SÆSONEN 1947/48

Sæsonen startede den 23. august med en udekamp mod Middlesbrough efter en close season (tiden mellem to sæsoner), der var en af de korteste i ligaens historie, da den sidste kamp i den foregående sæson blev spillet den 14. juni. Når man tænker på de nutidige forberedelser til en sæson med en masse træningskampe rundt omkring i verden, så kan man undre sig over, at der både før denne sæson og før den foregående sæson kun blev spillet en træningskamp. Det var en såkaldt public trial, hvor to hold af egne spillere møder hinanden. Den kamp fandt sted den 16. august.

Jeg faldt over et par sekvenser i programmet til sæsonens anden hjemmekamp mod Charlton Athletic. Matt Busby skriver i sin artikel: -We shall at all times try to and serve up the class of football of which United can be proud. Alf Clarke fra The Manchester Evening Cronicle skriver i sin artikel: -In my opinion this season may be an outstanding one. Man kan slå fast, at begge fik ret.

Flot start, men så!!!
Som nævnt startede United sæsonen på Ayresome Park i Middlesbrough. Kampen sluttede 2-2. Begge United’s mål blev scoret af Jack Rowley. Derefter kom to hjemmekampe, der resulterede i en sejr på 2-0 over de forsvarende mestre fra Liverpool og en sejr på 6-2 over de forsvarende pokalvindere Charlton Athletic. I sidstnævnte kamp scorede Rowley fire gange.

Men så gik det ned ad bakke. Efter de tre første kampe fulgte ni kampe med fem uafgjorte og fire nederlag til følge. Efter 0-1 nederlaget den 18. oktober på Roker Park i Sunderland lå United placeret som femtesidst. Undervejs havde holdt for første gang i ti år spillet lokalopgør mod Manchester City. Det skete i overværelse af 72.000 tilskuere.

De dårlige resultater og manglende form fik en af de mest rutinerede spillere, Jimmy Delaney til at opsøge Matt Busby for at bede om at måtte forlade klubben. Busby fik ham dog overtalt til at blive.

14 kampe uden nederlag
Så vendte bøtten. Fremgangen startede den 25. oktober med en sejr på 2-0 over Aston Villa på Maine Road; men det var storsejren på 6-2 på Molyneux over Wolverhampton Wanderers den 1. november, der ifølge Busby markerede vendepunktet. Mærkværdigvis scorede Jack Rowley ikke i den by, hvor han var født. Derimod lavede han alle fire mål ugen efter på hjemmebane i 4-4 kampen mod Huddersfield Town.

Den 20. december skulle United på hjemmebane møde Middlesbrough, og i forbindelse med den kamp indtraf en hændelse, som vi kan trække på smilebåndet af i dag. Reserveholdet havde tidligt om morgenen taget toget til deres kamp på udebane mod Newcastle United. Få timer før hjemmeholdets kamp skulle starte, måtte anfører Johnny Carey melde fra på grund af maveproblemer. Jack Warner, som ville være den åbenlyse erstatning, var også syg. Gode råd var dyre.

Middlesbrough lå på sjettepladsen i ligaen og havde et rigtig godt hold anført af Englands anfører George Hardwick samt den fantastiske Wilf Mannion i front. Busby indså derfor, at erstatningen skulle være en god forsvarer; men problemet var, at han var på vej til Newcastle. Busby sendte derfor et telegram til stationen i Leeds, hvor reserverne skulle skifte tog. John Anderson, der skulle erstatte Carey, fortæller: -På stationen i Leeds blev det annonceret over højtalerne, at træner Bill Inglis skulle gå til informationen. Her fik han telegrammet, der fortalte, at jeg skulle tage tilbage til Manchester. Da jeg kom til Maine Road, fik jeg besked på, at jeg skulle spille.

Drømmedebut
Det var 25 årige Anderson’s debut for Manchester United efter ni år i klubben, og det blev en drømmedebut, hvor han holdt førnævnte Wilf Mannion i et jerngreb. John Anderson var ikke med i den næste kamp mod Portsmouth; men da Joe Walton pådrog sig en knæskade, kom han med i returopgøret to dage senere i Portsmouth. Han spillede næsten alle de resterende af sæsonens kamp og kronede sin indsats med målet til 4-2 i pokalfinalen mod Blackpool.

Blev det på det sportslige plan en succes for John Anderson, så blev det på det personlige plan en tragedie. Hans kone havde fået tuberkulose og blev indlagt på et sanatorium i Bolton. Sammen med sin søn på et år havde han taget ophold

hos familie. Den 31. januar spillede United på Bramhall Lane i Sheffield mod Sheffield United. Umiddelbart efter kampen fik han at vide af Matt Busby, at han hurtigt skulle tage til Bolton for at besøge sin kone. Busby havde sørget for en bil. Dagen efter udekampen mod Stoke den 21. februar døde hun. Lørdagen efter skulle Manchester United møde Preston North End i kvartfinalen i FA Cup’en. John Anderson trænede med gennem hele ugen op til kampen. Hans kone blev begravet om fredagen, og derefter tog han til Blackpool, hvor resten af holdet befandt sig. Efter en samtale med Matt Busby besluttede han sig for at spille. John Anderson fortæller: -Matt said to me ’There’s nothing more you can do now, John, life’s got to go on. So I decided to play’.

Tilskuerrekord
14 dage før det første nederlag efter 14 kampe som ubesejret mødte Manchester United de senere mestre fra Arsenal på hjemmebane (Maine Road). Kampen sluttede 0-0; men det er den ligakamp, som har trukket flest tilskuere i engelsk fodbolds historie. 83.260 tilskuere overværede kampen. Det er nok tvivlsomt, om det nogensinde bliver overgået.

Efter nederlaget mod Sheffield United tabte Manchester United kun tre kampe i resten af sæsonen. Det var på hjemmebane mod Bolton Wanderers og ude mod Everton og Blackpool. United sluttede sæsonen på andenpladsen med samme antal points som nyoprykkerne fra Burnley. Jeg nævnte i min seneste artikel om sæsonen 1946/47, at dengang blev målforskellen regnet ud på den måde, at antal scorede mål blev divideret med antal indkasserede mål. United’s målkvotient var 1,687 og Burnley’s 1,302.

Manchester United havde igennem sæsonen et tilskuergennemsnit på 54.890 tilskuere til de 21 kampe i ligaen.