Er en pokaltitel bedre end en plads i Champions League?

Af Mads Thyrsted Laursen

Hvad vil du helst – miste et ben eller en arm?

Helt så dramatisk er den stilling, man som United-fan skal tage i denne tid, ikke. Og så alligevel. For hvad vil man som tilhænger af Nordenglands største og mægtigste fodboldklub helst? Vil man vinde FA Cup-titlen for første gang siden 2004, eller vil man helst have en placering i top 4 i Premier League og dermed igen få adgang til det forjættede land – Champions League?

Vi har I denne sæson oplevet, hvad det vil sige at stå uden europæisk fodbold for første gang i umidelige tider. Det har været underligt, hårdt og mærkeligt, men  også lidt ambivalent. For på den ene side elsker jeg de europæiske kampe og den magiske stemning og de oplevelser, der følger med. På den anden side har United ikke siden 2011 formået at spille sig længere frem end en kvartfinale. Dermed er vi røget ud, inden det for alvor er blevet virkelig sjovt. Dermed ikke sagt, at Champions League har skuffet – slet ikke. Vi har været tæt på seneste mod Real Madrid, men jeg har alligevel ikke siddet med fornemmelse af, at vi kunne gå hele vejen, når det kom til stykket. Havde United i denne sæson deltaget i Champions League, er jeg også realistisk nok (eller pessimistisk om nogle vil) til at erkende, at United næppe havde vundet turneringen version 2014-2015. Dertil har holdet for mange mangler hvad angår kvaliteten af truppen, spillet og taktikken. Derfor har afsavnet heller ikke været så stort, som jeg havde forventet. Men en sæson mere uden Champions Leagues ikoniske hymne på Old Trafford, medgiver jeg, vil være en katastrofe. Både sportsligt og økonomisk.

Mens afsavnet af europæiske fodbold ikke har ramt mig i den grad, jeg havde troet, har afsavnet af en titel derimod taget hårdt på mig. Det sviger mere og mere hvert år, Manchester United ikke vinder et trofæ. Titlerne er det, klubben lever af – det vi fans hungrer efter. Det er anerkendelsen, præstigen og bekræftigelsen af, at vi ER det bedste hold. Derfor skar det endnu mere i hjertet på mig, at sidste sæson endte uden trofæer, end det faktum, at 2014-2015-sæsonen ville være uden europæisk fodbold.

Nu står vi i starten af marts, og der er lidt mere end to måneders fodbold tilbage at spille. Og vi står nu over for en situation, hvor vi kan komme tilbage på titelsporet og samtidig finde vej tilbage til den europæiske scene, hvor de fleste af os rettelig mener, at United hører til. Men vi kan samtidig også ende i en situation, hvor vi kan blive tvunget til at vælge. For hvad er vigtigst – FA Cup’en eller Champions League-deltagelse?

Jeg er ikke 100 procent afklaret, og jeg afviser heller ikke, at min holdning pludselig kan skifte. Men lige nu er FA Cup-triumfen mit hovedfokus. Jeg er overbevist om, at en titel og den følgende vindermentalitet og sult efter mere, kan være præcist det skub, United har brug for. Vi så det med Cup Winners Cup-titlen i 1991 og Liga Cup-titlen i 2005-2006 under Sir Alex Ferguson. Vi så, hvordan titlerne dannede fundamentet for legendariske United-hold, der sidenhen høstede triumf efter triumf og spillede blændende fodbold.

Lad os håbe, at en FA Cup-titel version 2014-2015 kan gøre det samme for Van Gaal.