Han kan jo godt løbe

Paul Pogba har været en slem skuffelse, efter at han kom #PogBack til klubben, hvor han tilbragte sine formative år som juniorspiller.

Af Jacob Stenz

Den dyreste spiller i historien har nærmere lignet den dyreste fiasko i historien i første halvdel af dette efterår. Han har virket uinteresseret, han har været udisciplineret defensivt, han har været for langsom i opfattelse og handling på bolden, og han har slået et hav af skæverter.

Der genstår en række ubesvarede spørgsmål om, hvad United egentlig købte, da man hentede ham fra Juventus. Skal han styre midtbanen som Paul Scholes gjorde? Er han en mere fremskudt midtbanespiller som landsmanden Zidane? Er han den nye Yaya Touré? Eller skal han nærmere betragtes som en centralt placeret kantspiller, hvor vi ikke kan forvente stabilitet, men momentvis, kampafgørende klasse? Og hvor lang tålmodighed skal man i det hele tage have med leverancer fra italienske leverandører, uanset om det er nye togsæt eller midtbanespillere?

Det er vanskeligt at gennemskue, om Mourinho har haft en klar plan for, hvad Pogba skal gøre.

Det er til gengæld helt tydeligt, hvorfor Sir Alex mente, at han ikke var helt klar til førsteholdet for fem år siden. Og i særdeleshed hvorfor en 37-årig genfødt Paul Scholes blev prioriteret højere i en tæt mesterskabskamp. Det er vigtigt at huske på, at tv-pundit Scholes er den måske bedst spilbegavede midtbanemand de britiske øer nogen sinde har set, mens Pogba fortsat har alt at bevise på de engelske baner.

Han er til tider ekstremt umoden i sit spil, men man må vel kunne forvente, at verdens dyreste spiller kan levere uden at stå ved siden af Andrea Pirlo?

Talentet er tydeligt for en hver. Han kan løbe med bolden. Afslutte. Han er en stor og stærk atlet. Det handler om attitude og begavelse med bolden. Gangsta-positurer og Adidas-reklamer og funky frisurer og fjollede jubelscener med Lingard er ikke fem potter pis værd på den store scene.

Derfor var det også rart at se Paul Pogba virke en lille smule indigneret, måske såret, efter al kritikken, og forsøge at vise sig frem i ligacuppen mod City. Her tog han netop de aggressive løb, som han ikke gad mod Chelsea. Her slog han ikke op i banen, som han har gjort så irriterende tit.

Det har været nogle hårde år, vi har været igennem siden 2013. Men jeg synes afgjort, at det værste der er sket i United, er hvor meget man er gået på kompromis med Fergusons principper om hierarki, holdånd og professionalisme. Det er udtryk for ekstrem populisme at åbne pungen i den grad, som Woodward har gjort. Det har været et kæmpe problem, at man har væltet ”superstjerner” ned i kurven uden at tænke over deres indstilling og deres taktiske kompatibilitet og deres evne til at håndtere det engelske spil. Det har været ødelæggende for United-kulturen, det har givet enkeltspillere alt for stor magt og spoleret mulighederne for at genopbygge fra bunden.

Der skal tages et dybere spadestik, hvis United skal permanent tilbage på sporet. Den gode nyhed er, at når vi erkender, at galactico-armbevægelser, ikke er vejen frem, så kender vi opskriften. Hårdt arbejde og en ungdomsafdeling, hvor spillerne får United-dyder ind med skeer.

Marcus Rashford og Ander Herrera er fremragende eksponenter på dagens hold. Jeg har svært ved at få øje på det samme engagement blandt de højst lønnede og mest feterede spillere i truppen.

Man må rulle med sin historie og sine traditioner, hvis man i det lange løb igen ønsker at se passioneret, lystbetonet, ekspansiv angrebsfodbold som en regel i stedet for en undtagelse. For det er som bekendt den eneste vej til succes på Old Trafford.

Og… nå ja, under sin første tid i klubben skulle Paul Pogba jo gerne have fået banket en lille smule af netop den holdning ind under den altid mønsterklippede hovedskal. Så måske er der håb.