Kom så de røde!

Skrevet af Louise Engelst

Tre nederlag i træk er aldrig fedt, men lige nu er det faktisk noget rigtigt l**t. Det er på ingen måde den optimale start på slutspurten. Jeg har ellers været så optimistisk gennem det meste af sæsonen, men jeg er blevet lidt negativ omkring det efter den seneste tids udvikling. Hvor jeg før var næsten sikker på en tredjeplads, ja, jeg var sågar begyndt at drømme søde drømme om andenpladsen, så er jeg nu helt nervøs for fjerdepladsen. Mit djævlehjerte tror selvfølgelig ikke rigtigt på, at Liverpool kan overhale os, men når man taber til West Bromwich på det her tidspunkt i sæsonen, ja, så bliver jeg altså lidt shaky. Det forfærdelige 3-0 nederlag til Everton og 1-0 nederlaget til Chelsea i runderne før, får heller ikke ligefrem håbet til at spire. De gode drenge fra United bliver nødt til at få held i støvlerne og finde den gamle Fergie Time frem igen – også selvom manageren har skiftet navn et par gange siden. Angrebet kan godt blive lidt mere aggressivt, og forsvaret lukke lidt mere til. Egentlig er der kun en ting at sige de næste par uger: Glory, Glory Man United.

For tidligt at snakke transfer?

Personligt synes jeg, at man ikke bør diskutere nye spillerkøb i det offentlige rum, før sæsonen er forbi. Hvis en manager ikke viser tillid til sine spillere, kommer spillerne med stor sandsynlighed ikke til at klare sig godt. Negative holdninger breder sig hurtigt. Og hvis de konkrete spillere konstant kan læse negative historier om sig selv i medierne, tærer det nok lidt på selvtilliden.

Men hvorfor bringer jeg så det op nu? Fordi selvom der stadig er et godt stykke tid til sæsonen er forbi, er de første transferrygter allerede begyndt at løbe stærkt. Eksempelvis rygtet om at United er klar til at sende de Gea til Real Madrid mod til gengæld at få Gareth Bale. Hvorvidt der er noget i rygterne skal jeg ikke kunne sige, men jeg har nu mine forbehold. De Gea har haft sine problemer med at falde til i det engelske, men han er efterhånden blevet en målmand som jeg kan se i klubben i mange år.

Sandsynligheden for at verdensstjerner sidder og læser denne lille kommentar er ret lille, men jeg vil stadig holde mig fra at nævne konkrete navne, som man i min verden kan overveje, om de er de rigtige mennesker på pladsen. Men hvis jeg var manager, så ville jeg nok kigge ekstra godt efter forsvarsspillere i den kommende transferrunde. Men nu smider jeg alle spekulationerne til side, og vil i stedet bruge al min tid på at krydse fingre for Uniteds sidste kampe. Vi skal minimum have fjerdepladsen!