Gi’ Giggsy jobbet

Af Jonas Schwartz, kommentator på TV3 Sport

Jeg er efterhånden træt af at tænke på, snakke og skrive om Louis van Gaal. At han stadig er manager, er mig en gåde. Vi ser tilbage på hans tid og kan konstatere, at klubben ikke har rykket sig frem. Snarere det modsatte. Der er vel endnu mere forvirring, endnu flere uklarheder end da han tog over i 2014.

Nuvel, rygterne siger jo, at José Mourinho skulle være på vej. Det håber jeg ikke er sandt. Men mit skriv her skal ikke handle om, hvorfor jeg synes, at Mourinho er den forkerte mand. Den vil jeg godt komme med, når Mourinho – Gud forbyde det! – en dag sidder i jobbet. Næ, nu vil jeg skrive om Ryan Giggs. Gode gamle Ryan Giggs. Så kan det også være, at jeg kommer i bedre humør…

Jeg mener nemlig, at Giggsy nu skal ha’ chancen som manager for holdet. Hans første periode (4 kampe efter fyringen af David Moyes) tæller ikke. Dertil var tiden ganske enkelt for kort til, at han kunne sætte sit præg. I første omgang skal han have holdet frem til sæsonafslutning. Dvs. 12 PL-kampe.

Men hvorfor skal Giggsy ha’ holdet? Han har jo aldrig været manager? Han skal ha’ holdet, fordi han er United-mand. Ganske enkelt. Lige nu har vores klub mere end nogensinde brug for en manager, som ved, hvad det vil sige at repræsentere United. Vi har brug for en leder, som har klubben under huden.

Det vil da være et stort sats med Giggs. Han har som sagt ingen erfaring som manager, og i den perfekte verden burde han først have nogle sæsoner som manager andre steder under bæltet, inden han sætter sig i United-sædet. Og som type har Giggs ikke den samme intimiderende personlighed for f.eks Alex Ferguson og van Gaal, og det kan da godt være, at Giggs ikke (endnu) besidder de ledermæssige egenskaber, som man forventer af en manager på dette niveau. Men selvom waliseren er en introvert type, så har hans ord vægt, og vigtigst: Jeg er sikker på, at spillerne vil give alt for ham. Noget som de ikke gør for den nuværende manager.

Og så lige et afsluttende sidespring. Det er positivt, at Nicky Butt nu bliver chef for akademiet. Godt med en ‘local lad’ på posten. Og Butt er kvalificeret. Men vigtigt at det er – som tilfældet også var med Brian McClair – en mand, der har United i blodet, der er med til at forme talenterne og sætte retningslinjerne. Ikke er alt er skidt i United. Trods alt.