret markant.

Da informationsteknologien, som nævnt indledningsvis var yderst begrænset dengang, var det også spændende, når ukendte spillere pludselige kom ud af det blå og brød igennem i den røde trøje. I slutningen af 70erne var det fx lige pludselig en ung sydafrikaner ved navn Gary Bailey (prøv at google ham, han ligner en ung udgave af Peter Schmeichel), der vogtede målet. I starten af 80erne bragede Norman Whiteside igennem lydmuren, og deltog som den yngste spiller nogensinde ved VM i 1982. I midten af 80erne brød en ung lovende angriber ved navn Mark Hughes igennem, og han var en mand, der kunne få nettet til at blafre. Det fik de også øje på i FC Barcelona, men heldigvis var Sparky lige så hjemsyg, som så mange andre britiske spillere før ham, så efter et par år i spansk og tysk fodbold var han tilbage på Drømmenes Teater, hvor han blev en vigtig brik i Fergusons puslespil.