Tillykke - husk lige at være lidt ydmyge

Af journalist Karsten Rung Nielsen.
 
Mindst dårlig? Bedst? Mest stabil eller mindst ustabil?
Egentlig er spørgsmålene ligegyldige nu, hvor vi kan sole os hele sommeren i vished om, at Manchester United endnu en gang stod distancen.
 
Manchester United er mester sæsonen 2010/11. Jeg anser det som en selvfølge, at det ene point, der reelt set mangler, kommer ind på kontoen i én af de to resterende kampe mod Blackburn og Blackpool. Alt andet vil være en sensation af de større.
 
Mesterskabet er nummer 19 i alt og det 12. på 19 sæsoner siden 1992/93; det betyder, at vi har én aktie mere i trofæet end Liverpool, der til sammenligning brugte over 20 på at samle 12 mesterskaber; 1965/66 til 1989/90.
Egentlig havde jeg tænkt mig at harcelere lidt over den manglede kvalitet i årets udgave af Manchester United, men det har jeg og andre brugt rigelig mange spaltemillimeter på denne sæson.
 
Ingen skal være i tvivl om, at jeg sad i den sorte lædersofa hjemme i Haderslev iklædt den røde trøje fra den legendariske 1998/99-sæson med klump i halsen og våde øjne, da den endnu en gang uduelige dommer Howard Webb fløjtede kampen mod Chelsea af; 2-1 til os, tre point og mesterskabet er så godt som sikkert.
Jeg er mindst lige så stolt som alle andre supportere af Manchester United til sammen. Årsagen ligger måske i, at jeg er en halvgammel og nogenlunde almindelig mand årgang 1962, der med gru og kuldegysninger mindes den gang i 1970erne i skolegården på Lindebjergskolen i Næstved, hvor alle holdt med Liverpool – jeg var ganske alene om at have den holdning, at Manchester United var bedst. 
 
Altså: For mig er det ingen selvfølge, at Manchester United har 19 hold bag sig, når sæsonen er slut. Sådan var det ikke for 35 og 40 år siden. Det var trælse tider med ganske få trofæer, og jeg vover den påstand, at samtlige læsere af denne kommentar født senere end 1985 umuligt kan forestille, at der ikke er automatik i, at Manchester United er med der, hvor det er sjovest, når sæsonen lakker med enden.
 
Tro mig. Det er der ingen automatik i, om end Sir Alex Ferguson de seneste 25 år har bygget et voldsomt solidt fundament, som formentlig også holder den dag, han vælger at trække sig tilbage.
Akkurat det faktum, at vi bekender os til den røde del af Manchester betyder, at vi er heldige at have tabt vores hjerter til en klub, der de seneste 20 år har udvidet trofæskabet mere end en gang for at få plads til alt sølvtøjet. Det betyder også, at vi bør være glade og stolte, men også en anelse ydmyge og lige minde os selv om, at abonnementet på et eller flere trofæer sæson efter sæson måske ikke varer ved; det er ikke en selvfølge, at Manchester United er på toppen.
 
Jeg krydser fingre for, at Sir Alex Ferguson klarer at skaffe de forstærkninger, der skal til især på midtbanen, for at vi skal være med helt fremme også de kommende sæsoner; den centrale midtbane skriger efter forstærkninger.