Lysere tider forude

Efter femtepladsen i sæsonen 1934/35 begyndte det endeligt at lysne i sæsonen 1935/36. Manchester United vandt 2. division og rykkede op. Manager Scott Duncan havde investeret i flere nye spillere, da han tiltrådte i 1932, og det gav endelig bonus nu.

Det varede dog ikke længe. I den efterfølgende sæson rykkede United atter ned, da holdet sluttede næstsidst i 1. division. Det gjorde det ikke meget bedre for den røde halvdel af Manchester, at Manchester City vandt deres første mesterskab.

United op/City ned

I sæsonen 1937/38 kunne den rode halvdel dog juble. Manchester United sluttede på andenpladsen i 2. division, men kun med en bedre målscore end Sheffield United på tredjepladsen. Samtidig rykkede City ud af 1. division. Holdet var året før blevet mestre, og var faktisk det hold, der scorede flest mål i 1. division, men alligevel rykkede ud.

Manageren trækker sig

Undervejs i sæsonen 1937/38 havde manager Scott Duncan dog trukket sig fra sin post og var blevet manager i Ipswich Town, der dengang ikke var blevet optaget i Football League. Det blev klubben året efter, og han forblev klubbens manager til 1955, hvor han blev afløst af navnkundige Alf Ramsey, som førte Ipswich Town til det engelske mesterskab i 1961/62 og senere England til verdensmesterskabet i 1966..Scott Duncan døde i 1976, 87 år gammel.

Efter Scott Duncan trak sig, havde sekretæren Walter Crickmer sammen med Louis Rocca stået i spidsen for holdet. Det gjorde de også i den sidste fulde sæson før krigen – sæsonen 1938/39 – hvor United sluttede midt i rækken. I den efterfølgende sæson blev der kun spillet tre kampe, før turneringen blev suspenderet på grund af udbruddet af 2. verdenskrig.

Vigtige spillere kommer til United

I den sidste halvdel af 30erne kom flere spillere, der skulle blive de bærende kræfter på Manchester Uniteds første store hold efter krigen til klubben. Det var anfører Johnny Carey, den store teknbiker Stan Pearson og målscoreren over alle Jack ’Gunner’ Rowley.

Læs næste gang om krigstiden og ansættelsen af en ny manager, der den 15. februar 1945 var til samtale på formand James Gibson kontor i Manchester. Hans navn var Matt Busby. Han sagde ja til jobbet, og senere på året overværede han en træningsenhed i en militærlejr i Bari i Syditalien. Manden, der ledede træningsenheden, var en af hans tidligere modstandere i Football League før krigen. Han blev meget imponeret og gik hen til ham og sagde: -When you are demobbed, I have a job for you to do at Old Trafford. Hans navn var Jimmy Murphy. Sammen skulle de i de næste 25 år skabe myten og legenderne om Manchester United og frem for alt The Busby Babes.