UNITED FORUM

Den største af alle kampe

Af Mads Thyrsted Laursen, journalist ved Dagbladet Holstebro

Ih, hvor jeg glæder mig! Sådan rigtigt og inderligt. Sådan, at jeg kan mærke, hvordan min puls stiger, hver gang jeg på en eller anden måde bliver mindet om, at nu er det nu. Jeg har glædet mig til, vi igen skal spille mod Manchester City – og nu er tiden endelig kommet.

Lad det være sagt med det sammen. Jeg er ikke Manchester City-fan, og jeg bliver det heller aldrig.

Jeg har faktisk altid haft det dårligere med dem, end jeg har haft det med Liverpool. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, og jeg har svært ved at sætte ord på det. Selv da de lå i de lavere divisioner og roede rundt, var det stadig det hold, der kunne få mig mest op i det røde felt.
I lang tid var der mange, der ikke kunne forstå mig. Hvorfor bekymre sig om et hold uden format og uden evne til at spille med i toppen? Men som de seneste år er gået er flere og flere begyndt at forstå mig.

Forståelsen startede, da Manchester City fra den ene dag til den anden fik tilført så mange arabiske milliarder, at antallet af nuller på checken kunne, og kan, gøre én helt svimmel. Siden den dag har det været logisk, at Manchester City i fremtiden vil være et hold, som vi skal regne med i fremtiden. Et hold, der har adgang til så store summer, at de altid vil tiltrække sig kvalitets spillere fra hele verden.
Men har det gjort dem til et bedre fodboldhold – nej er mit svar.

For der skal mere end milliarder til at skabe et fodboldhold. Der skal sjæl og klubånd til – hvilket jeg kommer tilbage til.

For mange blev hader først rigtig stort, da City hentede Carlos Tevez og kort efter valgte at ”udsmykke” Manchester by med billeder af den griske argentiner med teksten: ”Welcome to Manchester” og andre floskler som ”Manchester is blue”.

Og hvor kom det lige fra? Jeg erindrer ikke, at jeg i mine snart utallige besøg i byen har fundet den mere blå en rød.

Tevez-sagen bragte mange op i det røde felt og fik for alvor hadet til de lyseblå, the noisy nabours, the bitter blues, at blusse op hos mange.

Og siden da er fuldt flere højdramatiske kampe, hvor United flere gange har hevet en sejr hjem i overtiden. Hvor tændingen har været ekstrem høj både på banen og på lægterne – og ind i mellem også lidt for høj på gaderne før og efter kampene.

Opgøret mod Manchester City har i gennem de seneste år fået en større og større betydning, og det er i dag én af de kampe, som vi bare ikke må TABE!

Jeg vil faktisk driste mig så langt til at sige, at kampene mod Manchester City er årets største kampe.

Og hvorfor? Fordi det er et opgør mellem to fodboldfilosofier. Et opgør mellem klubånd og pengenes magt. Et opgør mellem to klubber fra samme by, men hvor sjælen er så forskellig som ild og vand.

Manchester United står for egenproducerede talenter, en stolt historie, hvor klubben gang på gang har rejst sig fra asken og genopstået på smukkeste vis. En klub, hvor selve sjælen lever i klubben og hele tiden går i arv fra den ene generation af spillere til den anden.

På den anden side står det modsatte i form af et sammenbragt mandskab for milliarder uden nogen form for tilknytning til klubben og uden nogen form for indgroet klubmentalitet.

Manchester City er en sammenbragt flok af talentfulde fodboldspillere, der sammen skal vise, at det faktisk kan lade sig gøre at købe sig til succes i moderne fodbold. Men om det nogensinde vil lykkes, er det store spørgsmål. Men de er på vej, og der er ikke nogen tvivl om, at de indenfor den nærmeste årrække vil vinde det engelske mesterskab og måske Champions League. Med så mange midler, skal der meget til at stoppe dem år efter år.

Men hvad kan vi så forvente os af årets kamp?

Enten bliver det særdeles målrigt, eller også bliver det en taktisk affære, hvor frygten for at tabe er større end lysten og viljen til at vinde.

En ting er dog helt sikkert. Der kommer ikke til at mangle intensitet, dramatik og spænding til det sidste.

Jeg glæder mig, til jeg om små tre døgn står på Old Trafford og overværer årets kamp – for det bliver det. Og jeg vil synge mine lunger ud for at blæse mit United frem til sejr. Det hold, som jeg tror på, har den rigtige fodboldfilosofi og den rigtige sjæl.

Jeg vil opfordre Dem, kære læser, til at gøre det samme, hvor end De måtte være på søndag. Holdet har brug for opbakningen, og den støtte, vi giver, vil komme tifoldigt igen i form af en sejr. Bare tanken om håneretten får pulsen til at stige.

Med ønsket om en god kamp til alle!

U-N-I-T-E-D, United are the team for me!