Sikke et transfervindue!

Kommentar af Karina Wulff Harrestrup

Silly season, hvor der spekuleres i den ene og den anden handel eller lejeaftale er ovre.

Transfervinduet lukkede mandag aften – og jeg er meget tilfreds med de spillere, som Ed Woodward har hentet til Louis Van Gaals trup. Falcao, Di Maria, Blind, Herrera, Shaw og Rojo. Det er altså pokkers ambitiøst, og det har også kostet kassen at hente de spillere. Men for mig er det nu ikke prisen, der betyder noget som helst – jeg er rimelig sikker på, at Glazer-familien har kastet de penge efter spiller, som har været nødvendige, og transfervinduet har bevist, at en klub som Manchester United godt kan hente de HELT STORE spillere, selvom der ikke er Champions League-fodbold i denne sæson. En stærk profil som Louis van Gaal har i stedet sikkert været et enormt trækplaster for spillere som Di Maria og Falcao, som sikkert har haft flere store klubber at vælge imellem. Og der er blevet vist ambitioner som bare fanden med de indkøb!

En spiller, som jeg virkelig er spændt på, er hollandske Daley Blind. Allerede i Hollands testkampe før VM og ikke mindst under VM har jeg været imponeret over hans kunnen og overblik. Han blev også årets spiller i Holland, og jeg forventer mig rigtig meget af den 24-årige spiller, som kan bruges både på midtbanen og i forsvaret.

Spillere som Angel Di Maria og Radamel Falcao taler for sig selv – de behøver ingen præsentation – og jeg er overbevist om, at de kommer til at styrke holdet i en sådan grad, at de andre klubber må ryste en del i bukserne over den offensiv, som United pludselig råder over. Efter sigende var Cristiano Ronaldo alt andet end tilfreds med, at Real Madrid valgte at sælge Di Maria (Ronaldo kan vel bare kigge hjem den samme vej med tiden …) – og det siger jo en hel del om den argentinske landsholdspillers kvalitet. Han har mange strenge at spille på, og han er en holdspiller, der kæmper til sidste fløjt. Samtidig er Falcao en af de farligste angribere i verden, og jeg er meget spændt på at se hans præstationer i Premier League.

Ander Herrera og Luke Shaw kom til tidligere, og jeg synes allerede, at begge spillere har vist fine kvaliteter – Herrera på midtbanen, hvos jeg er sikker på, at han bliver en succes – og jeg nyder at se, hvordan han ikke er bange for at gå ind i nærkampene, for det er det der er brug for. Luke Shaw skulle lige helt i form, og det endte med en skade, men når han er ovenpå igen, så glæder jeg mig til at se ham i aktion med sin hurtighed.

Marcos Rojo mangler stadig lige at få styr på den arbejdstilladelse – en længere affære end man havde regnet med i klubben. Men jeg er overbevist om, at han bliver en dejlig tilføjelse i forsvaret, når han er helt på plads, for han havde også en rigtig god slutrunde for Argentina.

Der blev kun hentet en engelsk spiller (Shaw), mens flere (bl.a. Powell og Cleverly) er røget af sted på lån, og Danny Welbeck blev solgt til Arsenal. Jeg ved godt, at mange ikke er tilfredse med salget og gerne havde beholdt Manchester-drengen. Men jeg forstår fint salget – Welbeck er alt for langt fra startopstillingen med både Wayne Rooney, Robin van Persie, Radamel Falcao, Angel Di Maria og også Adnan Januzaj … Han havde brug for at komme videre, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om fast spilletid – og beholde sin plads på det engelske landshold, og jeg synes, at United har behandlet ham godt ved at lade ham smutte til en rival som Arsenal.

Kritikere siger efter transfervinduet, at klubben har mistet sin identitet med alle de udenlandske indkøb, men jeg ser stadig positivt på hele projektet, som Louis van Gaal har gang i. Der er masser af “home grown”-spillere på holdet – og det britiske islæt i truppen er altså stadig til stede med bl.a. Phil Jones, Chris Smalling, Johnny Evans, Ashley Young, Michael Carrick, Reece James, Tyler Blackett, Darren Fletcher, Wayne Rooney, JesseLingard, Will Keane og James Wilson. Jeg er ikke bekymret for, at United bliver en klub uden en britisk grundstamme. Lad os nu komme rigtigt i gang, og se managerens visioner – få spillet til at flyde, og så går det hele den rigtige vej igen!