Ikke særligt speciel

Af Jacob Stenz

Vi rykker nu ind i den fase af sæsonen, som Alex Ferguson døbte ”Squeaky Bum Time”.

Nu skal trofæerne og æren fordeles mellem de få vindere og de mange tabere.

Og der er da fortsat noget at spille om for United. Pladserne der giver adgang til Champions League. Og slutspillet i den næstbedste/ringeste europæiske turnering.

Men vi kan allerede nu drage konklusionen. José Mourinho, resultatmageren fra Setúbal, Den Særlige Èn, er dumpet.

I den fjerde sæson efter Sir Alex og efter massive udskrivninger på transfermarkedet, hænger United ubehjælpeligt fast i hængedyndet. Klubben er ikke i nærheden af at blande sig i den reelle topstrid.

Ja, der har været en forbedring i spillet — i visse kampe.

Ja, Mourinho plejer at levere i sin anden sæson.

Og ja, der er allerede blevet hentet et lille trofæ med mulighed for yderligere ét.

Men manden blev ansat til at skaffe United tilbage i topstriden, hvor klubben hører til. Han har fået usandsynlige transfermidler stillet til rådighed.

Han blev hyret som en manager, der har bevist at have evnerne og personligheden til at tage livtag med de helt store fodboldtraditioner.

Men han blev også hyret på trods af bekymringer om mandens klasse og ledelsesstil – især efter nedsmeltningen i Chelsea.

Han blev hyret på trods af sin historik med at forlade arbejdsgivere med en smækkende dør.

Og han er blevet hyret trods et ry for en konservativ spillestil, som harmonerer meget dårligt med Manchester Uniteds traditioner.

Derfor er det problematisk, at han ikke leverer gode nok resultater.

Især de seneste kampes (Chelsea og Middlesbrough) tendens med at fylde forsvaret op med 5, 6, 7, 8 defensivt indstillede spillere.

Det er meget bekymrende, hvis det er udtryk for Mourinhos sande hensigter.

I Chelsea-kampen blev Herrera ganske vist udvist i første halvleg. Men det undskylder ikke, at man graver sig helt ned under gulvbrædderne og ikke forsøger at vinde en cupkamp.

Mod Middlesbrough var det mod slutningen komisk, at han fortsatte med at skifte offensive folk ud med forsvarsspillere.

Det viste sig – ganske forudsigeligt – som en risikabel taktik at overlade alt initiativet til modstanderne i en kamp, der ellers var under kontrol.

Og de mange midtstoppere var tydeligt forvirrede over sammenklumpningen.

Det er fint at se taktikken som et udtryk for, at man vil vinde for en hver pris. Men for mange fans er det utænkeligt, at United kan indfinde sig i toppen, hvis man kører frem efter forsigtighedsprincippet.

På Old Trafford hungrer folk efter angrebsfodbold med schwung.

Stedet er slet ikke mentalt gearet til pindsvinefodbold. Truppen er heller ikke rustet til det.

Samtidig har Mourinho en ubrudt tradition for at bebrejde alle andre end sig selv, når tingene ikke virker. Men det er værd at huske på de tiltag, han selv har stået bag i denne sæson.

Det var Mourinho, der besluttede, at Wayne Rooney skulle spille, spille og spille i efteråret. Han blev først udfaset, da han overtog scoringsrekorden, selv om han tydeligt og for længst havde forvandlet sig til en oldboys-spiller.

Det er Mourinho, der ikke har fået forløst verdens dyreste fodboldsspiller, som åbenbart har for travlt med at fjante rundt på de sociale medier til at dukke op i de afgørende kampe.

Det er Mourinho, der har nægtet at bruge Schweinsteiger, Shaw og Schneiderlin.

Det var Mourinho, der undervejs i sæsonen satte kreative folk som Mkhitaryan og Martial i skammekrogen i stedet for at udvikle det offensive flow.

Og det er Mourinho som i ligakampen, tabellen og cupturneringen er blevet klædt af af sin egen afløser i Chelsea.

Jeg dømmer ikke portugiseren ude. Men jeg er træt af undskyldninger og den konstante forskydning af succeskriterierne.

Gennem de seneste fire sæsoner har der konstant været ævlet om vigtigheden af at havne i top 4.

Gør man sig selv til en del af topstriden, giver Champions League-pladsen og millionindtægterne sig selv.

Men snakker man om en fjerdeplads som en succes, så har man afløst en sportslig vindermentalitet med en kalkulerende bogholdermentalitet. ”Åh, nej hvad tænker Adidas dog, og hvad med vores dæksponsor, og tænk nu bare på, at ingen spillere vil være her uden Champions League-fodbold”, bliver der jamret.

Vi må konstatere, at den forbigående, døsige tilstand nu er blevet permanent i Manchester United.

Begynder klubbens ledelse ikke at udvise bedre dømmekraft og større dynamik, så bliver klubben meget svær at ruske vågen.

Og hvis der er noget, der er værre end flossede nerver under Squeaky Bum Time, så er det helt at undvære fornemmelsen af, at det strammer til bagi buksen.