Busby Babes del 4: Profilerne

Roger Byrne

byrne2.jpgFødt: 8. februar 1929, Gorton, Manchester
Død: 6. februar 1958, München
Debut: 24. november 1951 på udebane mod Liverpool (0-0)
Ligakampe: 245, 17 mål
FA Cup: 18, 2 mål
Europa Cup: 14, 0 mål
Total: 277, 19 mål
England: 33, 0 mål

‘Roger Byrne was morally one of the biggest men I ever met both as a captain and as a person. He was a wonderful captain with the moral fibre to fight the Club’s battle with the players and the players’ battle with the Club. Roger Byrne was very much a man.’

Roger Byrne kom til United i 1948 fra Ryder Brow Youth Club. Han skrev professionel kontrakt i marts 1949. Det siges, at han ikke var en særlig talentfuld spiller i sin ungdom. Han spillede også både rugby og cricket. En af hans venner på cricketholdet hed Brian Statham, og han blev senere en af Englands mest berømte spillere i denne sportsgren. Han udviklede sig efterhånden som fodboldspiller, og Manchester United hørte, at der næsten på deres dørtrin var en spiller, der kunne blive til noget, hvorefter de tilbød ham et prøveophold, som resulterede i, at han tegnede kontrakt.

I sine unge år var han lidt af en rebel, hvilket var tæt på, at resultere i, at han blev sendt hjem fra United’s tur til USA i sommeren 1950. Holdet spillede i Los Angeles mod de mexicanske mestre Atlas, der var meget hårdtspillende og provokerende. Matt Busby signalerede gennem anfører Johnny Carey, at spillerne skulle bevare roen. Roger gik over stregen og blev udvist. Det var kun en efterfølgende undskyldning til Johnny Carey, der reddede ham.

Roger Byrne debuterede mod Liverpool på udebane i november 1951 og var så at sige fast mand indtil sin død. Han havde ingen illusioner om at blive manager eller på anden måde forblive i fodbold efter afslutningen af karrieren. På et tidligt tidspunkt begyndte han at uddanne sig som fysioterapeut, og det var her han mødte sin senere kone Joy. Han var lige kommet tilbage fra VM i Schweiz i 1954, da de mødtes. Han var dengang en berømt fodboldspiller; men hun anede ikke, hvem han var, og han pralede ikke med det. De blev gift i sommeren 1957 efter det kontroversielle nederlag i FA Cup-finalen mod Aston Villa, hvor Villa’s Peter McParland ødelagde målmand Ray Wood. Bryllupsrejsen gik til Jersey. En aften under ferien på kanaløen kom Joy ned ad trappen og så Roger i kammeratlig samtale med en anden mand. Det var Peter McParland.

Hun kendte Roger i tre februar. I den første kørte han ind i en lygtepæl i sin bil. I den anden kørte han også galt og landede i haven i huset ved siden af, hvor Matt Busby boede. I den tredje omkom han i München to dage før han ville være fyldt 29 år.

Han var en fremragende anfører for The Busby Babes. Han beskyttede sine spillere og talte deres sag over for klubben, og alle spillere vidste, at de ikke skulle svigte ham, hvilket de heller ikke på nogen måde gjorde. Engang var der en person der kritiserede Manchester United for at spille dårligt. Roger Byrne’s svar kom prompte: -Don’t critize my team. You can critizise me.

Da han rejste til Beograd sammen med resten af holdet, vidste han ikke, at hans kone var gravid med deres første barn. Hun havde planlagt at fortælle det, når han kom tilbage. Han kom aldrig. Otte måneder senere fødte hun en søn. Han fik navnet Roger Byrne.

Roger havde en hund, der hed Sandy. Den var hos hans mor; men den ventede altid på, at dens herre kom og besøgte den. Efter Roger’s død må den i følge Joy Byrne have vidst, at der var noget galt. Den sygnede hen og døde kort tid senere.

Roger Byrne var en stor spiller og en stor anfører.

Litteratur: ROGER BYRNE Captain of the Busby Babes (Iain McCartney 2000)
THE TEAM THAT WOULDN’T DIE s. 77-86 (John Roberts 1975, 1976, 1988,1998)

 

Geoff Bent

Født: 27. September 1932, Salford, Manchesterbent.jpg
Død: 6. februar 1958, München
Debut: 11. december 1954 på udebane mod Burnley (4-2)
Ligakampe: 12, 0 mål
Total: 12, 0 mål
‘Geoffrey Bent was my personal friend and was always recognized within the club as probably the best player who could not get into the first team. He could not nudge out Roger Byrne, the best left back in the country, but would have walked into any other First Division team.’
Jimmy Greaves, former player

Geoff Bent skulle ikke have været med på turen til Beograd; men i den sidste kamp før turen til Jugoslavien, som var på udebane mod Arsenal den 1. februar pådrog Roger Byrne sig en ankelskade, og man ventede ikke, at han kunne spille, hvorfor Geoff Bent skulle med.

Han debuterede i slutningen af 1954 og nåede kun 12 kampe for Manchester United. Han spillede på samme plads som anfører Roger Byrne, og han var så stærkt spillende, at det kun blev til få kampe, som regel når Byrne var optaget af landsholdsfodbold. Alle var klar over, at han ville have kunnet gå ind på alle de øvrige hold i 1. division uden besvær. På et tidspunkt bad han om en transfer, da flere klubber var interesseret bl.a. Wolverhampton, som på det tidspunkt havde et meget stærkt hold. Det blev dog afslået af Matt Busby.

Geoffrey Bent efterlod en fire måneder gammel datter, Karen, og sin kone Marion.

Litteratur: ‘A Salford Lad’ (Roy Cavanagh Bogen handler om Eddie Colman; men der er et kort afsnit om Geoff Bent.
THE TEAM THAT WOULDN’T DIE s. 67-76(John Roberts)

 

Eddie Colman

Født: 1. november 1936, Salford, Manchestercolman.jpg
Død: 6. februar 1958, München
Debut: 12. november 1955 på udebane mod Bolton (1-3)
Ligakampe: 85, 1 mål
FA Cup: 9, 0 mål
Europa Cup: 13, 1 mål
Total: 107, 2 mål

‘Eddie Colman was one of those people you cannot say enough about. Wherever he was there was fun. I have never met before or since anyone with a bigger personality. It shone out of him. Eddie was one of the most underated players, but he was a creator, an artist, and would have been one of the game’s greats without the shadow of a doubt.’

Eddie Colman var den diamentrale modsætning til kæmpen Duncan Edwards. Begge spillede i halfback-kæden; men de supplerede hinanden utrolig godt. Eddie blev kaldt den lille Napoleon, som dirigerede sine tropper på bedste vis. Han var en gudsbenådet fodboldspiller, der havde en fantastisk teknik og kunne narre sine modstandere med sine hoftefinter, hvilket gav ham tilnavnet Snakehips (slangehofter). Målmand Harry Gregg sagde om ham: -When he made a swivel with his hips even the stancions in the grandstand would sway. Joe Armstrong, der var chefspejder i United sagde: -Put a grass skirt on hime and you’ve got a hula-hula dancer.

Eddie Colman boede i Archie Street tæt ved Old Trafford; men selv om han var den, der boede nærmest, kom han altid for sent. Spøgefuldt blev det kaldt Eddie Colman time. Han scorede kun to mål i sin korte karriere, og Jimmy Murphy sagde engang til ham, at han ville ønske, at han havde den samme skudstyrke som Duncan Edwards, der kunne score fra stor afstand. Dertil svarede Eddie: -Of course, Jimmy, but I’m deadly from one yard.

Eddie Colman spillede nok sin største kamp, da United opnåede den største sejr, 10-0, over RSC Anderlecht i Europa Cup’ens indledende runde den 26. september 1956. Matt Busby sagde senere, at han var her der og alle vegne, og kun to minutter før tid ilede han ud til sidelinien for at tage et indkast, som om United var bagud.

Eddie var ikke ret høj, og da hans onkel Albert før en kamp på udebane mod Blackpool havde aftalt at mødes med ham uden for stadion, før han skulle klæde om, blev Eddie nægtet adgang af konduktøren. Han sagde: -Go to the two-bob entrance for kids. Matt Busby måtte tilkaldes, før han fik lov til at gå ind og klæde om.

Onkel Albert var den person, som den 6. februar kl. 10 om aftenen overbragte familien den triste meddelelse, at Eddie Colman var omkommet ved flyulykken. Albert forlod derefter huset, og han beskriver selv, at han gik i silende regn og i slippers, og at han først kom til sig selv, da han gik på Picadilly i centrum af Manchester kl. 3 om natten. Efter ulykken havde onkel Albert mareridt hver eneste nat og havde vanskeligt ved at sove. En nat i 1959 hørte han en bil standse uden for hans lejlighed og nogen komme op af trappen. Han troede, at det var et røveri og var parat, da døren blev åbnet. Ind trådte Eddie Colman og David Pegg og spurgte, om han ville med i byen. Han takkede nej, og de forlod lejligheden og kørte bort. Derefter havde han aldrig besvær med at sove.

Eddie’s hund ventede altid på ham, når han var på tur med United. Det gjorde den også efter katastrofen i München, hvor den sad uden for huset. Der var lidt forvirring med, hvem der var i de forskellige kister, da de blev bragt tilbage fra München. Man fandt ud af det, og da Eddie’s kiste blev båret ind i huset på Archie Street, satte hans hund sig ved siden af. Eddie had come home.

I dag mindes den lille, fantastiske spiller med en mindeplade i Salford Boys Club, hvor han ofte kom. Desuden er et lejlighedskompleks i Salford opnævnt efter ham. Det hedder Eddie Colman Estate. Tæt ved er et andet lejlighedskompleks opkaldt efter hans gode ven. Det hedder Duncan Edwards Estate.

Eddie Colman var en fantastisk spiller.

‘A Salford lad (Roy Cavanagh)
THE TEAM THAT WOULDN’T DIE s. 87-97 (John Roberts)

 

Mark Jones

jones.jpgFødt: 15. juni 1933, Barnsley
Død: 6. februar 1958, München
Debut: 7. oktober 1950
På hjemmebane mod Sheffield Wednesday (3-1)
Ligakampe: 103, 1 mål
FA Cup: 7, 0 mål
Europa Cup: 10, 0 mål
Total: 120, 1 mål

‘Mark Jones was a very solid character. He was my idol as a centre half, big, very strong and commanding in the air. He once told me he wished he could do things like me, ‘’in cold blood”. A nice fellow and a fine player.
Bill Foulkes The Barnsley boy Mark Jones

Mark Jones havde tre ambitioner I sit liv. Han ønskede at spille for England, deltage i en FA Cup finale og trykke the Duke of Edinburgh i hånden. Han opnåede ingen af delene, men ville utvivlsomt have opnået det, hvis han havde overlevet katastrofen i München. På grund af en øjenskade var han ikke med i pokalfinalen i 1957.

Mark Jones’ kone June var en af de få af spillernes koner og kærester, som så kampe på Old Trafford. I en enkelt sæson missede hun kun fem kampe. De fik en søn, som hedder Gary, og fire måneder efter flyulykken fødte June en datter, Lynn. Langt senere sagde hun: -If I went to see United now I wouldn’t see the players of today I’d see Mark and his pals passing the ball to each other and laughing together.

Mark Jones var kun 15 år, da Barnsley, hvor han var født, ønskede at skrive kontrakt med ham. Manchester United viste stor interesse, og han havde hørt om det fantastiske ungdomsarbejde i klubben og valgte derfor dem.

Efter hans død undrede mange sig over, at Mark Jones ikke blev begravet i Manchester. Før June og Mark fik deres børn, fødte hun et dødfødt barn, som blev begravet i Manchester. Hun sagde: -Mark always said to me: When anything ever happens to me I want to be buried back hom in Wombwell. Det er en lille landsby udenfor Barnsley.

Mark Jones var en stor og stærk centerhalf.

 

Walter Crickmer

crickmer.jpgDød: 6. februar 1958, München

Trods ihærdig eftersøgning blandt kendere af Manchester United både her i landet og i England er det ikke lykkedes at finde ud af , hvor og hvornår sekretæren Walter Crickmer blev født. Han var ca. 60 år, da han døde, så jeg formoder, at det var ca. 1898.

Walter Crickmer tjente Manchester United i 38 år. Han blev sekretær i 1926. I en periode fra april 1931 til juni 1932 var han sammen med Louis Rocca secretary manager, og han havde samme job fra 1937-1945, da Matt Busby blev ny manager. Sammen med formanden James Gibson og Louis Rocca startede han i 1937 et omfatrtende ungdomsarbejde, som desværre blev ødelagt af 2. verdenskrig. Det blev så genoptaget af Matt Busby og Jimmy Myrphy.
En ung Walter Crickmer, The Secretary

 

Duncan Edwards

edwards.jpgFødt: 1. oktober 1936, Dudley, Worchestershire i The West Midlands
Død: 21. februar 1958, München
Debut: 4. april 1953 på hjemmebane mod Cardiff City (1-4)
Ligakampe: 151, 20 mål
FA Cup: 12, 1 mål
Europa Cup: 12, 0 mål
Total: 175, 21 mål
England: 18, 6 mål

‘Duncan Edwards was a man in football but still a boy at heart. His ability was good enough for England but his potential was good enough for Heaven.’

- Jackie Blanchflower

I foråret 1947 mødtes en flok drenge til en fodboldkamp i skolegården på Wolverhampton Street Secondary Modern School, Dudley, Worchestershire. De skrev deres navn på hver sit stykke kladdepapir. Den yngste af dem, som de kaldte Dunc viste sit stykke papir til de andre og sagde:

-You ought to keep that. One day that name will be world famous.

The Greatest of them all,
Duncan Edwards

Matt Busby fik de første meldinger om Duncan Edwards, da han var på jagt efter en anden spiller på det engelske juniorlandshold. Træneren for juniorlandsholdet var Busby’s gamle ven Joe Mercer, der senere blev en succesrig manager i Manchester City. Han sagde, at der kun var en spiller at komme efter, Duncan Edwards. Snart var alle hold i England efter ham; men han havde meget tidligt gjort op med sig selv, at han ville til Manchester United, fordi Busby og hans assistent Jimmy Murphy var begyndt et unikt ungdomsarbejde, som man aldrig tidligere havde oplevet. Duncan skrev under for United på sin 16 års fødselsdag. I sidste øjeblik var United blevet bange for, at en anden klub ville komme først enten Wolverhampton Wanderers, der lå lige i nærheden eller Bolton Wanderers, hvor hans fætter Denis Stevens spillede.

Træneren Bert Whalley blev sendt til Dudley; men på vejen derned gik hans bil i stykker, og han måtte tomle den tilbage til Manchester, hvor han fik fat i Jimmy Murphy. Sammen kørte de midt om natten til Dudley og bogstaveligt talt hev Duncan ud af sengen. Han sagde til dem, at de godt kunne sparet alt besværet, for han havde jo sagt, at han kun ville til United.

I en alder af 16 år og 185 dage debuterede han for United den 4. april 1953 i en hjemmekamp mod Cardiff City som den næstyngste spiller i klubbens historie. Jeff Whitefoot var 80 dage ungre, da han debuterede i april 1950. Han kunne spille alle pladser, og mange gange afgjorde han på egen hånd en kamp, som United ingen ret havde til at vinde. Legenderne om hans enorme styrke er talrige. Han var 18 år og 183 dage, da han debuterede for England i en landskamp mod Skotland. Jimmy Murphy var den person, der på træningsbanen fostrede The Busby Babes. Et afsnit i hans fremragende bog ‘Matt… United.. and me’, er en hyldest til Duncan Edwards. Han afslutter det således: -Jeg har tit hørt Muhammed Ali råbe ‘I am The Greatest’. Murphy’s kommentar: -You see The Greatest of them all was an English footballer named Duncan Edwards.

Samtidig med, at Murphy var træner i United, stod han også i spidsen for det walisiske landshold. Før en kamp på Ninian Park i Cardiff i efteråret 1957 gennemgik han på taktikmødet det engelske hold spiller for spiller. Han omtalte dog ikke Duncan. Reg Priest, der spillede for Newcastle, sagde: -Jimmy, you haven’t named Duncan Edwards. Murphy lavede en lille pause og svarede: -You see, my friend, keep out of his way or you’ll get hurt. Duncan’s ben var berømte i fodbold. De var som træstammer. Under samme landskamp førte England 4-1 et kvarter før tid, da England fik et indkast tæt ved den walisiske trænerbænk. Murphy, der aldrig anså en kamp for tabt før det sidste dommerfløjt, sad rød i hovedet og opildnede sine spillere. Edwards løb ud for at tage indkastet og sagde henkastet til Murphy: -Aren’t there any early trains back to Manchester, Jim, you are wasting your time here. Murphy svarede: -I’ll come after you when we come back. Ingen led mere end Jimmy Murphy, da han så ham ligge hjælpeløs på hospitalet I München efter ulykken.

Duncan Edwards udåndede kl. 01.16 den 21. februar 1958. Han blev begravet i sin hjemby Dudley. To blyindfattede ruder i kirken viser ham henholdsvis i United’s legendariske blodrøde dragt og i England’s hvide. På hans gravsted, hvor han ligger begravet sammen med sin søster, der døde kun ti uger gammel, står der øverst på stenen: -A Day of Memory Sad to recall Without Farewell He left us all. Kirken og gravstedet besøges stadigt af enkeltpersoner og grupper. På torvet i Dudley står der en statue af byens største søn.

Over 5000 mennesker stod med bøjede hoveder i silende regn langs ruten ved hans begravelse. Skoler og fabrikker i nærheden havde givet elever og arbejdere fri til at overvære det. Præsten, Rev. A.D. Cateralls, stod for begravelsen. Han var en stor fodboldtilhænger og Everton supporter. På sin præstekjolen bar han sit emblem fra Everton Supporters Club. Han afsluttede sin tale med at sige: -Talent and even genius we shall see again, but there will never be another Duncan Edwards.

Drengen fra Wolverhampton Street Secondary Modern School havde ret. De skulle have gemt sedlen med hans navn på. Duncan Edward’s navn blev verdensberømt.

Litteratur: DUNCAN EDWARDS (Iain McCartney og Roy cavanagh)
THE TEAM THAT WOULDN’T DIE s. 98-107 (John Roberts)

 

Liam Whelan

whelan.jpgFødt: 21. april 1935, Dublin, Irland
Død: 6. februar 1958, München
Debut: 26. marts 1955 på udebane mod Preston North End (2-0)
Ligakampe: 79, 43 mål
FA Cup: 6, 4 mål
Europa Cup: 11, 5 mål
Total: 96, 52 mål
Irland: 4, 0 mål

‘Liam Whelan was a great player. He had everything except an extra bit of pace. When I got into the side it was at Liam’s expense but he would have been back because he was a dedicated professional with a tremendous amount of skill.
Bobby Charlton

Liam Whelan spillede sin første kamp for Manchester United i en pokalfinale. Han blev bragt over fra den irske klub Home Farm, hvor han var blevet opdaget af United’s legendariske talentspejder i Irland, Billy Behan, for at afløse en skadet John doherty i den første Youth Cup finale i 1953. Han spillede en stor rolle, da United samlet besejrede Wolverhampton Wanderers med 9-3.

Liam havde en fremragende teknik og scorede tillige mange mål. Han havde et gennemsnit på et mål i hver anden kamp. I 1956/57, som var hans bedste sæson i Manchester United, scorede han 26 mål i 39 ligakampe. I september og oktober i den sæson scorede han i otte ligakampe i træk. I januar 1957 scorede han et fantastisk mål på en sneklædt og meget dårlig bane mod Athletic Bilbao i Europa Cup’en. Duncan Edwards afleverede til ham og fra egen banehalvdel driblede han gennem spaniernes forsvar og scorede et meget vigtigt mål, som reducerede nederlaget til 3-5. United vandt returkampen med 3-0, og da scorede han det afgørende mål kort før tid.

Han var en meget troende katolik og var ofte sammen med den romersk-katolske præst Father Mulholland, der tog sig godt af de irske indbyggere i Manchester. Før pokalfinalen i 1957 var der rygter fremme om, at han ville være præst. Dertil svarede han: -No, in no way. I’m going to get married.

Liam Whelan havde anskaffet sig en bil, der havde set bedre tider. Efter hans død overtog et par af hans venner den. En aften blev de stoppet af en betjent, som kiggede på bilen og derefter tog sin blok frem. Han spurgte: -Who is the owner of that car. Den ene af vennerne svarede: -It used to be Liam Whelan’s. Betjenten lukkede sin blok og puttede den i lommen og sagde: -You better not drive that car again.

I Dublin mindes han med en skoleturnering, der hedder Liam Whelan Cup. En ungdomsklub i det område af byen, hvor han var født hedder Liam Whelan Youth Club, og endelig er der en ungdomsfodboldklub, der hedder Liam Whelan United.

Den 8. december 2006 blev en jernbanebro over Faussagh Road /Dowth Avenue i Cabra, det område hvor han var født, opkaldt efter ham.

Hans familie blev meget glad, da Harry Gregg besøgte dem et stykke tid efter ulykken og fortalte, hvad Liam havde sagt kørt før ulykken indtraf: -If the worst happens, I am ready for death. I hope we all are.

Litteratur: THE TEAM THAT WOULDN’T DIE s. 141-150 (John Roberts)

 

Tommy Taylor

tommy.jpgFødt: 29. januar 1932, Barnsley
Død: 6. februar 1958, München
Debut: 7. marts 1953 på hjemmebane mod Preston North End (5-2). Han scorede to gange.
Ligakampe: 166, 112 mål
FA Cup: 9, 5 mål
Europa Cup: 14, 11 mål
Total: 189, 128 mål
England: 19, 16 mål

‘Tommy Taylor was the finest header of a ball I’ve seen. He suffered a lot from a bad ankle and took a lot of stick from the fans, but as far the lads were concerned he was terrific. A player’s player and a great person.’

– Dennis Viollet

I dagene før Tommy Taylor skulle debuterede for Manchester United den 7. marts 1953 i en hjemmekamp mod Preston North End, gik diskussionen i byen på, om en spiller virkelig var £29.999 værd. Nobby Stiles fortæller, at han sammen med nogle skolekammerater tog bussen til Old Trafford for at overvære kampen. Flere personer i bussen tvivlede på det, og på stadion var især nogle af de ældre tilskuere meget skeptiske. Flere sagde: -Ingen kan være så mange penge værd.

Da spillerne kom på banen fulgte alles øjne den høje, krølhårede fyr. Nobby Stiles siger: -Da han gik op til den første hovedstødsduel, kunne vi se, at han var klasse. Kun 17 minutter inde i kampen gik Jack Rowley igennem i højre side, og så Taylor bevæge sig mod den fjerneste stolpe. Han sendte en præcis centring ind over. Hele stadion hold vejret. Taylor steg til vejrs og kanonerede bolden i nettet med hovedet. Hattene røg op i luften, og de gamle sagde: -He’ll do.

Tommy Taylor var kun 18 år, da han debuterede for Barnsley, og det var her, at Jimmy Murphy så ham første gang og gjorde Matt Busby opmærksom på, at de måtte have ham. Imidlertid blev Taylor alvorligt knæskadet, da han var ved militæret og blev sendt hjem efter kun otte måneders tjeneste. Han spillede derefter ikke i 11 måneder. Da han kom tilbage ved fuld styrke, var en helt skare af klubber efter ham. Barnsley var i svære økonomiske problemer og var nødt til at sælge. Efter flere langvarige møder med ledelsen i klubben lykkedes det Busby og Murphy at forhandle en kontrakt på plads. Busby ønskede dog ikke, at han skulle belastes med en pris på £30..000, så prisen blev sat ned med £1. Den gav han dog til damen, som havde serveret talrige kopper te for dem.

Tommy Taylor var en fantastisk målscorer. Trods det modtog han dog masser af kritik fra tilhængerne. Det kan undre noget, da han holdt et gennemsnit på to mål i tre kampe. Også på landsholdet scorede han på samlebånd bl.a. to mod Brasilien på Wembley i 1957. Der er vist ingen tvivl om, at med Roger Byrne, Duncan Edwards og Tommy Taylor på holdet ville England have stået stærkt ved VM i Sverige det følgende år.

Flere mandspersoner i familien Taylor mistede synet, da de kom i 40erne. Ingen ved, om det samme ville være hændt for Tommy. Hans bror Bill fortalte, at Tommy havde udtalt, at han hellere ville være død, hvis han ikke kunne spille fodbold. Bill mente derfor, at det var godt, at Tommy døde i flyulykken. Han var så slemt skadet, at han aldrig ville komme til at spille igen, og han ville ikke kunne leve et ordenligt liv. Bill slutter: -You see, he loved football and he loved life, did our Tom.

Litteratur: The Tommy Taylor Story ( Brian Hughes 1996)
TOMMY TAYLOR of MANCHESTER UNITED and BARNSLEY (John Kennedy 1994)
THE TEAM THAT WOULDN’T DIE s. 129-140 (John Roberts)

 

David Pegg

pegg1.jpgFødt: 20. September 1935, Doncaster
Død: 6. februar 1958, München
Debut: 6. december 1952 på hjemmebane mod Middlesbrough (3-2)
Ligakampe: 127, 24 mål
FA Cup: 9, 0 mål
Europa Cup: 12, 4 mål
Total: 148, 28 mål
England: 1, 0 mål

‘David Pegg was the complete left winger, a brilliant ball player. Whichever of us was in the first team would be shunned by the other, but this was rivalry, not bitterness. David was one of the boys, always someone to be respected, and if he ever got there first, as he did with me, it was very difficult to shift him.’
Albert Scanlon.

David Pegg spillede kun en landskamp for England. Det var i 1957 mod Irland. Tom Finney fra Preston North End, som havde spillet venstre wing i mange år, nærmede sig afslutningen af sin karriere, og der er ingen tvivl om, at David ville have overtaget hans plads. Man fik ham aldrig at se i fuld flor. Hans allerbedste kamp kom den 26. september 1956, da United på Maine Road, hvor holdet spillede sine tre første europæiske kampe på grund af manglende lys på Old Trafford, mødte Anderlecht fra Belgien. Det blev til den største sejr i klubbens historie. Resultatet blev 10-0. David Pegg kom ikke på scoringslisten; men han lagde op til ni af målene, og længe før slutfløjtet prøvede de andre at få ham på scoringslisten. Det lykkedes ikke; men det var en indsats, han aldrig overgik.

David Pegg blev født i en lille by uden for Doncaster, og i dag mindes han i den lokale kirke med en stol, som er placeret på den ene side af prædikestolen. På den anden er der en lignende stol til minde om en ung lokal mand, der blev dræbt i 2. verdenskrig.

Hans far har sagt, at der blev grædt meget, da de fik beskeden om hans død. Han ønskede, at Abide With Me blev spillet i kirken; men han ønskede ikke, at der blev fældet tårer. Der er stadig en skoleturnering i byen, der hedder David Pegg Cup.

Litteratur: THE TEAM THAT WOULDN’T DIE s. 118-128 (John Roberts)

 

Tom Curry

tom.jpgFødt: 1. september 1894, South Shields, Northumberland
Død: 6. februar 1958, München

Tom Curry kom i 1910 til Newcastle United fra South Shields Parkside; men han debuterede først i sæsonen 1919/20 på udebane mod Arsenal. Den første del af hans karriere blev lige som mange andres ødelagt af 1. verdenskrig. Han spillede godt 200 kampe for Newcastle, inden han i januar 1929 skiftede til Stockport County. I sin tid i Newcastle gik han glip af pokalfinalen i 1924, og i den sidste tid i klubben blev han mest brugt på reserveholdet og som leder af klubbens ungdomshold.

I Stockport spillede han knap 20 kampe, inden han blev træner i Carlisle United, hvor han bl.a. trænede en vis Bill Shankley – langt senere en legendarisk manager i Liverpool. I 1934 skiftede han til Manchester United og begyndte en lang periode frem til sin tragiske død. Matt Busby sagde om ham: -The best trainer in Britain. I 1948 var han træner for det britiske olympiske hold ved OL i London, hvor de blev nummer fire efter at have tabt til Danmark i bronzekampen.

 

Bert Whalley

whalley.jpgFødt: 6. august 1912, Ashton-under-Lyne, Greater Manchester
Død: 6. februar 1958, München

I begyndelsen af sin karriere spillede Bert Whalley for Ferguson & Pallins FC i Manchester Alliance. I 1933 skiftede han til Stalybridge Celtic, der også ligger i Greater Manchester. Han spillede kun få kampe for dem, før han skiftede til Manchester United i maj 1934. Han var egenligt blevet solgt til Stockport County; men på grund af nogle tekniske problemer nægtede Cheshire League at godkende handlen. Under 2. verdenskrig gæsteoptrådte han for Oldham athletic, Bolton Wanderers og Liverpool.

Bert Whalley spillede kun 33 kampe i fredstid for Manchester United. Under krigen blev det til 187 kampe for klubben. I sæsonen 1946/47 spillede han kun tre kampe på det bedste hold, og han blev i sæsonen derefter udnævnt til anfører på reserveholdet, hvor han spillede, indtil han et år senere måtte opgive karrieren på grund af en øjenskade. Derefter blev han tilknyttet trænerstaben, og blev en yderst populær træner blandt spillerne.

Whalley var med på turen til Beograd i stedet for Jimmy Murphy, der den dag stod i spidsen for det walisiske landshold i en VM-kvalifikationskamp i Cardiff mod Israel. Han sad på pladsen ved siden af Matt Busby, hvor Murphy ellers altid sad. Bert Whalley blev dræbt på stedet.