Øvropa League – vigtigere end nogensinde

Af Morten Kamper

Ja undskyld kære læser, men det er sådan jeg har det. Champions Leagues irriterende og grimme lillebror er lige pludselig blevet en turnering der, i Manchester Uniteds optik, bør være højt prioriteret. Europa League er den letteste genvej til det forjættede CL land og de mange Adidas-millioner.

Selvom José Mourinho udtalte, at United ikke hører til i denne andenrangs-konkurrence, så er det blevet en kedelig realitet, at torsdagsturneringen skal vindes, da jagten på top 4 i Premier League snart er en fjern drøm, eller rettere et nutidigt mareridt. Jeg nægter at tro, at alle hold over United i stillingen laver kollektive kollaps, og det er dét, der skal til, for at United kan avancere i tabellen.

Manchester United har med én sejr og fire uafgjorte i de sidste fem kamp spillet sig ud af kampen om mesterskabet, og endnu mere bekymrende er hullet op til toppen af poppen. Paradokset er, at United spiller bedre fodbold end de sidste tre år, de dominerer, skaber chancer og det virker, som om der er ved at blive skabt et fundament med de helt rigtige byggesten. United spiller hurtigere, mere opfindsomt og underholdende.

Så langt så godt, men når alt kommer til alt, så er det vigtigste at sparke bolden i kassen! Her har United været en stor skuffelse, effektiviteten har været skræmmende ringe, og det handler hverken om uheld eller dommere imod. Det har det med at udjævne sig over en sæson.

Vi har bare ikke været gode nok, når det gælder. Uafgjort mod Stoke, Burnley, Arsenal og West Ham på Old Trafford med den slags spilovertag, som vi havde, er ikke uheld. Læg dertil Everton i weekenden, en kamp der burde være lukket længe inden straffesparket, og der tegner sig et klart og tydeligt billede: Det er kvaliteten der svigter. Det kan ikke være anderledes.

Jeg får nærmest ondt i fingrene af at skrive dette, men tænk – United kan have udspillet sin rolle i dette års Premier League efter blot 15 kampe. Hvis der ikke kommer tre point på kontoen søndag hjemme mod Spurs, så risikerer United at spille om ligegyldige pladser resten af sæsonen. Jeg vil heller slutte nr. 7 og uden europæiske kampe næste sæson end kvalificere sig til endnu en omgang ligegyldig kønsløs torsdagsbold!

Så derfor skal Europa League tages alvorligt på torsdag. United skal have mindst ét point med fra Ukraine, så er vi klar til forårets knockout-kampe. Over to kampe er United så gode, at vi burde kunne slå de fleste af de resterende hold, der er tilbage. Og i finaler kan alt jo ske.

Måske er Friends Arena i Stockholm i maj sammen med Red Army alligevel ikke helt så ringe. ”In It To Win It” må mottoet være, i øvrigt har United aldrig vundet dette trofæ, så lad os gøre et ærligt forsøg. Det ville i hvert fald helt sikkert glæde vores gale svenske ven Zlatan at løfte pokalen i hjemlandet.

Så kære Mourinho, du skal prioritere Øvropa League. For ikke at havne der igen!