Værdier, der skaber succes

Af Jonas Heltberg, journalist

Jeg tror, det var et af de afgørende øjeblikke i Alex Fergusons karriere som manager i Manchester United, da han i 1989 skilte sig af med Paul McGrath og Norman Whiteside, to af 80’ernes absolut største United-profiler.

De havde begge et udisciplineret forhold til alkohol og blev af den nye manager opfattet som drivkræfterne i en usund alkoholkultur, der dengang prægede omklædningsrummet på Old Trafford. Så de måtte ud.

Det kan være svært i dag at leve sig helt ind i, hvor stort et mod Ferguson ved den lejlighed demonstrerede. Men man skal huske på, at hans position som forholdsvis ny manager uden nogen resultatmæssig succes var ganske svag. Og at det var to af holdets allermest populære spillere, han viste køkkendøren.

Sagen viser noget om, hvad det er for værdier, der har gjort Alex Ferguson til den trænerlegende, han er blevet. Flid. Hårdt arbejde. Fællesskab. Disciplin. Og mod. Mod til at handle på baggrund af sine værdier.

Det kan synes paradoksalt, at netop skibsværftsarbejderens søn fra Glasgow, der aldrig har glemt de værdier, han voksede op med, er blevet den største managerprofil i fodbolden i en tid, hvor de store penge og den globale kommercialisering af sporten slår igennem.

Men måske er det netop ikke et paradoks, men dybt logisk. For måske er Ferguson, med sine fællesskabsorienterede værdier, den rette til at holde styr på en flok egocentriske mangemillionærer?

Det er karakteristisk, at United i alle årene under Ferguson har lignet et hold og ikke bare en samling højtbetalte individualister. Og når der har været optræk til, at nogen satte sig selv højere end fællesskabet, har man gjort kort proces.

På den måde har Ferguson sat sig i respekt. Og skabt fundamentet for klubbens kontinuerlige succes.

Men der er en anden, lige så vigtig side af Alex Ferguson. Den side, der får ham til at gå gennem ild og vand for de spillere, han opfatter som en gevinst for fællesskabet. De menneskelige egenskaber, der gør, at han har været som en faderfigur for genererationer af unge, store talenter, som han har coachet, plejet, udviklet og opmuntret til at springe ud som fuldmodne verdensklassespillere.

Og så er Sir Alex også en pragmatiker, der er parat til at slække på sine principper, når det skønnes nødvendigt. Lige så kort proces, han har gjort med nogle spillere, lige så tolerant har han været over for andre. Senest oplevede vi, hvordan Ferguson i fjor fik overtalt Wayne Rooney til at blive i klubben trods åbenlys illoyalitet. Tilbage i 80’erne var Bryan Robson en del af den usunde alkoholkultur, men han blev fastholdt i klubben.

Spørger man Ferguson, vil han nok sige, at Rooney var offer for dårlig rådgivning fra sin grådige agent. Og Robsons alkoholforbrug var ikke var så slemt som de andres.

Måske. Men sagerne viser også, at Ferguson har et meget godt øje for, hvad det er for spillere, der leverer så ekstraordinært på banen, at man må se igennem fingre med visse ting og måske endda gradbøje sine principper.

Det synes jeg slet ikke, han skal skamme sig over. For Alex Ferguson er en pragmatiker med en sund dømmekraft, der sjældent slår fejl. Og det er slet ikke så skidt.

Tillykke med jubilæet, Alex. Og tak for alle de oplevelser, du har givet os. Uforglemmeligt har det været.