Mata er nøglen

Af Jacob Stenz

Det var da en markant forbedring af spillet og attituden i kampene mod Derby og Stoke. Man kan godt kalde baggrunden billig mod et skadesramt Stoke-forsvar og et hold fra den næstbedste række, men der er ingen grund til falsk beskedenhed her. Pointen er, at dette United-hold har evnerne til at spille interessant fodbold – det er først og fremmest et spørgsmål om chefen vil tillade det.

Det er alt andet end tilfældigt, at vi ser en markant forbedring i forbindelse med, at Juan Mata har fået en mere aktiv rolle bag angriberen og med pasningsmuligheder på begge fløje.

Mata har egentlig ikke spillet fantastisk i de to kampe, men i ham har United en klog spiller, der med overblik og teknik er i stand til at suge bolden til sig og vægte afleveringen, der iscenesætter medspilleren på den sidste tredjedel af banen. At Martial i den grad har kunnet udfordre fra venstrekanten i de seneste kampe har Mata helt bestemt været med til at facilitere. Samtidig er han også dygtig til at lave spøgelsesløbene ind i feltet og være farlig i afslutterens rolle. Det har vi vidst, siden han ankom fra Chelsea, men det er åbenlyst ikke den funktion, som van Gaal har set ham i.

Han har placeret Mata i en kantrolle og undret sig over, at han ikke i samme grad kan styre spillet derfra, at han ikke er hurtig nok til at sætte en mand af, og at han ligner en fugleunge, når spillet er langsomt, og han bliver overfaldet af et køleskab af en britisk forsvarsspiller.

Det er klart, at Mata er en specialist, der kan give holdet en ekstra dimension i modsætning til det trampolintouch og generelle kluntethed, som vi har set, når Rooney, Depay eller Fellaini har stået med den offensive taktstok. Det er spillere, der lever af deres fysik og deres instinkt, og som kan være med til at kompensere for Matas indlysende mangler. Og det er man også nødt til, hvis man vil bruge ham.

Potentialet til at spille fremadrettet fodbold og forsøge at score mere end et enkelt mål i hver anden kamp, er naturligvis stadig til stede i holdet. At van Gaal skulle helt hen sidst i januar i sin anden sæson for at opdage det, er utilgiveligt. Det er tydeligt, at denne sæson havde været alle tiders mulighed for at vinde mesterskabet med den svingende kvalitet, topholdene har, og for mig at se kunne selv et ungt, famlende og nervøst United-hold uden problemer ligge meget bedre til i ligaen, hvis man dog bare havde gået efter det.

Det havde faktisk været nemmere og mere behageligt for alle, hvis Louis van Gaal ikke så konsekvent havde truffet så mange virkeligt dårlige beslutninger. Men man kan jo ikke få det hele.