Nu skal pausen bruges fornuftigt

Af Louise Engelst

På grund af landsholdspausen er Manchester Uniteds næste kamp først den 21. november mod Watson og den pause skal i høj grad bruges fornuftigt. Den skal få truppen op i gear igen og forhåbentligt få pumpet lidt glæde ind i truppen. United er muligvis kun to point efter Manchester City på førstepladsen, men det giver kun endnu mere grund til at give den en ekstra skalle.

I min optik skal vi helt tilbage til kampen mod Everton i oktober, før vi sidst oplevede bare lidt passion i holdet. Dog ikke mere end at Rooney virkede som den mest oplagte – og det var vist mest fordi han var tilbage på Goodison Park.

Som tilhænger er det for det først træls, at United ikke er på førstepladsen, men derudover virker det nærmest provokerende at der ingen gnist er i holdet. Det er selvfølgelig et arbejde for spillerne – som er skræmmende godt betalt – men det mindste man som fan kan bede om er en smule glæde, når spillerne træder ind på grønsværen.

Hvad enten der er brug for pædagogiske rundkredse, mentaltræning eller van Gaal fysik skal til at svinge en pisk under træning, så er der brug for et skud passion i holdet.

Landsholdspausen kommer på det rette tidspunkt. Der har været et par uafgjorte kampe som sagtens kunne være vendt til en sejr, hvis bare de sidste fem procent i viljen havde været der.

De fleste af Manchester Uniteds spillere får ikke en fysisk pause, da de skal spille for deres landshold, men det giver van Gaal en tænkepause, hvor han forhåbentligt kan få vendt nogle tanker og fundet nogle vindekombinationer frem.

Så kære van Gaal, brug nu pausen fornuftigt, vi er så mange der vil blive glade for et mere livligt og velspillende hold.