Problemet kaptajnen

Af Jacob Stenz

Det er ganske bekymrende, at jeg for fjerde sæsonopstart i træk, synes at jeg er nødt til at påpege problemet Wayne Rooney.

I tiden efter Alex Fergusons pension mente jeg først og fremmest, at det var et skidt signal til resten af truppen at tage ham til nåde, efter at han for anden gang på tre år havde signaleret til klubben, at han da hjertens gerne ville skifte til en direkte konkurrent, hvis pengene var større der.

Som enhver anden medarbejder i en hvilken som helst stilling ville han naturligvis være i sin gode ret til at søge nye udfordringer. Men Rooney og hans folk ved også bedre end de fleste, at fodbold ikke er en hvilken som helst branche. Det har imagemæssige omkostninger at give de mange fans, der reelt betaler festen, indtryk af at blåt eller rødt kan være hip som hap.

Rooney havde vel en okay sæson under David Moyes, men omvendt var det bestemt ikke præstationer, der trak United ud af hængedyndet. Han var ikke en verdensklassespiller, der gjorde nogen forskel, og det endte da også i total opløsning.

Under Louis van Gaal blev Wayne Rooney udnævnt til klubbens nye anfører, efter Nemanja Vidic og Patrice Evra forlod klubben. Hollænderen bekendtgjorde tilmed ”My captain shall always play”. Direkte oversat betød det udsagn, at Rooney kunne spille markant dårligere end sine konkurrenter uden at blive sat af holdet. Og glem ikke, at det var klubbens prestigetransfers som Juan Mata, Angel di Maria, Robin van Persie og den lejede Falcao, som Rooney havde ubetinget fortrinsret foran.

Kaptajnens præstationer har været svingende over de seneste fire sæsoner, men efterhånden svinger de knap så meget op på det niveau, som man må forvente af en spiller, der eftersigende får 300.000 pund om ugen. Nu svinger indsatsen nærmere mellem det knapt acceptable til det fuldstændigt uantageligt dårlige niveau. Da Rooney og van Gaal i foråret lancerede førstnævnte som born-again midfielder talte jeg i løbet af adskillige kampe to momenter, hvor han rent faktisk gjorde noget ekstraordinært. Det var i forbindelse med en scoring i den rædselsfulde udekamp mod West Ham og i den tilsvarende herlige FA Cup-finale mod Crystal Palace.

Det er ganske enkelt for lidt.

Vi må forvente mere af den mand, som klubben i dens 138-årige historie har strakt sig længst for at imødekomme.

Det var egentlig ufatteligt forudsigeligt, at Rooney i løbet af foråret blev genopfundet som midtbanespiller af van Gaal.

Det var tydeligt, at han var blevet bekymret for sin startplads for England, fordi Harry Kane og Jamie Vardy var i storform. Så nu kunne den magtfulde Rooney udnævne sig selv til midtbanespiller uanfægtet Uniteds interesser og behov og til trods for, at han tidligere havde strittet imod at blive placeret i rollen. Tilmed skulle han nu, efter eget udsagn, have tid til at tilpasse sig rollen. Ikke et ord om, at van Gaal havde solgt hele arsenalet af angribere for at satse alt på Rooney og derved fået tæt på 0 ligamål fra manden i efteråret.

Efter Englands første kamp mod Rusland blev han hyldet som en frelser i den britiske presse. Jack Wilshere mente, at han var lige så god som Pirlo. I de resterende gruppekampe var Rooney anonym, og i den afgørende kamp mod Island ydede han den formentlig værste indsats, jeg nogensinde har set fra en (tidligere) topspiller. Selvom jeg har lave forventninger, var det simpelthen utroligt, at han som anfører og nestor på holdet kunne falde så meget i gennem i en kamp mod en på papiret overkommelig modstander, og som burde spille fodbold på Rooneys præmisser.

Den centrale midtbane er altså ikke en retrætepost. Det er rigtigt, at Scholes og Giggs rykkede derind med alderen. Men i Scholes’ tilfælde var det vel nærmere en forfremmelse efter Keanes afsked. Og glem ikke at Giggs var lige så fit som 10-15 år yngre topspillere langt op i sine 30’ere. For mig virker det vanvittigt, at en spiller med Rooneys kropsbygning – i en tid hvor det er muligt at lave minutiøst skræddersyede træningsprogrammer, og hvor hans gamle kumpan Cristiano Ronaldo sprænger rammerne for, hvad der er fysisk muligt at opnå for en fodboldspiller – ikke lever sit liv mere professionelt. Selvfølgelig er han slidt efter mange år på topniveau. Det er fair nok. Men det er ufatteligt at se den mand på en bane i dag. Opkogt, manglende overskud, tvivlsom teknik. Det er mange år siden, han var en utæmmelig wonderkid.

Mourinho bekendtgjorde på sin første pressekonference, at Rooney ikke ville blive brugt som midtbanespiller.

Det må anses som en streg i regningen for markedsføringen af Rooneys hamskifte til dybtliggende spilfordeler. Samtidig har portugiseren hentet forstærkninger ind til den forreste angriberplads og positionen bag ved.

Jeg tolker det som Mourinhos signal til kaptajnen om at levere eller forsvinde. Jeg vil tro, at Rooney får muligheden for at bevise, at han stadig kan levere varen. Manageren er snu nok til at vide, at det kommer til at give et stort rabalder i de engelske medier, når Rooney bliver droppet, og derfor er det klogeste at lade det fremgå meget tydeligt, hvorfor han ikke kan lade en afdanket spiller holde Pogba, Rashford, Martial, Zlatan, Mata eller Mikitikitakataryan ude.

Omvendt spår jeg, at hvis Mourinho ikke har modet (eller beføjelserne) til at sætte Rooney på bænken, så vil vi se endnu en post-Ferguson katastrofesæson.