De Sekundære Udviklingspokaler

Af Anders Bank-Rasmussen, Journalist, Kanal 5 Sporten

”Sikken en idiot. Han kommer med hatten i hånden om nogle år og beder om interviews”. Alex Ferguson var alt andet end begejstret, da han ovenpå Champions League-nederlaget til Besiktas kunne læse, at visse engelske aviser afskrev hans unge talenter som Rafael, Gibson, Macheda og Welbeck.

Præstationen var da heller ikke overbevisende i opgøret mod tyrkerne, hvor Ferguson havde valgt en hel stribe af unge talenter til startopstillingen. Gibson (22), Anderson (21), Obertan (20), Rafael da Silva (19), Welbeck (19) og Macheda (18). Alligevel valgte han at holde fast i en del af dem til denne uges Carling Cup-kvartfinale mod Tottenham, og det gav i den grad pote. Specielt takket være Darren Gibson, der igen fik vist, at han kan det der med at sparke til en bold.

For mit eget vedkommende er jeg stærkt optimistisk på vegne af mange af disse spillere, selvom jeg ikke er overbevist om, at de nødvendigvis har det, der skal til for at spille for United. Men som Ferguson så korrekt siger, så kan man ikke træne sig til erfaring i hoved eller ben. Derfor gør han ganske ret i at satse på dem, når muligheden byder sig. Også selvom der kommer svipsere indimellem. For kun ved at give dem kamperfaring kan man finde ud af, om de har United-klasse eller bare niveau til Premier League.

I den sammenhæng kan jeg kun glæde mig over, at vi har det, jeg vil kalde sekundære turneringer, hvor de unge kan få de chancer, som der ikke rigtigt er råd til at give dem i Premier League. Her tænker jeg selvfølgelig først og fremmest på Carling Cup’en, som jeg naturligvis gerne vil se gutterne vinde, hvis de kan. Men jeg er tilfreds, så længe turneringen kan bruges til talentudvikling. Og sådan har jeg det egentlig også med FA Cup’en, selvom det er verdens ældste og mest traditionsrige pokalturnering. Titlen er sekundær i forhold til talentudviklingen her.

Men det gælder selvfølgelig om at finde balancen i de enkelte kampe. For det nytter ikke noget bare at fylde startopstillingen op med 11 talenter, der så ryger ud tidligt i turneringen. Det udvikler jo ikke meget. De har brug for nogle rutinerede kræfter at læne sig op ad. Den balancegang lykkedes fint for Ferguson i Carling Cup’en, og det er den, han skal forsøge at finde igen efter nytår, når det går løs i FA Cup’en.

På den måde kommer de unge drenge igennem en skarp læringskurve, der giver en masse. De 90 minutter i tirsdags mod et motiveret Tottenham-mandskab vil i hvert fald uden tvivl have givet en del til de folk, som Ferguson valgte at satse på. Om det så ligefrem passer, at én kamp hos United svarer til 10 eller 20 andre steder, som Darren ”Football Genious” Fletcher var ude at hævde i løbet af ugen, tvivler jeg stærkt på.

Men ingen tvivl om, at spilletid er den eneste vej frem, og jeg synes, at det ser mere lovende ud end i årevis på talentfronten. Så meget, at jeg tror, at den i indledningen omtalte journalist rent faktisk kommer til at stå med hatten i hånden om nogle år, hvis Gibson og kompagni fortsat får lov til at udvikle sig i de sekundære pokalturneringer. Hvis Ferguson stadig er der til den tid, er jeg til gengæld også ganske sikker på, at han vil bede selv samme journalist rende og hoppe.

And rightly so…