menu
Ligatrofæet bliver i Manchester E-mail

Ligatrofæet bliver i Manchester

Af Karsten Rung Nielsen

1-6, ren røvtur mod City og det største nederlag siden tre gange 0-7 mod henholdsvis Blackburn, Aston Villa og Wolves i 1926, 1930 og 1931 ifølge diverse udgaver af den årlige Rothmans Football Yearbook.

Os, der var så (u)heldige at overvære nabokrigen live, havde vel knap forladt stadion før diskussionen, om det var good bye til mesterskabet, var begyndt.

Jeg har lyst til at fortsætte lidt med at fundere over, hvem der ligger øverst i Premier League, når alle klubber har spillet 38 kampe. I min sidste kommentar skrev jeg, at ”det er sidst på vinteren og henover foråret, fårene skilles fra bukkene. Til den tid er United, City, Chelsea og måske Liverpool stadig med”.

Vel, Liverpool bliver – heldigvis – ikke mester denne sæson. Chelsea formentlig heller ikke. Det betyder, at trofæet bliver i Manchester. Spørgsmålet er bare i hvilken ende af byen. Efter min bedste overbevisning rykker 1-6 fadæsen intet ved det faktum, at United stadig er kapable til at hente fem point på City.

Stjernegalleriet ovre i den anden ende af byen har vel deres værste modstander i sig selv – hvor længe kører Tevez-sagen, og hvordan påvirker den præstationerne på banen? Og klarer man at holde fokus på Champions League, hjemlig liga og FA Cup? På én gang.

Heldigvis er jeg ikke så bekymret for fortsættelsen 1-6 blamagen til trods. Jeg minder om, at United i efteråret 1996 lavede følgende serie: 3-6 mod Southampton, 1-2 hjemme mod Chelsea og 0-5 mod Newcastle. Og hvem stod med mesterskabet i maj 1997?

City kommer indiskutabelt til at smide point og får naturligvis en down periode i løbet af vinteren. Det store spørgsmål for mig at se er, hvordan manager Mancini tackler den hurdle. Sir Alex Ferguson kender gamet, Premier League og har som kendt en unik evne til at bringe spillerne i form akkurat, når det er vigtigst. Og det er det ikke i september, men henover vinteren og foråret. Sprudler City stadig til den tid? Eller er gassen gået af den lyseblå ballon?

Jeg er overbevist om, at United kommer til at være med helt ind. Det kræver maksimalt af Uniteds ”indfødte” spillere og masser af never say die-holdningen. Disse to ting kan blive afgørende i forhold til Citys spillere, der er købt til projekt skaf klubben succes koste, hvad det vil – sheiken betaler. Det er vel kun Micha Richards, der er ”indfødt” lyseblå, og spørgsmålet er, om hjerterne i det lyseblå stjernegalleri bløder lige så meget for sagen som ovre i den røde del af byen.

 
Statistik
Advertisement

Random Image

Ingen billeder

Manchester United Supporters Club Scandinavian Branch

© 2008 Hjemmesider med stil