En ny start

Kommentar af Rasmus Onslev Kremmer

Efter en lang og varm sommer er ventetiden endelig forbi for os, der har det med Premier Leagues start, som børn har det med juleaften. På lørdag sparkes den nye sæson i gang med opgøret Manchester United – Swansea, og det tegner til at blive den vigtigste sæson i mange, mange år.

Sidste sæson så vi frem til med spænding, fordi vi ikke vidste, hvordan klubben og spillerne ville reagere på Sir Alex Fergusons stop. Det ved vi desværre nu. Der er sagt og skrevet meget om sidste sæsons pinsler – spillere, der underpræsterede, manglende indkøb, forkert valg af manager, osv.. Nu er det på tide at slå en streg i sandet og komme videre.

Sidste sæson var en katastrofe for Manchester United, fordi Champions League glippede. Det vil være en endnu større katastrofe, hvis det sker igen i denne sæson. Derfor er presset på både spillere og ikke mindst klubbens nye manager enormt. Men der blæser nye vinder over Old Trafford, og der grobund for en forsigtig optimisme efter sommerens træningskampe og Louis van Gaals ankomst.

Louis van Gaal ligner en mand, der kan genrejse klubben. Han har fra første dag indtaget omklædningsrummet og fået spillerne til at tro på konceptet. Han har skiftet formation til 3-5-2 på grund af de spillere, han har til rådighed. Han foretrækker 4-3-3, men bytter rundt på tallene for at få plads til både Rooney, Mata og van Persie, men han heller ikke bange for at bytte rundt i løbet af kampene. Det viser efter min mening, at han er en mand med en pragmatisk tilgang, og det er netop det, der skal skaffe de nødvendige point i år.

Jeg interviewede Kenneth Perez, der spillede under van Gaal i AZ, tidligere på sommeren til en artikel i US, og han bekræftede mit indtryk af van Gaal. Manchester United har fået en mand, der har fuldstændig styr på det taktiske, og som ikke overlader noget til tilfældighederne. Det kan for eksempel nævnes, at han altid spiller 11 mod 11 til træning et par dage før en kamp, hvor det ene hold får instruktioner på at spille nøjagtig ligesom den modstander, der venter et par dage senere. Han gør alt, hvad han kan, for at spillerne ved nøjagtig, hvordan kampen kommer til at forløbe, og hvad deres rolle er. Selv om det er for tidligt at konkludere noget, lyder det allerede som modsætningen til sidste sæson, hvor det var vanskeligt at se et koncept eller en gameplan. Jeg har i hvert fald fået en fornemmelse af, at klubben er i trygge hænder.

Der er kommet to nye ansigter til klubben i form af Luke Shaw og Ander Herrera. Der mangler stadig et par kvalitetsspillere, hvis holdet skal blande sig i toppen, men det er da en start. Luke Shaw er givetvis en mand for fremtiden, mens Ander Herrera allerede nu ligner en forstærkning til en tyndt besat midtbane, hvis man bedømmer ham ud fra opstarten. Det er i hvert fald en spiller, som jeg forventer mig meget af i den kommende sæson.

Der har til gengæld ikke været det blodbad, som mange regnede med. Det er dog ikke utænkeligt, at spillere som Hernandez, Nani, Fellaini, Kagawa og Zaha er på vej videre i deres karrierer. Det vil jeg egentlig heller ikke have noget imod – især ikke hvis det baner vejen for et par ekstra nyindkøb.

Manchester United er gået fra sejr til sejr i sommerens træningskampe, og selv om det er yderst begrænset, hvad man kan konkludere ud fra en træningskamp, giver det alligevel en tro på bedre tider. Spillerne har virket glade, resultaterne har flasket sig, og van Gaal har fået nogle indikationer af, hvem han kan regne med, og hvem han skal skille sig af med.

Jeg har ventet med spænding på lørdag d. 16. august. Risikoen for at fejle gør blot smagen af succesen så meget bedre. Jeg håber og tror på, at Manchester United får succes i år. Det er ikke sikkert, det bliver til et mesterskab. Det tager Chelsea eller Manchester City formentlig, men det bliver en gyser i forhold til 3. og 4. pladsen, og hverken Arsenal, Liverpool eller Tottenham har efter min bedste overbevisning et bedre hold end Manchester United. Så med lidt held, van Gaals taktiske snilde, et par nyindkøb og masser af gejst er vejen banet for en god sæson, hvad enten vi fans følger med foran TV’et, på pubben eller på Old Trafford.

Husk i øvrigt, at du kan komme med Supporterklubben til Manchester og se kampen mod Q.P.R. d. 13. september. Læs mere på www.manutd.dk.

Velkommen til en ny sæson!