Skidegodt, Shaw

Af Karina Harrestrup

Hov, den havde jeg faktisk ikke set komme – 22-årige Luke Shaw har kæmpet og kæmpet med formen siden sin lange skadespause, og det har været som om, han ikke har kunnet finde ordentligt fodfæste på grønsværen igen.

Det har heller ikke virket som om, Mourinho har haft den store tiltro til den unge englænder, der har fået en helt del kritik for både sin form og attitude fra den portugisiske manager.

Luke Shaw har i lang tid været nærmest nederst i hierarkiet, når venstre back skulle besættes, og man må give den gode 32-årige Ashley Young, at han virkelig er blomstret op igen og endda også er i spil til at komme med det engelske landshold til VM i Rusland til sommer. Dermed har det været ekstra svært for Shaw at tilspille sig muligheden på banen, og hollandske Daley Blind har også fået spilletid før den unge englænder.

Ifølge jungletrommerne, der varsler rygter om spillere på vej, tyder det også på, at Mourinho skulle være meget interesseret i at hente Tottenhams venstre back Danny Rose i januar-transfervinduet – en spiller der også har bidt sig fast på det engelske landshold, og som med sine 27 år har lidt længere ”perspektiv” end en ”aldrende” Ashley Young, som i fodboldverdenen jo ikke just er en vårunge længe.

Men så fik Luke Shaw alligevel spilletid mod CSKA Moskva på Old Trafford tirsdag aften i 2-1-sejren, der sikrede førstepladsen i gruppen inden lodtrækningen til næste runde. Jeg havde ikke de store forventninger til, at han nu faktisk ville vise sig fra den fremragende side, som han viste inden skaden. Men hold nu op, hvor gjorde han sine kritikere til skamme.

For første gang i en evighed spillede Shaw en hel kamp, og han viste hvorfor, han inden sin skade blev købt i dyre domme – og blev betegnet som et af de helt store talenter på de engelske fodboldbaner. Især den fremdrift, som han tidligere har vist – og som Ashley Young også står for – var helt i top, og der blev skabt rigtig meget fra hans kreative fødder.

Jo jo, han måtte lige lægge sig på græsset med lidt krampe, men når man tænker på, hvor længe det er siden, han sidst har spillet en fuld kamp på førsteholdet, så er det vel ikke så slemt. Om så han lige får spilletid i den livsvigtige kamp mod Manchester City, hvor hullet op til ”the noisy neighbours” i tabellen skal mindskes, er nok tvivlsomt, da jeg stærkt regner med, at venstre back der bliver besat af Ashley Young. Men jeg er lige pludselig igen meget positiv, når det gælder Shaws fremtid i klubben, selv om jeg har troet, at han snart ville blive solgt.

Mourinho har også rost den unge Luke Shaw efter kampen og sagt, at han helt sikkert kommer til at få flere chancer efter en yderst positiv optræden tirsdag aften. Og dét er velfortjent!