”Er du virkelig SÅ dum…

Af Jacob Stenz

… eller er jeg bare SÅ klog?” Det er nogenlunde oversat, hvad van Gaal engang svarede på en hollandsk journalists tilsyneladende ubegavede spørgsmål. Efter mandag aften burde spørgsmålet vist vendes mod Aloysius Paulus selv.

Hvis man bliver ved med at hævde at være klogere end alle andre og have udtænkt en overlegen spilfilosofi, så er det da pudsigt, at han med begge ben er gået i samtlige fælder i engelsk fodbold.

Han brugte sommeren på at køre en trebackkæde ind og afsluttede transfervinduet på den mest ugennemtænkte vis. Inden det valgte han at spille 3-5-2 med 9 spillere, som han mente IKKE kunne spille 3-5-2 og derfor skulle sælges, og indkasserede tidernes røvfuld af MK Dons. Nu har han gudskelov droppet sin trebacks-vildfarelse, men offensivt hænger intet sammen. Der kan være god brug for Fellaini i specifikke situationer. På udebane mod West Ham eller Stoke kan han være den afgørende brik. Men at gøre ham til omdrejningspunktet i en cup-kamp på hjemmebane mod et boldspillende Arsenal-hold, det fortæller os med meget store bogstaver, at vores manager ikke er nået nogen vegne taktisk overhovedet.

Louis van Gaal ligger som han har redt.

De seneste meldinger er, at det hele tiden har været en top-fire placering (gentag det tilstrækkeligt mange gange, så bliver selv den største skeptiker overbevist), der var målsætningen med sæsonen. Champions League-gruppespil, et par onsdage aftener med Carsten Werge og en big fat pay check er åbenbart blevet det vigtigste for Manchester United. Nej. Det var en katastrofe at tabe til Arsenal i FA-cup-kvartfinalen. En sejr på Wembley kunne have kickstartet van Gaal-æraen trods alle de fejlgreb, han har gjort i en sæson, hvor vi allerede tidligt i november (!) var spillet ud af mesterskabskampen.

At forære Danny Welbeck (en lokal angriber, der har været i United siden han var knægt, landsholdsspiller, teknisk og taktisk begavet, god spilforståelse, hurtige fødder, stærk fysik, løbevilje og allerede en vis rutine fra højeste niveau) til en direkte konkurrent er den mest uforståelige beslutning, siden Ferguson valgte at sælge Jaap Stam til Lazio. Det giver INGEN mening. Det er dybt fornærmende, at fortælle manden, at han ville være femtevalg i United. Og det er beskæmmende at høre van Gaal brokke sig over ”manglende balance” og manglende fart i angrebet, når det er selvpåførte problemer. Det er korrekt, at Welbeck aldrig bliver lige så effektiv som Rooney, Falcao og van Persie, da de VAR på toppen. Men det er lige så klart, at de tre heller ikke kommer op på deres topniveau igen. Nu har vi en ubrugelig angrebssammensætning med tre kæmpenavne, hvoraf nul af dem fungerer i et makkerskab. De er alle omkring de 30 år eller derover. Der er overhovedet ikke noget offensivt fundament klart til næste sæson, hvor vi efter planen skal gå efter at vinde alle trofæer.

Van Gaal kan snakke alt, hvad han vil om, hvordan Falcao befinder sig på et andet niveau, og at han ”stimulerer de andre spillere”. Og han kan snakke om Welbecks manglende effektivitet. Mandag aften kunne jeg tælle en række fornuftige offensive aktioner, hurtige kombinationer og løb der gjorde ondt på et forsvar, der alle involverede Welbeck. Han havde ikke en af sine bedre kampe, men han scorede det afgørende mål. Sådan et bidrag når Falcao vel ikke op på set over hele sæsonen? Vi ved selvfølgelig ikke om Falcao er en inspirator af Cantona-kaliber på Carrington, men på banen er det altså Welbeck, der ”stimulerer” sine medspillere (mens Falcaos flotte ven di Maria til gengæld ”simulerer”).

De spillere, van Gaal har fået mest ud af, det er de perifere navne som Young, Valencia og Fellaini. Lur mig om ikke Welbecks færdigheder havde været anvendelige i stedet for de her ekstremt velbetalte sydamerikanere, som man har hentet til at dreje rundt om sig selv for en ugeløn, der er cirka det dobbelte af en dansk statsministers årsløn. Uniteds arrogance og utålmodighed blev passende straffet mandag aften.

Nu er vi så langt inde i marts, har ikke spillet en eneste god kamp, storindkøbene er kikset, taktikken er negativ og manageren fremstår letpåvirkelig af fikse idéer i en grad, hvor jeg bare må sige: ”mr. Louis, De er nødt, nødt, nødt til at trække hovedet ud af det sted, De har parkeret det i øjeblikket”. Jeg snakker ikke om en fyring, selvom United ikke skulle opnå de målsætninger, som man opfandt midt i sæsonen (hvis man vil i Champions League, så er det vel en tredjeplads, man skal gå efter?). Jeg kritiserer ikke alt, hvad van Gaal foretager sig. Jeg kan sagtens leve med hans excentriske opførsel på pressemøderne (”Show this to big Sam”), og jeg kan sikkert også vænne mig til hans enorme risikovilje med sine udskiftninger. Jeg er tålmodig, jeg vil gerne give mere tid, men vi skal være enige om retningen.

Det helt afgørende er i mine øjne, at van Gaal blev hyret til at levere en ny version af United, som på længere sigt skal bringe klubben helt tilbage i toppen af europæisk fodbold. Men de ting, han taktisk foretager sig, og de håbløse og kortsigtede beslutninger, der blev truffet sidst i transfervinduet peger bare den stik modsatte retning af, hvordan jeg gerne ser Manchester United spille.

United skal for en hver pris bevare sin kerne-DNA. Man skal gå efter at vinde. Altid. Det er Ferguson-arven. Men man skal gøre det på United-måden. Det er Busby-arven. At vise tillid til akademispillere og spille underholdende angrebsfodbold er ikke målet i sig selv. Det er midlet. Det kan godt være, at det virker som den sværeste og den længste vej for visse trænere. Men det er bare den eneste vej for United, og så må det jo blive uden disse trænere.

Jeg ser med en vis misundelse på Arsenal. De har holdt loyalt ved en manager gennem nogle svære år. Wenger står stadig fast på sine principper om offensiv fodbold, og de ser endda ud til at være i gang med at bygge et hold op med en britisk kerne (blandt andet takket være van Gaals generøsitet). Jeg håber, at de kan yde olieklubberne reel modstand, mens van Gaal løber tossestregerne af sig.