Spark romantikken til hjørne

Af David Lamuño Suárez

Blandt United fans diskuteres der flittigt, hvem der fremover bør stå i spidsen for De Røde Djævle, samt hvilke spillere der skal udgøre stammen på fremtidens United hold. Denne uges skribent mener, at der skal bladres i historiebogen og skrives et nyt kapitel.

Uniteds nye manager

Det kan efterhånden tælles på en hånd, hvor mange fans der ønsker, at Louis Van Gaal fortsætter som manager i Manchester United i næste sæson, men holdningen til hvem der skal afløse ham er delt i to lejre.

I det ene hjørne står nostalgikerne, som ønsker, at klubbens berømte søn, Ryan Giggs, overtager tøjlerne. Blandt de væsentligste argumenter er, at han kender klubben som sin egen fodboldbukselomme, han har spillet under SAF stort set hele sin karriere, og han har Uniteds DNA helt ind under huden. Han vil med andre ord være garanti for kontinuitet og offensiv fodbold med klassisk wing spil “the United way”, sådan som fansene på Old Trafford ønsker det.

I det andet hjørne står dem, som ønsker en stor trænerkapacitet, med garanti for trofæer, i spidsen for The Red Devils. Efter den skotske knudemand, og den hollandske træmand, er der ikke flere skud i bøssen, da tre sæsoner med lidet flatterende præstationer er mindst to for meget. Problemet er bare, at disse trænerkapaciteter ikke hænger på træerne – Tidligere CL vindere som Pep og Ancelotti er allerede afsat, sydamerikanske trænere har ikke for alvor haft succes i Europa, og Joachim Löw har ikke bevist sit værd som klubtræner. Desuden er der en håndfuld lovende trænere på kontinentet, men fælles for dem alle er, at ingen af dem har trænererfaring fra PL, og de få managers som kunne være relevante i PL, er ikke tilgængelige.

Det efterlader én mand tilbage, nemlig José Mourinho! Det er en mand, som deler vandene, men faktum er, at hans CV er “second to none” med to CL titler, en UEFA cup, tre PL titler samt mesterskaber i både Portugal, Italien og Spanien.

Da jeg ikke mener, at blot fordi man har været en fodboldspiller i verdensklasse, er man per automatik også en ditto træner, så er Giggsy i min optik ikke det rette valg. Han har kun erfaring som hjælpetræner (her ser jeg bort fra de fire kampe han fik som manager i kølvandet på Moyes’ fyring) og bør derfor prøve sig selv af (med succes) i en klub eller to, før han bliver aktuel i en klub af Uniteds kaliber. Mou derimod har bevist rigeligt de sidste mange år, ligesom han ikke vil være skræmt over at stå i spidsen for en storklub som United (tværtimod), og endelig kan han tiltrække spillere fra den øverste hylde alene på sit renommé og venskab med fodboldagenten Jorge Mendes.

Efter flere års pokaltørke kan jeg godt leve med hans urolige sjæl, pressede pressemøder og en spilfilosofi der ikke helt matcher Uniteds. Faktisk tror jeg, at hans beundring for engelsk fodbold i almindelighed og United i særdeleshed gør, at han vil udvise en passende adfærd. Alternativt må Ferguson, over en god flaske vin, fortælle ham, hvordan man opfører sig, når man står i spidsen for Manchester United. Men at vælge Mourinho svarer til, at sætte den rutinerede og sejrsvante spiller på holdet til den store finale på bekostning af det unge, men urutinerede, talent.

Jeg tror, at det er på tide, at vi United fans ser realiteterne i øjnene og erkender, at de 26 år med Fergie var helt usædvanlige i moderne fodbold, og at vi blot skal nyde minderne i stedet for at forsøge at kopiere dem.

Fremtidens stamme i United

Manchester United har ry for at avle deres egne talenter. Det er en myte, som hviler i det faktum, at gennem tiderne har United haft to store hold fyldt med egne spillere, nemlig Busby Babes og The Class of 92, samt at United er den klub, som har leveret fleste spillere til andre klubber i PL. Det er helt exceptionelt, at så mange egenproduceret spillere slog igennem på samme tid, da man normalt er tilfreds, hvis én eller to unge spillere fra hver årgang ender på førsteholdet, og det er derfor ikke noget, man kan planlægge ud fra.

Sir Alex var en mester i at nurse de unge spillere – Oftest gav han dem debut i en ubetydelig cupkamp, hvorefter han udlejede dem for til sidst langsom at spille dem ind på førsteholdet. Sandt er det også, at United under SAF gav debut til et stort antal “homegrown players”, men de fleste af dem fik ikke mere end en håndfuld kampe for klubben, om end mange af dem fik en fin PL karriere i mindre klubber.

Personligt mener jeg, at det er naivt at tro, at United igen kan producere en hel flok af unge verdensklassespillere fra nabolaget, som kan udgøre stammen på holdet i et helt årti – Selv Barcelona har tilkøbt to tredjedel af deres angreb, og kampen om de unge talenter er benhård. Med de eksorbitante summer som PL klubberne i dag bruger på at hente færdigudviklede spillere ude fra, så er United tvunget til at følge trop og ligeledes have 4-5 verdensklasse spillere i startelleveren, og med al respekt for alle de unge spillere, som Van Gaal har givet debut i denne sæson, så er der i min optik ingen Ballon d’Or vindere iblandt dem. Siden Fergie’s fledglings slog igennem i midten af 90’erne, er det vel ret beset kun Paul Pogba (og delvis Piqué), der er kommet igennem Uniteds ungdomssystem med prædikatet verdensklasse, og de spiller desværre på andre adresser i dag.

Når det så er sagt, så skal de unge spillere selvfølgelig også spille på førsteholdet, hvis de er gode nok, men de skal ikke spille blot fordi, at de er opflasket i Uniteds ungdomsrækker, hvis der er en bedre spiller på samme position, som er hentet ind udefra. Min påstand er derfor, at Uniteds nye manager skal til lommerne og minimum hente to midterforsvarer, en central boks-til-boks midtbanespiller og en angriber af den fineste slags, hvis pokalerne skal tilbage til den røde del af Manchester – Pengene til finansieringen af indkøbene kan han skaffe ved at sælge ud af Moyes og Van Gaals mange fejlkøb.

Jeg tror, at det er på tide, at vi United fans ser realiteterne i øjnene og erkender, at årene med Neville brødrene, Beckham, Butt, Scholes og Giggs var helt usædvanlige i moderne fodbold, og at vi blot skal nyde minderne i stedet for at forsøge at kopiere dem.

Det er hårde ord fra en nostalgiker som undertegnede, men jeg vil hellere se fremad mod nye trofæer, end at dvæle i minderne om de gamle, og da udviklingen i moderne fodbold går stærkt i disse år, er United nødt til at give køb på nogle af de gamle værdier og følge med strømmen, hvis nye sejre skal vindes inde på banen.