Optimismen er tilbage

Af Anders Bank-Rasmussen, kommentator på 6’eren

I minutterne efter Matas ekvilibristiske saksespark på Anfield tog jeg mig selv i at gøre noget, som jeg ikke har gjort længe. Jeg fandt United i tabellen og lod øjnene vandre opad. Opad, simpelthen! Bare lige for at tjekke, hvor langt der egentlig var op til City på andenpladsen.

I månedsvis har det slet ikke været noget, jeg har spildt min tid med. For der var ingen grund til det. I min optik var vi ikke i nærheden af at være gode nok til at lukke hullet op til The Noisy Neighbours. Al fokus har været på at kigge ned. På at se, hvordan det gik med de andre hold, som vi formodentlig skulle holde bag os for at snuppe den livsvigtige 4. plads.

Men de seneste par kampe er der sket noget med Rooney og kompagni. De har slået Tottenham. Endda klart. Efter en forrygende halvleg, som jeg ikke mindes at have set holdet levere, siden Hårtørreren fra Govan styrede butikken på Old Trafford. Det var beslutsomt, autoritativt, offensivt og ikke mindst effektivt.

I store træk var det de samme indtryk, som jeg sad tilbage med, da United – takket være Mata – åbnede et hul på fem point ned til Liverpool efter sejren på Anfield. Det virkede som om, at den berømte 25 øre omsider var faldet. At spillerne og Van Gaal omsider havde fundet fælles fodslag omkring hans nok så omtalte filosofi og at United var tilbage som et hold, der kan matche alle i Premier League. Også City og Chelsea.

Nuvel, empirien på 2 kampe er ikke ligefrem nok til at komme med nogen videnskabelige konklusioner, og jeg er stadig så traumatiseret over faldet fra tinderne siden Ferguson, at jeg ikke tør tro på, at vi er ude på den anden side endnu. Men dybt inde i mig er optimismen ved at vinde kampen mod pessimismen.

Filosofi og fleksibilitet
Van Gaal har snakket meget om, at hans spillere først skulle lære at forstå hans filosofi, og at det ville blive svært for dem at vænne sig til. Lige så svært, som det ville blive for ham at vænne sig til at køre i venstre side af vejen i stedet for højre, som han har været vant til hele livet.

At tilskrive fremgangen det faktum alene, er nok at forenkle tingene lige lovlig meget. For på nogle områder virker det også som om, at Van Gaal har givet køb på sine principper. Eksempelvis i det defensive, hvor han ideelt set gerne vil have sine forsvarere til at køre en blanding af zone- og mandsopdækning. Noget specielt de britiske forsvarer har haft svært ved.

Van Gaal har taget konsekvensen. I de sidste kampe ser det ud til, at spillerne bare har fået besked på at passe deres zoner. Det har givet afklarethed og en ro, som også spreder sig længere fremme på banen.

Mata og de mange formationer
Sæsonen har været ét langt taktisk eksperiment. Med 3-5-2, 4-1-4-1, 4-4-2 diamant i en pærevælling. Men de seneste uger har Van Gaal lagt sig fast på sit foretrukne 4-3-3. I United-udgaven med Mata som falsk fløj og Fellaini i en fremskudt midtbaneposition. Systemet er, ifølge ham, selv en væsentlig del af forklaringen på successen, fordi det hele tiden giver holdet trekanter at spille bolden rundt i, og Van Gaal føler nu, at han har de spillere klar, som magter at spille i det system.

Mata endte som frelseren på Anfield og blev fortjent kåret til klubbens bedste spiller i marts, og han er i mine øjne også en stor del af grunden til fremgangen. Ikke på grund af målene i sig selv. Men ganske enkelt fordi, at han med sin teknik og pasningssikkerhed hele tiden formår at holde bolden i hurtig cirkulation (akkurat som Carrick), og det skaber et flow, som har manglet i lange perioder i årets løb, hvor det ganske enkelt er gået for langsomt i spilopbygningen.

8 pokalfinaler
Hvis drengene kan fastholde fremgangen resten af vejen, ja så er det slet ikke urealistisk, at vi kan nå at slutte helt oppe på andenpladsen. Men selvom jeg altså vover at skæve lidt opad, så finder øjnene for det meste hvile nede på Liverpool på 5. pladsen. Et slutprogram med opgør mod både City, Chelsea og Arsenal betyder nemlig, at vi langt fra kan slappe af endnu. Der mangler stadig 8 pokalfinaler.

Den første af dem på lørdag mod Aston Villa, hvor jeg er så heldig at have en arbejdsdag på Old Trafford. Vinder vi den, efter Arsenal har slået Liverpool tidligere på dagen, så ser det rigtig godt ud. Uanset hvad, så er optimismen tilbage.