Kynismen mangler

Af Lars Bertelsen

I søndags smed Manchester United endnu engang afgørende point i kampens slutfase. De seneste år er det blevet en uheldig vane, at vi ikke lukker kampene, når muligheden byder sig. En ren og skær mangel på kynisme, er blevet en af vores største udfordringer, men hvordan løser José Mourinho det problem?

Ved fordums styrke havde Manchester United en særlig evne til at forsvare snævre sejre i hus. Den evne vinder titler, og foruden sidste års triumf i FA Cuppen er det desværre tydeligt, at netop den evne har været underrepræsenteret i truppen gennem de seneste år.

Det er dog ikke kun i defensiven, at kynismen mangler. Faktisk skal vi tilbage til Ferguson-æraen for at finde en United-spiller med mere end 20 sæsonmål i bagagen, og selvom spillere som Zlatan, Rashford og Martial burde være mere end leveringsdygtige på den front, så mangler vi i høj grad den kynisme, der kræves i begge ender af banen, hvis de store trofæer igen skal vindes.

I sidste sæson havde Manchester United godt nok ligaens bedste forsvar, og sammen med Tottenham formåede vi at lukke kun 35 mål ind. Det er en flot statistik, men da totalen blev gjort op, viste målforskellen kun 14 overskydende for Uniteds vedkommende.

Gennem de seneste tre sæsoner har målforskellen lydt på henholdsvis +14 (15/16), +25 (14/15) og +21 (13/14) mål, og faktisk er den mest scorende af de tre seneste sæsoner under David Moyes med 64 ligamål. Til sammenligning havde vi kun en målforskel på under +50 i én af Fergusons sidste tre sæsoner i United, mens vi i snit scorede 84 mål pr. sæson.

En del kan derfor tyde på, at Manchester United fortsat har problemer med balancen i truppen. Det kan bestemt også forklare de meget forskelligartede præstationer, som vi har været vidne til gennem de seneste år. Under David Moyes måtte vi således sande, at flere glimrende offensive præstationer ikke nødvendigvis betød point på kontoen. Faktisk lykkedes det Moyes/Giggs at score tre eller flere mål i 11 ligakampe, men samtidig også at spille 2-2 mod Cardiff, Tottenham og Fulham, hvoraf vi i to af kampene indkasserede mål i overtiden og dermed smed sejren væk.

Omvendt var Louis Van Gaal et levende bevis på, at det ikke er godt nok at spille til nul, hvis ens angribere ikke scorer på de få chancer, der kreeres. Van Gaal formåede godt nok at score tre mål 16 gange i ligaen, men kun to gange blev det til mere end det, og så lykkedes det ligeledes at tabe 5-3 til Leicester og spille 3-3 med Newcastle, når vi endelig havde fået åbnet for sluserne.

Hvad skal Mourinho så gøre?

Pointen er egentlig ikke, at vi skal score mange mål og indkassere få. Det ville være optimalt, men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Som nævnt var vi under Ferguson næsten notorisk kendte for at vinde med en smal margin, når det virkelig gjaldt om at hente point i hus. Det samme må siges om José Mourinho, som mange har frygtet vil føre for defensiv fodbold til Old Trafford.

Det er endnu svært helt at afkode, hvad Mourinho gerne vil, men der begynder at tegne sig et billede. Og det er et relativt offensivt og flydende et af slagsen. Man kan således sagtens forestille sig, at Martial og Rashford kommer til at ligge på hver side af Zlatan, mens enten Mkhitaryan eller Mata ligger bagved, når spillerne mødes igen på den anden siden af landsholdspausen. Det vil betyde en startopstilling med tre angribere og en offensiv midtbane som udgangspunkt. Ikke noget, der lyder klassisk Mourinho.

Selv har Mourinho imidlertid også udtalt, at han i Chelsea vandt mesterskabet med en særdeles defensiv organisation, mens han i United vil forsøge sig med en mere offensiv strategi. Det kan altså tyde på, at Mourinho vil gøre op med fordommene og i stedet fokusere på at spille mere underholdende fodbold.

Det mest underholdende i fodbold er imidlertid at vinde. Derfor skal Mourinho finde frem til den helt rette balance på holdet, hvis han skal lykkes med sit eksperiment. Med sidste sæsons delt bedste forsvar forstærket af Eric Bailly, der er gået direkte i startopstillingen, og en Zlatan, der også er startet i fin målscoringsform, bør der være alle forudsætninger for, at United finder tilbage til fordums styrke. At vi så alligevel har haft udfald – allerede flere gange i sæsonen – som har kostet dyrebare point er sværere at forklare.

Hvem bærer skylden?

En del af årsagen kan ligge i, at den nuværende trup ikke har den vindermentalitet, som tidligere har været ensbetydende med Manchester United. Spillere som Zlatan og Pogba ved jo naturligvis godt, hvad det vil sige at vinde trofæer. Det samme gør Rooney, De Gea, Valencia og Smalling. Carrick og Young er andre med den viden, men de er efterhånden væk fra truppen sammen med Schweinsteiger, og hvis man kigger ned over startelleveren, så er der flere spillere som Shaw, Herrera, Martial og Lingard der ikke er vant til at vinde – og endda slet ikke for Manchester United.

Så hvordan kan Mourinho indprente vindermentaliteten og kynisme i disse spillere, så vi igen kan nærme os de store titler? Det er et godt spørgsmål, men Mourinho er manden, der kan gøre det. Ingen nuværende trænere i verden har vundet ligeså meget som ham de sidste 15 år, så måske kynismen alligevel ikke mangler, men at tålmodighed bare er en dyd?

Come on United!