En sidste kommentar om Liverpool-kampen

Af David Suárez Lamuño

Indledningsvis må jeg krybe til korset og indrømme, at jeg ikke så de første 20 minutter af opgøret mod Liverpool. Det var ikke, fordi jeg sov længe eller havde glemt, at kampen blev spillet tidligt på dagen, men fordi jeg var på vej hjem til København K efter en smuttur til sydligere himmelstrøg. Derfor sad jeg i metroen og fulgte starten af kampen på min LiveScore-app, hvilket var ret kedeligt, skulle jeg hilse og sige, men det var dog ingenting imod at se de resterende 70 minutter live på tv. Efterfølgende har jeg set (de få) highlights fra kampen, hørt interviews med spillere og managers samt læst diverse artikler, så jeg føler, jeg har belæg for at skrive om den.

Mourinho er ofte blevet beskyldt for at ”parkere bussen” i de store kampe, men inden vi dypper ham i tjære og ruller ham i fjer for så at trille ham hele vejen ned ad Sir Matt Busby Way, skal vi så ikke lige blive enige om, at kampen mod Liverpool på Anfield er sæsonens sværeste udekamp i Premier League-sammenhæng? Udover at være denne sæsons første store test mod en af de andre formodede Top-6 klubber, så er Liverpool også Uniteds ærkerival, og kampene mellem de to klubber er langt mere end 90 minutters hyggebold, som efterfølgende skylles ned med en pint på den nærmeste pub. Historisk set har United tabt cirka hver anden kamp på Anfield, så det er ikke der, vi skal kalkulere med en sejr, og derfor er 1 point objektivt set en fin høst i jagten på mesterskabet.

Sidste weekend blev der i Milano spillet Derby della Madonnia mellem Inter og Milan, hvilket er en stor kamp på de kanter, og jeg er helt sikker på, at begge klubber forlods gerne havde solgt den for 1 point. Bevares, en sejr over ærkerivalerne er ikke at foragte, thi det giver rundt regnet seks måneders håneret, men det vigtigste er, når alt kommer til alt, ikke at tabe disse lokalopgør, og så er det lige meget om det er med Guds, Madonnas eller dommerens hjælp. Det er i den ånd, at Mourinho går ind til de store kampe, hvorimod han i kampe mod de mindre hold gerne slår håret ud og spiller mere offensivt, hvilket bl.a. kom til udtryk i 2011/12 sæsonen med Real Madrid samt til dels i de første kampe i denne sæson. Som jeg husker det, var det heller ikke hver gang, at United vandt over de nærmeste rivaler under Sir Alex (om end der dengang oftest var tale om et parløb i toppen af tabellen), til gengæld havde vi et ufatteligt højt bundniveau mod de øvrige hold, hvor der sjældent blev smidt unødige point.

Diskuteres kan det dog, om ikke en klub af Uniteds kaliber, og ikke mindst med deres budget, burde være i stand til at gøre mere væsen af sig, end tilfældet var i kampen mod Liverpool? Med sommerens indkøb in mente, den gode start på sæsonen, om end mod relativt svage modstandere, samt Liverpools middelmådige præstationer på det seneste, så er svaret ja. Omvendt sættes al logik ud af kraft i disse opgør, som lever deres helt eget liv, hvor den aktuelle form, ligaplacering og eventuelle karantæner sættes ud af spil. Jeg er dog ikke imponeret over, hvad jeg så United præstere på Liverpools banehalvdel i 2. halvleg, ja faktisk kan jeg knapt nok huske, om vi var over midterlinjen i de sidste 45 minutter. Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål, hvorvidt jeg hellere havde set United spille mere offensivt, men med risiko for at tabe kampen, eller om jeg, som det var tilfældet i lørdags, hellere ville overlade initiativet til Liverpool og så køre en kontrolleret 0-0 hjem. Naturligvis vil jeg hellere stå tilbage med 1 point end med 0 point, men ikke desto mindre var det skuffende, at United ikke kunne byde scouserne op til dans, selv om vi var på udebane.

Uafgjort 0-0 er i min bog et godkendt resultat i en spillerunde, hvor både Arsenal og Chelsea tabte ude til svagere modstandere end United var oppe imod. Så kommer United tilbage på sporet og får 3 point allerede denne weekend ude mod Huddersfield, ja så er Liverpool kampen hurtigt glemt, og det ene point vi fik ind på kontoen, kan på den lange bane vise sig at være guld værd, når det samlede regnskab skal gøres op i maj måned. Set i det lys er det nemlig tankevækkende, at ingen af vinderne af de sidste tre års PL (Chelsea – Leicester – Chelsea) fik flest point i de indbyrdes opgør mod de andre Top-6 klubber, tværtimod vandt United den ”konkurrence” to af gangene uden overhovedet at være i nærheden af guldmedaljerne.

Set med United-briller spiller det selvfølgelig ind, at to af vores nøglespillere var skadede (det samme kan Liverpool retfærdigvis også sige), om end tabet af Bailly ikke havde nogen konsekvens al den stund, at forsvaret holdt stand. Mere mærkbart var tabet af Pogba, der har startet sæsonen lovende og endelig var begyndt at vise nogle af de takter, som de fleste United fans havde set frem til, da han sidste sommer returnerede til Drømmenes teater. Selv om jeg aldrig nogensinde bliver medlem af Fellainis fanklub, så var det lige før, at jeg flere gange tog mig selv i at sidde og savne Michael Elos (ganske vist i en ung udgave) look alike i 2. halvleg!

Young og Darmian er i min optik ikke gode nok til at være i Uniteds startellever i de store kampe, for selv om de ikke faldt fuldstændigt igennem, så sad jeg på intet tidspunkt med følelsen af, at de kunne gøre det uventede og blive kampafgørende, og billedet ville ikke havde set meget anderledes ud, hvis Blind i stedet havde spillet en af backerne. Er det bare mig, der har det en kende stramt med Mkhitaryan, eller mangler han at sætte sit præg på de helt store PL kampe? Det er fint nok, at han scorer, eller lægger op til mål, mod et forsvar, som er ved at gå i opløsning i kampens sidste fase, men hvor ville det klæde ham også at score afgørende mål mod ”de store drenge” i klassen.

Træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen, og nøgternt set lever jeg altså rigtig fint med det ene point, United fik med hjem til Manchester i lørdags, og det ærgrer mig da langt mere, at vi smed to point ude mod Stoke. Det bekymrer mig derimod, at United ikke var i stand til at sætte et større aftryk på kampen, uanset hvordan Mourinho rent taktisk havde stillet sine tropper op, og hvor mange spillere der var på skadeslisten. På den korte bane er sandhedens time derfor udekampene mod Chelsea og Arsenal i november og december, for hvis ikke spillet bliver bedre i de to kampe, så vil jeg seriøst overveje atter at følge United på LiveScore!