Er “The Comeback Kings” tilbage?

Af Lars Bertelsen

I lørdags returnerede Manchester Uniteds absolut største stjerner i form af Zlatan Ibrahimović og Paul Pogba. Ved samme lejlighed returnerede også evnen til at vende et nederlag til en sejr. Faktisk er det første gang i år, at det sker i ligaen. Derfor markerede lørdagens kamp på alle måder et kærkomment gensyn, som vi må håbe varer ved.

Nytårsaftensdag tog Manchester United imod Middlesbrough på Old Trafford. Gæsterne bragte sig foran, men på to sene mål lykkedes det United at vende det faretruende nederlag til en sejr. Det er ikke sket siden. Og derfor var det en sand forløsning, da lørdagens tidlige føringsmål fra Newcastle blev vendt til en 4-1-udklassering.

Sparsomt med comebacks

Under José Mourinho er det kun lykkedes Manchester United at undgå nederlag i otte kampe, hvor holdet er kommet bagud først. Og kun tre gange er det lykkedes at vinde kampen.

Samlet set har det været sparsomt med comebacks siden Sir Alex Ferguson trak sig som manager, hvor det kun er lykkedes at vende et nederlag til en sejr 12 gange.

Til sammenligning lykkedes det 12 gange alene i Fergusons sidste sæson. Det er derfor ikke en ubetydelig evne, vi taler om. Det er en evne, der vinder mesterskaber.

Comeback til de store drenge

At vende en dårlig dag på kontoret til noget positivt er uden tvivl et stempel på mesterskabsklasse. Et andet stempel på det er at have store spillere til rådighed gennem hele sæsonen.

Efter en svær måned uden Paul Pogba, hvor Manchester Uniteds scoringsgennemsnit er faldet fra 2,5 mål pr. kamp til 1,6 er den langlemmede franskmand igen tilbage på banen. Det samme er Zlatan Ibrahimović, der sidste sæson tegnede sig for 28 mål og 10 assists.

Med de to store spillere tilbage på banen får United utvivlsomt et ekstra løft. Et løft, der ikke blot består i spilmæssige kvaliteter, men også i frygt fra modstanderens side. Det konstaterede Juan Mata, da undertegnede mødte ham i søndags: “Zlatan brings the fear!”, sagde spanieren.

Derfor må vi håbe, at Zlatan og Pogba forbliver på banen, ligesom vi må håbe, at evnen til at vende et nederlag på hovedet også forbliver. Begge dele har været stærkt savnet, og begge dele kan vinde store ting.