Keano

Kommentar af Jacob Stenz

”See you out there”, pegede Keano lige op i ansigtet af den halvandet hoved højere Patrick Vieira. ”See you out there”. Dommeren, Graham Poll, forsøgte at tale situationen ned, og på det berømte youtube-klip spørger han Keane om, han kan regne med, at han tager den med ro. Det nik og de øjne, Keane svarer med, er mest af alt ”jeg kan sgu ikke love noget, ref”

I denne uge kommer Roy Keanes anden selvbiografi på gaden, og hvis vi skal dømme ud fra den første, der blev udgivet i 2002, mens han stadig var Manchester United-anfører, så kommer denne version ikke til at lægge fingre i mellem. ”Take cover”, som Villa-bossen Lambert sagde efter at have læst uddrag af den.

Ikke mindst kan Alex Ferguson godt regne med, at der kommer kritik hans vej. Ferguson beskrev i sin bog fra sidste år deres opgør under træningsturen på Algarvekysten i 2005, og deres efterfølgende brud i efteråret, hvor den på det tidspunkt skadede Keane på klubbens egen tv-kanal havde kritiseret flere holdkammeraters indsats i en kamp mod Middlesbrough. Interviewet blev aldrig sendt, Keane og Ferguson blev uvenner, og siden har de gravet sig ned i hver deres skyttegrav og svarer nu udelukkende hinanden ved at udgive bøger.

Hvis vi ser bort fra Cantona, som er en helt anden historie, så er det de to mest fascinerende skikkelser i den nyere Manchester United-historie, der har været på kant med hinanden de seneste ni år. Mange Unitedfans føler sig tvunget til at vælge side mellem de to klublegender, og med den mediedækning som Keanes bog nu kommer til at få, vil det sikkert også være et helt naturligt instinkt. Jeg vil nu mene, at det er helt muligt at have et varmt forhold til dem begge.

Roy Keane var i endnu højere grad end Ferguson en perfektionist, der satte standarden højt for sine holdkammerater og endnu højere for sig selv. Beskrivelserne, vi har af ham, er en intens person i hvis nærvær slendrian og slaphed ikke bliver tolereret. Pique, verdens- og Europamester med Spanien og far til Shakiras børn, fortalte for nylig, at bare synet af Roy Keane stadig gør ham nervøs.

Keane var en fabelagtig fodboldspiller, dækkede den defensive midtbane af enemand, mens han samtidig som playmaker havde en uovertruffen afleveringsfod. Dynamisk, stærke dybdeløb, en spiller der altid gik forrest (behøver jeg at nævne delle Alpi, april 1999?). I mine øjne er han 90’ernes mest komplette midtbanespiller. Muligvis kan han dele prisen med Lothar Matthäus og Bryan Robson for de seneste 30 år.

Men han havde en mørk side, Roy Keane. Æresbegreber og den slags. Haaland-episoden er den mest berømte. En hævnakt med fire års forsinkelse for at den norske alfetrold havde råbt til Keane, at han skulle rejse sig, mens han lå på græsset med et overrevet korsbånd. Det blev, kan vi vist konstatere, noteret.

Keane fik 11 røde kort i sin United-karriere. Han har nogle karaktertræk, der næppe gør ham til specielt behageligt selskab eller en drømmekollega. Han har mindreværdskomplekser fra han blev vraget som ung spiller i Irland. Han er hensynsløs, hævngerrig og håndhæver af Janteloven. En præstationsfundamentalist: ”Lad være med at komme med undskyldninger. Levér bedre. Ingen undskyldninger. Videre”.

Han kan næppe beskyldes for at være en levemand som Dwight Yorke, der den dag i dag stadig fejrer sin uforlignelige Treblesæson. Men Yorke stillede sig tilfreds og halvandet år senere var mere eller mindre færdig som seriøs topatlet. Han havde ikke Roy Keanes drive. Det er der ikke mange, der har.

Keane var med sin sult og alle sine komplekser en enestående anfører, og Ferguson og Keane var en perfekte alliance, så længe den kunne bære. Jeg tror kun, man kan undervurdere, hvad den skotsk-irske akse har betydet for, at Ferguson kunne opbygge et imperium i klubben, som kunne fortsætte med at vinde, også efter at man endelig vandt et mesterskab, endelig vandt The Double, vandt The Double med kids, vandt The Treble. Det var disse to personer, der nægtede at hvile på laurbærrene, og den kultur blev indprentet i spillere som Neville, Scholes og Giggs.

Men Fergusons behov for kontrol og Keanes kompromisløse ansvarsfornemmelse kom i sidste ende på kant med hinanden. Og stridspunktet var ikke størrelsen af lønnen eller forfængelighed, som vi har set med eksempelvis Rooney, Beckham og Ince. Det var en ideologisk forskel. I MUTV-studiet slagtede Keane sine holdkammerater for indsatsen mod Middlesbrough, han mente i lighed med hver og en Manchester United-fan, at indstillingen ikke var god nok. Og i en direkte konfrontation anklagede traditionalisten Keane sin manager for at have ændret sig, og det vil Ferguson sådan set gerne indrømme. Kulturen i engelsk fodbold havde ændret sig. Fergusons job anno 2005 handlede nu i langt større udstrækning om at håndtere skrøbelige egoer og udenlandske tilflyttere, end om at servere råt kød for vilde dyr som Hughes, Bruce og Robson. Og Roy Keane. Ferguson havde ændret sin ledelsesstil, tilpasset den en ny generation og en ny garderobesammensætning.

Min pointe er, at Keane havde ret – og Ferguson havde ret. De handlede begge i, hvad de mente, var klubbens bedste interesse. Keane gjorde hvad han altid havde gjort – kritiserede benhårdt det han så som faldende standarder. Og Ferguson reagerede, som han altid havde gjort – ved at foretage en vurdering af, om hans autoritet var truet og derefter drage konsekvensen af det. Havde Keane været fem år yngre, så var han næppe røget på porten, men Ferguson så mulighederne i at give mere plads til unge spillere som Ronaldo, Rooney, Ferdinand og Fletcher. Hvor 63-årige Ferguson kunne være pragmatisk og så fordele i at ofre sin mangeårige anfører for at fremme sine unge talenters udvikling, så var 34-årige Keane ikke i stand til at afbøje sin kritik. Måske er det netop Keanes totale kompromisløshed, der betød, at han vandt alle de trofæer, som Ferguson aldrig gjorde som spiller. Og måske er det netop Fergusons evne til at se tre-fem år frem, der gør, at han bliver husket som britisk fodbolds største manager, mens Keane aldrig får tilstrækkelig mennesketæft til at lykkes som cheftræner.

Der er mange, der er fortørnede over tv-eksperten Roy Keane, der bl.a. sagde, at Nani-udvisningen mod Real Madrid i 2013 ikke burde være en undskyldning for at ryge ud af Champions League, og at Jones og Smalling ikke lever op til hypen. Man kan godt kalde ham bitter, det er han sikkert også. Men han siger som han gør, fordi han er ærlig, og fordi han sætter de højeste standarder for Manchester United. Han giver os den alternative sandhed, som vi ikke vil høre en lyd af, når den kommer fra en af de 150 tidligere Liverpool-spillere, der arbejder som mediekommentatorer i dag. Vi kan godt tåle at høre om hykleri i Manchester United og fra Alex Ferguson, når det kommer fra en mand som Keane.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at Keane vil lade sig spænde for Manchester United-forretningens velsmurte propagandavogn – seneste eksempel på det er Ji Sung ”De-forkæler-os-hr.-ambassadør” Park, der skal genskabe overtaget på det asiatiske marked. Det kan man mene om, hvad man vil, men det er netop Roy Keanes ubestikkelighed, det totale fravær af sleskhed, der gør ham til så interessant en skikkelse. Lige som alle hans fejl og brister gør ham til en evig tribunehelt på Old Trafford. Men jeg håber, at Keane, uanset hvor hårdt han kritiserer United, uanset hvor forbitret og langskægget han måtte være, vil forblive loyal over for fansene og ikke ødelægge sin næsten urørlige status ved at tage job hos en af vores rivaler. Det håber og tror jeg, at han holder sig for god til.

Det er i øvrigt en meget irriterende tendens, at de britiske medier er begyndt at totalskrælle fodboldbiografier for alt kontroversielt indhold og offentliggøre det, inden bøgerne overhovedet har nået hylderne. Så nu har jeg allerede læst om, hvordan Keane og Schmeichel var oppe at slås på 27. sal af et asiatisk hotel efter en våd aften, at Keane nikkede den 193 centimeter høje dansker en skalle, at Nicky Butt fungerede som en slags brydedommer, og at larmen vækkede Bobby Charlton, der søvndrukken stak hovedet ud på gangen for at se, hvad der foregik – for så at liste i seng igen. Men trods de mange afsløringer så glæder jeg mig til posten kommer med mit eksemplar. Og jeg glæder mig til 4. april, hvor Roy Keane kommer hjem til Old Trafford i sit job som Aston Villa-assistent. See you out there, Keano!