En larmende stilhed

Tirsdag var det 60 år siden den tragiske flyulykke i München, der endte med at koste 23 mennesker livet – deraf otte Manchester United-spillere.

Geoff Bent (25), Roger Byrne (28), Eddie Colman (21), Duncan Edwards (21), Mark Jones (24), David Pegg (22), Tommy Taylor (26) og Liam Whelan (22) var ofrene – Edwards, der blev regnet som en af sin generations allerbedste spillere døde 15 dage efter ulykken.

Det er en den mørkeste dag i klubbens historie – og det blev naturligvis markeret inden 2-0-sejren over Huddersfield i lørdags, såvel som på selve dagen tirsdag.

Der var et minuts stilhed inden kampen, og det var helt som det skulle være.

For mig var det første gang i denne sæson, jeg var forbi Old Trafford. Og jeg må sige, at jeg de gange, selve atmosfæren på station er blevet kritiseret, har jeg rystet noget på hovedet. Jeg synes nemlig, at der plejer at være ok støjniveau – ikke mindst fra Stretford End – og den modsatte singing end…

Mourinho har været ude efter klubbens fans og langet kraftigt ud efter den manglende støj og opbakning, og jeg må desværre sige, at han har ret. Jeg havde regnet med, at der ville blive gået til den med sange for at hylde de afdøde ”Flowers of Manchester” – og vores nuværende spillere. Men det ene minuts stilhed, der var før kampen syntes bare at fortsætte – kun afbrudt af nogle små udbrud.

Der manglede ikke sang og larm hos Huddersfields supportere, der virkelig gav fuld skrue hele kampen, men jeg må virkelig tilslutte mig José Mourinho og sige, at støjniveauet fra Manchester Uniteds egne supportere var sløvt – ja faktisk sad vi flere gange under kampen og sagde, at det var direkte pinligt – især på en dag, hvor München-tragedien ellers blev markeret smukt.

Jeg håber, at der snart der sker noget på lægterne, så der kommer mere støj og opbakning til spillerne, for det er altså en vigtig ”spiller” i kampens hede, at publikum også er med til at lægge pres på dommeren og sørge for, at spillerne ved, at man er bag dem!