menu
E-mail

Spillerprofiler 1948


delaney2.jpgJimmy Delaney (1914-89)
Højre wing

Jimmy Delaney blev født den 3. september 1914 i Cleland, Lanarkshire i Skotland, og han døde samme sted den 26. september 1989.

Karriere:
Cleland St. Mary’s 1933/Wishaw Juniors (trial/prøve) 1933/Stoneyburn Juniors/Celtic sept. 1933/Manchester United feb. 1946/Aberdeen nov. 1950/Falkirk dec. 1951/Derry City jan. 1954/Cork Athletic player-manager 1955/56/Elgin City 1956/trak sig tilbage som spiller apr. 1957.

Debut: 31/8-1946 Manchester United v Grimsby Town 2-1

Antal kampe
Football League
Kampe: 164 Mål: 25

FA Cup Kampe: 19 Mål: 3

Total
Kampe: 183 Mål: 28

Matt Busby’s første indkøb, efter han overtog managerposten i Manchester United i 1945, fik mange til at rynke brynene. Han betalte £4.000 til Celtic for den 31. årige wing Jimmy Delaney. Det skulle vise sig at være a master stroke. Delaney havde fået arm- og skulderskader både før og under krigen, og den tyndhårede spiller havde fået tilnavnet Old Brittle Bones, hvilket betød, at han var meget skadet. Busby tog ikke fejl.

I godt fire sæsoner på Old Trafford mistede han meget få kampe, og da Busby solgte ham til Aberdeen i 1950 fik han kun £500 mindre for ham, end han havde givet.
Jimmy Delaney arbejdede allerede som 14 årig i kulminerne i Lanarkshire i Skotland. I 1933 kom han til Celtic, hvor lønnen var £2 pr. uge. Han havde en fin karriere med den skotske storklub og var med til at vinde mesterskabet i 1936 og 1938 samt pokalen i 1937.

I Manchester United blev han en meget vigtig del af et af de fineste angreb i engelsk fodbold siden 2. verdenskrig. Han oplevede tre gange at blive nummer to i den engelske liga samt at vinde pokalen i 1948; men dette sluttede ikke hans karriere, selv om han var fyldt 36, da han forlod klubben i november 1950.

Efter godt et år i Aberdeen kom han til Falkirk og som næsten 40 årig blev han solgt for £1.500 til den nordirske klub Derry City i januar 1954. Med denne klub vandt han samme år pokalturneringen, og han blev dermed den første spiller, der vandt pokalturneringen i tre forskellige lande. Han kunne have udvidet dette til fire pokaltitler, da han som 42 årig var i den irske pokalfinale med Cork Athletic. Hans hold førte 2-0, men tabte.

To af hans sønner, Patrick og John, spillede også fodbold. Førstnævnte spillede for Motherwell og Airdrionians; mens sidstnævnte spillede for Larkhall Thistle, der dog ikke spillede i den skotske liga.

Johnny Morris (1923-)
Højre inderwing

Johnny Morris blev født den 27. september 1923 i Radcliffe, Lancashire.

Karriere: St. John’s School (Radcliffe)/Mujacs F.C./Manchester United aug. 1939 (amatør)/marts 1941 (prof.)/(Wrexham, Bolton Wanderers og Charlton Athletic under 2. verdenskrig)/Derby County marts 1949/Leicester City okt. 1952/Corby Town player-manager maj 1958/Kettering Town player-manager close season 1961/ Rugby Town manager til jan. 1962/Great Harwood Town manager close season 1964/Oswestry town manager okt. 1967-jan.1969

Debut: 26/10-1946 Manchester United v Sunderland 0-3

Antal kampe:
Football League
Kampe:83 Mål: 32

FA Cup:
Kampe:9 Mål: 3

Total:
Kampe:92 Mål: 35

Umiddelbart efter krigen, hvor tilskuerne strømmede til kampene, var engelsk fodbold rig på fremragende inderwings – midtbanespillere i nutidens terminologi – nævnes kan Raich Carter, Wilf Mannion, Len Shackleton og Jimmy Hagan, og Manchester United havde også sit par. Det var den fremragende Stan Pearson, og så den yngste spiller på holdet, som vandt pokalen i 1948, Johnny Morris.

Johnny Morris blev født i Radcliffe, der ligger i udkanten af Manchester. Han var en diamentral modsætning til førnævnte Stan Pearson. Han havde altid et glimt i øjet og var på ingen måder bange for at udtrykke sin mening. Jeg læste et interview med ham i United Review fra 2001, og der står, at glimtet har han stadig.
Jeg nævnte, at han ikke var bange for at lufte sine meninger, og det resulterede i de første vanskeligheder for Matt Busby i hans tid som manager.

Til sidst blev uoverensstemmelserne så uoverskuelige, at Matt Busby valgte at sælge ham til Derby County. Jeg har læst flere årsager til det endelige brud; men hvilken der er rigtig, ved jeg ikke. Mindst et par steder har jeg dog læst, at han under træning af frispark sagde, at muren ikke stod rigtigt, hvorefter han lagde bolden til rette og sendte den i nettet.

Johnny Morris skrev kontrakt med Manchester United i 1941, og under krigen optrådte han for Wrexham, Bolton Wanderers og Charlton Athletic. Han deltog i selve krigshandlingerne på det europæiske kontinent i et tankskompagni, og han var med i en af de første tanks, der krydsede Rhinen på vej til den endelige sejr.

Som nævnt blev han solgt til Derby County, som dengang var et stort hold i engelsk fodbold. Mens han spillede der opnåede han tre landskampe for England. Han spillede desuden fem gange for The Football League – to af disse mens han var i United. Senere kom han til Leicester og var to gange med til at vinde 2. division. Han var spille og manager i flere non-league klubber, inden han sluttede karrieren i fodboldens verden i 1969.
Derefter arbejdede Johnny Morris i mange år som sælger inden for dækindustrien.

Han er desuden en meget habil golfspiller. Han er sammen med Jack Crompton og John Anderson de eneste stadigt levende fra pokalvinderholdet i 1948.

jack_rawley.jpgJack Rowley (1920-98)
Centerforward


Jack Rowley blev født den 7. oktober 1920 i Wolverhampton.

Karriere: Dudley Old Boys/Wolverhampton Wanderers nov. 1935(Cradley Heath F.C. lån okt. 1936)/Bournemouth & Boscombe feb. 1937/Manchester United okt. 1937/(Aldershot, Belfast Distillery, Folkestone, Shrewsbury, Tottenham, Walsall, Wolverhampton Wanderers under 2. verdenskrig/Plymouth Argyle player-manager, stoppede som spiller i 1957, fortsatte som manager til marts 1960/Oldham Athletic manager juli 1960-maj 1963/Ajax Amsterdam coach aug. 1963-juli 1964/Wrexham manager jan. 1966/Bradford manager apr. 1967/Oldham Athletic manager okt. 1968-dec. 1969.
Debut: 23/10-1937 Manchester United v Sheffield Wednesday 1-0

Antal kampe
Football League
Kampe: 380 Mål: 182

FA Cup
Kampe: 42 Mål: 26

Total:
Kampe: 422 Mål: 208


Jack Rowley blev opdaget af den legendariske manager i Wolverhampton, Major Frank Buckley; men han bar kun deres trøje som gæstespiller under krigen, hvor han bl.a. scorede otte mål for dem i en enkelt kamp. Wolves lod ham gå til Bournemouth, og herfra købte Manchester United ham for £3.000 den 22. oktober 1937. Allerede dagen efter debuterede han for United.

Hans anden kamp for klubben blev et festfyrværkeri, da han fra sin position som venstre wing scorede fire mål i en sejr på 5-1 over Swansea Town. Han var 17 år og 55 dage gammel på det tidspunkt.
Under krigen optrådte han som mange andre spillere for en del klubber.

Han var topscorer for Tottenham, da de vandt League South i 1943/44. Dette betød, at han efter den sæson opnåede en såkaldt War-time International for England mod Wales på Ninian Park i Cardiff. Til den mere alvorlige del hørte, at han deltog i invasionen i Normandiet i juni 1944.

The Gunner, som han blev kaldt, var tids nok tilbage fra krigen til at blive Manchester United’s topscorer i sæsonen 1945/46 med 20 mål i 28 kampe. Da den rigtige turnering kom i gang i sæsonen 1946/47 og indtil han forlod Manchester United i 1955 må han betegnes som en af de førende angribere i engelsk fodbold. Han scorede et utal af mål bl.a. to i pokalfinalen i 1948. Da United vandt mesterskabet i 1951/52 scorede han 30 mål, hvilket var rekord, indtil Denis Violett scorede 32 mål i 1959/60. Han opnåede seks landskampe for England og scorede fire mål i en kamp mod Irland på Maine Road.

Jack Rowley var ud af en fodboldfamilie. Hans far havde stået i mål for Walsall før krigen, og hans bror, Arthur Rowley, er den spiller, der har scoret flest mål i engelsk fodbold nogen sinde. Han scorede 433 ligamål i 619 kampe. Det er lidt mærkværdigt, at de to brødre scorede deres ligamål nummer 200 på samme dag og så med kun 12 minutters mellemrum.

Jack Rowley døde den 28. juni 1998.
Stan Pearson (1919-97)
VCenstre inderwing

stan_pearson.jpgStan Pearson

blev født den 17. januar 1919 i Salford, Manchester.

Karriere: Adelphi Lads’ Club/Manchester United dec. 1935 (amatør)/maj 1937 (prof.)/Newcastle United, Brighton & Hove Albion, Queens Park Rangers under 2. verdenskrig/Bury feb. 1954/Chester player-manager okt. 1957,fortsatte som manager efter han holdt som spiller i juli 1959, trak sig tilbage i nov. 1961/Prestbury coach.

Debut: 13/11-1937 Chesterfield v Manchester United 1-7

Antal kampe:
Football League
Kampe: 315 Mål: 128

FA Cup
Kampe: 30 Mål: 21

Total
Kampe: 345 Mål: 149

Stan Pearson var en af flere unge spillere, der debuterede for Manchester United i sæsonen 1937/38, hvor klubben sikrede sig oprykning til den bedste engelske fodboldrække som nummer to i 2. division efter Aston Villa, men kun på bedre målscore end nummer tre Sheffield United.

Han kom fra den næsten legendariske Adelphi Lads’ Club.
Han var strategen på holdet i årene efter krigen. Han var en teknisk fremragende spiller, der også magtede rollen som målscorer. Han scorede et brilliant hat-trick i semifinalen på vej til pokalsejren mod Derby County.
En anden af hans store dyder var, at han var utrolig konstant. I de første syv sæsoner efter krigen missede han kun 13 ligakampe, og de fleste af disse var på grund af deltagelse i landskampe. Dengang spillede man internationale kampe på dage, hvor der var fuldt ligaprogram. Stan Pearson opnåede otte landskampe for England.
I slutningen af sin spillerkarriere deltog han i en walisisk pokalfinale med Chester.
Stan Pearson døde den 17. februar 1997.

Charlie Mitten (1921-2002)
Venstre wing

Charlie Mitten blev født den 17. januar 1921 i Rangoon i det daværende Burma.

Karriere: Dunblane Rovers/Strathallan Hawthorn/Manchester United aug. 1936 (amatør), jan. 1938 (prof.)/Tranmere Rovers, Cardiff City, Southampton, Chelsea og Wolverhampton Wanderers under 2. verdenskrig)/Santa Fe, Columbia 1950-juni 1951/Fulham jan 1952/Mansfield Town player-manager feb. 1956/Newcastle United manager juni 1958-okt. 1961/Altrincham player-manager 1962.

Debut: 31/08-1946 Manchester United v Grimsby Town 2-1

Antal kampe
Football League
Kampe: 142 Mål: 50

FA Cup
Kampe: 19 Mål: 11

Total
Kampe: 161 Mål: 61

Charlie Mitten

blev født i Rangoon i Burma i det sydøstlige Asien, hvor hans var udstationeret med et skotsk regiment.

Familien vendte tilbage til Skotland i 1926. Da han var 15 år gammel blev han tilbudt kontrakter i både Glasgow Rangers og Hearts; men i stedet valgte han Manchester United.
Under krigen var han i Royal Air Force, og han havde den mærkværdige oplevelse at blive udtaget til en såkaldt Charity International som 12. mand for Skotland, selv om han var englænder.

Charlie Mitten havde et kraftfuld skud og scorede en del mål for Manchester United. I marts 1950 scorede han fire mål, da United på Old Trafford besejrede Aston Villa med 7-0. Tre af disse mål var på straffespark. Kort tid derefter forlod han Manchester United, da han fik et lukrativt tilbud fra klubben Santa Fe i Bogota i Colombia.

Dengang var der strenge regler i engelsk fodbold med maksimumløn til spillerne. Eventyret i Sydamerika fik dog hurtigt ende. I sommeren 1951 vendte han tilbage til England og fik seks måneders karantæne og en bøde på £250. Dette skal ses i lyset af, at Colombia ikke var medlem af det internationale fodboldforbund FIFA.
Matt Busby solgte ham derefter til Fulham, og han kom senere til Mansfield som player-manager. I 1958 blev han udnævnt til manager i Newcastle United.

Han havde stor interesse for greyhoundløb, og han havde fra sit kontor i Newcastle en direkte telefonlinje til greyhoundbanen. Hans to sønner, John og Charlie Jnr. samt barnebarnet Paul var alle i Manchester United som ungdomsspillere; men ingen af dem opnåede kampe på førsteholdet. Der udkom i 1996 en bog om Charlie Mitten.

Den hedder Bogota Bandit og er en fremragende biografi.
Charlie Mitten døde i 2002.


Jack Warner (1911-80)
halfback

Jack Warner blev født den 21. september 1911 i Trelaw, Tonypandy, Wales

Karriere: Trelaw Juniors/Treorchy Juniors/Aberaman 1932/Swansea Town jan. 1934/Manchester United juni 1938/Oldham Athletic player-coach juni 1951/Rochdale player-manager juli 1952-maj 1953.

Debut: 5/11-1938 Aston Villa v Manchester United 0-2

Antal kampe:
Football League
Kampe: 105 Mål: 1

FA Cup
Kampe: 13 Mål: 1

Total
Kampe: 118 Mål: 2

Jack Warner var waliser, og han spillede for Swansea Town, da Manchester United opdagede ham i forbindelse med en turneringskamp i 2. division mellem de to klubber. Han scorede et flot mål for sit hold, og kun to måneder senere kom han til United.

Det tog ham et stykke tid at komme på førsteholdet, idet United holdt ved de spillere, der havde sikret oprykningen til 1. division; men da han først var kommet på førsteholdet, imponerede han på midtbanen med sin boldkontrol og fine afleveringer frem til angriberne.

Efter krigen spillede han stadig regelmæssigt på førsteholdet; men i 1948 overtog han anførerbindet på andenholdet i Central League efter den senere træner Bert Whalley, som jeg portrætterer næste gang.

Han spillede kun med i en af de syv kampe på vej mod pokaltitlen. Han var stand in for John Anderson i kampen
mod Charlton Athletic, og han scorede endda det ene mål. Han spillede to landskampe for Wales.
Den 22. april 1950, da han var 38 år, blev han den ældste spiller, der har optrådt for Manchester United efter krigen. Han overtog trøjen med nummer 4 efter Jeff Whitefoot, der ugen før havde debuteret hjemme mod Portsmouth, og han var dermed den yngste spiller, der har optrådt for klubben i en turneringskamp.
Jack Warner var kun 69 år, da han døde i sin hjemby den 4. oktober 1980.

 
Statistik
Advertisement

Manchester United Supporters Club Scandinavian Branch

© 2008 Hjemmesider med stil