Hov, nu kan han jo spille fodbold!

Kommentar af Karina Wulff Harrestrup

Ja, jeg må vel æde min egen hat, hvis jeg altså havde en … I hvert fald må jeg indrømme, at jeg har taget fejl, når det kommer til tilfældet Marouane Fellaini.

Jeg var ikke fan, da David Moyes hentede ham i et paniktransfervindue i sidste sæson – bevares han gjorde det fint i Everton, men jeg troede ikke rigtigt på ham som United-spiller. Og som rigtig mange andre havde jeg meget svært ved at se, hvad pokker han kunne bidrage med i sidste sæson. Når selv hans gamle træner i Everton, som jo måtte kende ham ekstra godt, ikke kunne få noget ud af ham, så syntes jeg altså, at den var helt gal, og jeg var helt klar til at sende ham til Langbortistan eller hvorend, man kunne være kommet af med ham, for nærmest ingen penge denne sommer – bare for at gøre plads til en anden spiller i truppen. En hvilken som helst spiller faktisk…

MEN … så kom Luis van Gaal, og faktisk troede jeg hen over sommeren, at hollænderen ville sende belgieren helt ud i kulden – ganske som jeg forventede. Men manageren har heldigvis kunnet se potentialet i den høje midtbanespiller, for hov … da han kom ind i anden halvleg mod West Bromwich Albion viste han, hvorfor han ikke er blevet sendt videre til en anden klub. Den præstation, han leverede, sikrede ham helt fortjent en plads i startopstillingen mod Chelsea. En kamp jeg havde fornøjelsen af at se på Old Trafford, og selvom vi først til allersidst fik hevet et point i land med Robin van Persies sene scoring i en nervepirrende afslutning, så var det en fornøjelse at se Fellaini ligge foran Daley Blind på midtbanen, hvor han fightede løs hele tiden og var en konstant trussel mod Chelseas midtbane – der blev tacklet igennem, og han havde meget at byde på fremad banen hele tiden.

Et par kampe kunne selvfølgelig være held, men jeg synes også, at Fellaini leverede varen mod City – en kamp jeg stadig er ærgerlig over, da jeg er sikker på, at vi havde fået mindst et point, hvis ikke Smalling havde fået det røde kort på en dum baggrund. Fellaini fortsatte, hvor han havde sluppet mod WBA og Chelsea, og jeg må virkelig indrømme, at han har gjort mine tidligere udtalelser om ham som en færdig spiller i United til skamme. Og heldigvis! For det han leverer for tiden for Mancester United er lige præcis det, der skal til, for at holdet kan komme helt tilbage til ”det gode gamle United”. Jeg er fortrøstningsfuld. Godt nok ligger vi ikke for godt i tabellen, men der skal ikke mange point til, før det ser godt ud igen, og jeg har fuld tiltro til spillerne og ikke mindst Luis van Gaal, som udstråler en ro og en sikkerhed, der giver alle troen på, at vi snart er der, hvor vi skal være!