Manchester Uniteds største søn

Af Michael Jensen

Da Bert Whalley og Jimmy Murphy natten til den 1. oktober 1952 bankede på døren i det lille, klassiske, engelske rækkehus i Dudley hos det helt almindelige, hårdtarbejdende ægtepar, Gladstone og Sara-Ann Edwards, blev det begyndelsen til en alt for kort, men tidsløs fortælling om Edwards-parrets alt andet end almindelige søn, Duncan. Som nu stod over for sin 16 års fødselsdag.

Duncan Edwards var nemlig et fodboldtalent ud over det sædvanlige og jagtet af samtlige topklubber i 50’ernes England. Også af lokale Wolverhampton Wanderes, en af tidens helt store klubber.

Allerede 2 år forinden var Matt Busby blevet tippet om det usædvanligt store talent og havde sammen med sin stab holdt et vågent øje med unge Edwards, der allerede som 13 årig spillede for over 100.000 tilskuere på Wembley i en skolelandskamp for England. Her var både med- og modspillere et par årgange over ham. Bare et år senere var han anfører for holdet og spillede samtlige kampe de 3 efterfølgende sæsoner. Begge er rekorder den dag i dag.

Men nu, hvor Duncans 16 års fødselsdag nærmede sig, følte Matt Busby, at tiden var inde, da efterretningerne gik på, at andre klubber stod klar med en kontrakt til det unge fænomen. Derfor blev Bert Whalley sendt sendt til Dudley for at overbevise familien Edwards om, at Duncans fremtid skulle ligge hos Manchester United. På halvvejen brød bilen sammen, og han måtte returnere til Manchester. Busby følte sig så presset i kampen om Edwards, at turen ikke kunne udsættes, så Whalley blev sendt afsted igen, denne gang med Busbys trofaste assistent Jimmy Murphy ved sin side, og således stod de nu, mange timer forsinket, klokken 2 om natten og bankede på døren hos familien Edwards i håbet om, at Duncan ikke allerede havde skrevet kontrakt med en anden klub

Efter venligt at være blevet inviteret indenfor, gik snakken om Duncans fremtid mellem de to United-repræsentanter og Edwards-ægteparret. Duncans far, Gladstone, rundede snakken af med, at det skulle være op til Duncan selv at afgøre, hvilken klub han ville spille for. Duncan blev vækket fra sin nattesøvn og kom ind i dagligstuen, og iført pyjamas og med søvn i øjnene fortalte han, at der kun var én klub, han ønskede at spille for. Det var den klub, han havde fulgt tæt og beundret siden barndommen, nemlig Manchester United. Og således blev det.

Straks efter sin ankomst i Manchester etablerede han sig på klubbens ekstremt talentfulde reservehold, og allerede et halvt års tid senere, den 4. april 1953, trådte han ud af Old Traffords spillertunnel iført trøjen med 6-tallet på ryggen, klar til sin førsteholdsdebut. Han var da kun 16 år og 185 dage gammel.

Duncan klarede overgangen fra ungdomsfodbold til den bedste engelske række fuldstændig problemløst. Og det i en tid hvor spillerne almindeligvis var først i tyverne, inden man mente, at de var klar til at spille i den voldsomt fysisk krævende engelske første division.

Men fysikken var netop et de parametre, hvor Duncan Edwards var et unikum. Allerede som dreng var Duncan stor, brølstærk og muskuløst bygget. Selv granvoksne, etablerede spillere slog sig på unge Edwards. Han var stærk i hovedspillet, havde en voldsom skudkraft i begge fødder, og kunne lægge afleveringer over halve banelængder med millimeterpræcision. Hans størrelse til trods var han exceptionelt hurtig og kunne tage lange raids hen over banen, hvor han kunne gå begge veje om modstanderen. Han læste spillet fremragende, og med sit udgangspunkt i venstre side af midtbanen svævede han over hele banen. Han kunne spille stort set alle positioner og var brillant alle steder. Skulle der forsvares, var han en klippe i bagerste kæde, og jagtede United et mål, blev han skubbet helt frem.

Uden for banen var Duncan en stille og lidt tilbagetrukket fyr. Han havde humor og kunne lide samværet med holdkammeraterne, men gik aldrig på pub og rørte ikke cigaretter eller alkohol. At spille fodbold var hans “drug” i så høj grad, at han på en sæson spillede over 100 kampe samlet for Manchester United og England, hvis man tæller ungdomskampe med.

Et halvt års tid efter sin førsteholdsdebut havde han etableret sig og spillede stort set alle Uniteds kampe resten af sin karriere, kun afbrudt af en sjælden skadepause. Matt Busby havde transformeret sit succesrige, men nu aldrende efterkrigstidshold til et mandskab bestående af en perlerække af Uniteds egne, unge og næsten ubegribeligt dygtige spillere, The Busby Babes. Men selv på et hold med Dennis Violet, Eddie Coleman, Roger Byrne og Bobby Charlton var Duncan Edwards ledestjernen og en klasse over alle andre.

Efter at have repræsenteret Englands landshold på alle ungdomsniveauer, blev Duncan i april 1955 den yngste spiller nogensinde på A-landsholdet. Han spillede efterfølgende også her alle kampe, når han ikke var skadet, i resten af sin karriere. I efteråret 1955 spillede England mod Tysklands verdensmestre foran 100.000 tilskuere i Berlin. England var fra kampens start presset i bund, indtil Edwards tacklede en tysker ved banens midte. Han accelererede forbi to tyske forsvarsspillere og tordnede bolden i nettet uden chance for den tyske keeper. Denne aktion gav ham tilnavnet “boom-boom” i Tyskland. Et tilnavn, man stadig bruger om ham på de kanter.

Den efterfølgende vinter mødte England Brasilien, der et par år senere i 1958 blev verdensmester. Brasilien havde verdensstjernen Didi på holdet. England vandt 4-2 trods to brændte straffespark, Duncan Edwards overstrålede alle på banen, selv Didi lignede en 2. rangs spiller i sammenligning.

VM i 1958 blev en anden brasiliansk spillers entre på den store fodboldscene, nemlig Pelé. Havde Duncan Edwards spillet denne turnering, var det sandsynligvis hans navn, der var nået ud til de steder af verden, hvor man endnu ikke havde hørt om ham.

Hans fortsatte United-karriere blev et langt triumftog. Sammen med de øvrige Busby Babes satte han nye standarder for, hvordan fodbold kunne spilles. Tilskuere over hele England strømmede til det lokale stadion, når Uniteds unge superhold kom til byen. Edwards og United vandt mesterskabet i 55/56 og 56/57 med en uhørt lav gennemsnitsalder. Edwards deltog også i Uniteds første sæsoner i Europa Cup. I semifinalen i 1957 mødte United Europas i særklasse bedste hold, Real Madrid, med den bedste spiller i verden, Alfredo di Stefano, på holdet. Spanierne vandt samlet 5-3. Men at United inden for få år skulle overtage pladsen som Europas konger, virkede ligeså uundgåeligt, som at Edwards skulle vippe Di Stefano af pinden som Europas bedste spiller.

Den 6. februar 1958 skete den frygtelige ulykke på flypladsen i München, der satte en forfærdelig stopper for såvel Busby babes som Duncan Edwards.

Han vandt med United 2 ligatitler, spillede i 2 kontroversielt tabte FA cup finaler, spillede Europa Cup-semifinale i 1957 (en ny semifinale ventede i 1958), vandt 3 FA Youth Cup-finaler, blev i 1957 nummer 3 i afstemningen om Europas bedste fodboldspiller, spillede 177 førsteholdskampe og scorede 21 mål for United. Han spillede 18 A-landskampe for England, scorede 5 mål og blev den yngste landsholdsdebutant nogensinde.

Edwards kæmpede i 15 dage på Rechts der Isar-hospitalet i München i en hård, men umulig kamp for livet. Kroppen var svært kvæstet, indre organer havde taget skade og satte ud.

Den 21. februar 1958 døde den største spiller i Manchester Uniteds historie, kronjuvelen i klubbens skattekiste af talent. Blot 21 år gammel.

Duncan Edwards ville den 1. Oktober 2016 være fyldt 80 år.