Dommeren er et uundværligt onde

Af Karsten Rung Nielsen, journalist og Manchester United-fan siden starten af 1970erne.

Er dommeren i virkeligheden ikke bare en knold på banen? Et nødvendigt onde og en enevældig diktator, der på egen hånd kan afgøre kampen?

Svaret er ja og nej på samme tid.

Når Thierry Henry med egne hænder afgør, at Frankrig skal spille VM til sommer i Sydafrika, mens Irland må blive hjemme og se på, så er der to ting, der springer mig i øjnene.

Franskmandens manglende fair play, som alt for letkøbt kommer til udtryk efter kampen, og dommerens manglende pusten i fløjten for hånd på bolden.

Nu kan man vel næppe klandre Thierry Henrys spillen håndbold som en bevidst handling. I kampens hede har han næppe tænkt, den snupper jeg lige med hånden og så ind til William (Gallas, red.) med den og vupti mål. Til gengæld er det for enkelt efterfølgende at spille fair og sige, at der var hånd på bolden, samt at en omkamp ville være det bedste. Thierry Henry ved godt, at chancen for, at de høje herrer i FIFA kigger en ekstra gang i whiskysjusserne og dikterer omkamp er lige så store som at se isbjørne på Sydpolen.

At franskmanden så burde idømmes karantæne i en halv snes kampe er så en an-den sag. Det ville i givet fald betyde, at han kan nyde sommerens VM sammen med de irske spillere foran tossekassen…

Til gengæld viste den svenske dommer sig på det afgørende tidspunkt som alt andet end sin opgave værdig, da Frankrig kvalificerede sig til VM. Som en ene-vældig diktator overvejede han tilsyneladende end ikke muligheden for at have begået en fejl, da han undlod at spørge sine linjevogtere, om de mon havde set noget til Thierry Henrys talenter inden for håndbold. Det havde klædt svenskeren, hvis han havde haft overblik og erfaring nok til det. Ikke mindst burde irske spil-leres voldsomme – og forståelige – protester havde fået de små grå i svenskerens hoved til at reagere, men som bekendt er diktatorer ufejlbarlige.

Blot et par dage før franskmændenes åbenlyse fejlagtige, men i dommerens optik korrekte sejrsmål mod Irland slog Gary Neville i The Telegraph til orde for, at de bedste dommere bør dømme de store kampe for på den måde at eliminere forkerte kendelser.

I princippet har vores gode, gamle erfarne back ret, men at komme alle fejl til livs i et spil, der bliver stadig hurtigere og med spillere, der er i topform rent fysisk, er umuligt, selv om dommerne i Premier League er professionelle og så at sige lever af at dømme fodboldkampe og dermed har alle muligheder for at være på toppen både fysisk og mentalt.

Og nok skal dommerne dømme rigtigt – og helst til vores fordel… Men er dom-mernes præstationer eller mangel på samme ikke lige netop én af de ting, der er med til at give spillet og kampene nerve, spænding og endnu flere grå hår ved tindingerne hos os supportere, hvis manden i sort blæser på de forkerte tidspunk-ter? Og for manden i sort er det snart sagt umuligt at dømme fejlfrit i og med, at omtrent hvert eneste fløjt analyseres og vises utallige gange i slow motion fra alle vinkler, så vi hjemme i sofaen netop får muligheden for at kloge os på bekostning af manden i sort, der har et enkelt splitsekund til at træffe sin afgørelse.

En af de charmerende ting ved spillet er vel lige netop, når dommeren dømmer forkert, giver den forkerte gult eller rødt kort eller tildeler et forkert dømt straffe-spark? Hvad husker du fra VM-finalen 1966 udover Geoff Hurst’ mål, hvor bol-den ramte målstregen og strøg i spil igen? Og hvad med Argentina – England ved VM i 1986, hvor en lille props hånd spillede en afgørende rolle? Og Tottenhams mål på Old Trafford for en del år siden, hvor bolden var halvanden meter bag målstregen, uden at dommeren gav London-holdet kredit for det?

Jo, det er det vi husker fra disse og mange andre kampe. Disse åbenlyse fejl er med til at give spillet, passionen og diskussionen liv, så måske skal vi bare være glade for, at dommeren er en diktatorisk knold, der på banen kan afgøre kampen på egen hånd…