|
Har vi tabt momentum?
Af
Mads Thyrsted Laursen, journalist Dagbladet Holstebro-Struer
Denne kommentar er skrevet umiddelbart efter den sidste af
to massive skuffelser og ekstremt ydmygende kampe mod henholdsvis Blackburn og
Newcastle. Manchester United har i disse to kampe smidt, og ja, jeg mener
faktisk smidt, seks point, som ville være mere end gavnlige i den tilspidsede
mesterskabskamp med ærkerivalerne og hadeobjektet Manchester City. Og begge
kampe har været så skuffende og elendige, at det får alle alarmklokker og
lamper til at blinke!
For få måneder siden var Manchester United fem point efter
City samtidig med, at holdet var ufatteligt mange mål efter i den samlede
målstatistik. Men langsomt og sikkert, gennem en række 1-0-sejre, kæmpede
United sig tilbage og var nytårsaftensdag helt oppe på siden af, og med
muligheden for at spiller sig forbi, Manchester City og op på førstepladsen ved
indgangen til 2012. Men siden da gik alt helt helt galt.
Inden kampen mod Blackburn virkede det som om, at momentum
havde skiftet fra den ene ende af byen til den anden. Og derfor forventede alle
vel også, at United slog Blackburn. Specielt efter to overbevisende 5-0-sejre,
hvor spillet virkelig havde været fantastisk!
Men en forfærdelig indsat i store dele af kampen fra hele
holdet, og et stort målmandsdrop, gav et 3-2 nederlag, og dermed måtte vi
stadig se os være efter City.
Og for at gnide endnu mere salt i såret, så præsterede United onsdag aften en
af holdets suverænt dårligste præstationer i denne sæson ude mod Newcastle. Og
det var ikke et mål for stort.
Det var, hvad holdet fortjente i en uinspireret og viljeløs
omgang fodbold, hvor Newcastle virkede som et hold, der ville det meget mere end
United, og som havde forberedt sig virkelig godt til den opgave, som holdet
stod overfor.
Og værre blev det af, at City tirsdag aften havde vist uhyggeligt
styrke ved at gennembanke Liverpool, der i øjeblikket er på niveau med
Newcastle, 3-0 og dermed igen bringe sig tre point foran de regerende engelske
mestre.
På under en uge forduftede momentum fra Old Trafford og
tilbage til Etihad Stadium. Og det på et tidspunkt, hvor det virkede som om, at
Manchester Uniteds rutine og stigende og veltimede formkurve havde gjort
udslaget. Men nej.
De to kampe, som United senest har spillet, har vist, at der er meget langt til
mesterskabet, hvis det er det spil, som vi har tænkt os at præstere. Vi kan
ikke forvente, at vi henter mange point med en så skandaløs indsats.
Det, som bekymrer mig mest er, at Manchester City igen virker skræmmende stærke
og som et hold, der nærmest er umuligt at ryste. Jo vidst, tabte de
overraskende til Sunderland, men de rejste sig i modsætning til os med det
samme og kom tilbage på sporet med en overbevisende præstation.
Jeg ved godt, at St. James Park, eller Sport Direct Arena,
som det rettelig hedder, ikke er noget nemt sted at spille for United, og
derfor havde uafgjort vel også været ok på forhånd. Men at tabte 3-0 – det er
ganske enkelt ikke godt nok.
Det bekymrer, at United i denne afsluttende halvdel af sæsonen
har alle de store hold, undtagen Liverpool, på udebane, mens City i samme
periode har de samme modstandere, undtagen Arsenal, hjemme. Med dem form, som
City viser hjemme, og sådan som vi har spillet ude, så kan United faktisk
risikere at stå uden meget mere end en tre til fire point for de kampe. Og
smider City nok point mod de samme modstandere og mindre hold? Næppe.
Nu skal det ikke lyde som om, at Deres skribent allerede
overgiver sig og giver City mesterskabet. For det gør jeg ikke. Men der skal
til at ske noget, hvis United skal vinde det.
Vindermentaliteten og troen på egne evner skal tilbage. Det gode spil skal findes
frem igen. Ferguson skal opbygge en beton defensiv, der ikke er til at nedbryde
– og finde den målmand, som han tror mest på. Samtidig kommer de skadede
forhåbentligt snart tilbage, og så ville det heller ikke gøre noget med et par
forstærkning i form af nogle midtbanespillere og måske en centerforsvarer.
Søndagens FA Cup-kamp mod Manchester City kan være en
kærkommen lejlighed til at vende bøtten og komme ”back on track”. Men det
kræver en helt anden indstilling og et helt andet spil end det, som har været i
de seneste to kampe. Men lige så vel som det kan blive et vendepunkt, så kan et
nederlag blive en kniv i et i forvejen meget åbent sår. Og det kan i værste
fald sætte punktum for resten af sæsonen, fordi vi så er meget hårdt ramt
mentalt.
Lad os håbe, at momentum inden længe finder tilbage til Old
Trafford – og bliver der til sæsonen er slut.
|