Ed Woodward og diamanterne

Af Morten Kamper

Manchester Uniteds CEO udtalte for et par år siden, at han egentlig havde et let job; Alt han gjorde var at sælge diamanter!  ”Vi fremstiller ikke diamanterne selv, de er blevet slebet og poleret igennem 135 års historie, af klubben og af spillere” Og solgt, det har han, den flittige Woodward. I min optik nærmest på grænsen til prostitution, undskyld udtrykket.

Manchester United anno 2016 står ved en skillevej. Alt i og omkring klubben bliver drevet af kommercialisering. Alt hvad der kan kommes et United logo på bliver udnyttet. Hvis man kaster et hurtigt blik på klubbens officielle hjemmeside så er der 21(!!) sponsorer af forskellig art. Kasketter, rødvin, øl, ure og et flyselskab, for bare at nævne nogle få. Der er en grund til, at kritiske røster kalder os Brandchester United, et begreb jeg i øvrigt hader og fuldstændig tager afstand fra.

Ja, jeg ved, at moderne fodbold er penge. Men det virker på mig, som om at omdrejningspunktet er profit frem for point, sådan skåret ind til benet. Woodward frembringer det ene imponerende regnskab efter det andet. Og selvfølgelig kommer det United til gode, at pengene strømmer ind på kontoen. På trods af en kæmpe gæld og at Glazers trækker dollars ud i rigelige mængder, så har klubben stadig mønt til at være konkurrencedygtige. Og hurra for det.

Men her kommer min pointe så; Hvad sker der, når diamanterne holder op med at funkle? Når glansen går af dem? Når de blegner og ikke er i stand til at glimte på Old Trafford? Gider Adidas og Chevrolet blive ved med at smide penge efter kopismykker, der er købt i rodebunken hos LIDL?

For er det i virkeligheden ikke det, der er ved at ske? Er magien ved diamanterne ikke ved at forsvinde? Hvor længe kan Woodward sælge dem, når det ikke er 20 karat mere? Måske har vi faktisk at gøre med billige kopier i øjeblikket. Og har Ed Woodward haft travlt, så er det intet imod den udfordring, der hviler på ham pt. Efter fadæsen med David Moyes og en Louis van Gaal der nu, efter snart to år i førersædet faktisk har sat klubben tilbage, så er det næste valg af manager altafgørende. Ikke bare for Woodward og hans egen position som CEO men også Manchester Uniteds fremtid.

Rygterne er mange, Mourinho, Giggs eller et helt tredje valg, det er absolut nødvendigt, at den næste mand der sætter sig i førersædet med taktstokken formår at få klubben tilbage, hvor den hører hjemme. Både i England og på kontinentet.

United bevæger sig på en knivsæg, hvor fejl og inkompetence kan blive fatalt. Jeg kan bare henvise til vores røde fjender i scouseland og se, hvordan de har underpræsteret i snart 30 år. Manchester United må ikke begå samme fejl. Nogle vil argumentere; ”Manchester United er så stor en klub og så stærkt et brand at det aldrig vil ske”. Til dem vil jeg bare sige, at muligheden er reel, og hvis vi ikke får rettet klubben op spillemæssigt så kan det ske. To-tre år mere i ingenmandsland, uden trofæer og retning, så er dette scenarie ikke uvirkeligt.

Manchester United er et bæst af en organisation med en knivskarp kommunikation omkring den gode historie. Men når sandheden skal frem, så befinder United sig pt. uden en klar identitet, uden den røde tråd som ellers har gennemsyret klubben. Uden den gode fortælling. Og så bliver det farligt.

Manchester United er en kæmpe klub, men et endnu større brandingcirkus. Dem, der er villige til at betale store penge, kan associeres med de værdier, United står for. Værdier som en 135-årig historie har fremavlet. Men hvem vil lægge navn til kedelig fodbold og trænerfyringer? Hvem vil lægge navn til Europa League og slutplaceringer uden for toppen i Premier League? Hvis varen ikke er i orden, så handler forbrugeren et andet sted. Det må være Ed Woodwards skrækscenarie.

Derfor er Woodwards næste valg afgørende. Derfor skillevejen. Han vil opdage, at det ikke er så let at sælge trætte og slidte diamanter. 135 års historie eller ej.

Og få så lige ”Football Club” tilbage i logoet, tak.