Statistik, et udebanekompleks og filosofi

Skrevet af Morten Kamper

Denne klumme skulle egentligt have handlet om det nyligt afsluttede transfervindue! Jeg ville have beskæftiget mig lidt med de tre mest prominente spillere, der forlod Carrington til fordel for andre træningsanlæg i løbet af januar måned. Anderson skulle have et ordentlig adieu samt et goodbye til Darren Fletcher og Wilfried Zaha, med ønsker om at de lykkes på deres videre færd. Specielt når de spiller mod CSKA London, Scouserne og vores blå plastik naboer.

Samtidig skulle Victor Valdés bydes velkommen til Manchester United. Selvom han kommer til at varme bænke rundt omkring i Premier League.

Men hvorfor så pludselig ændre fokus? Svaret er meget simpelt: West Ham United away!

Med tanke på hvordan West Ham har spillet i denne sæson og med de resultater de har skabt mod de andre tophold, specielt hjemme på Boleyn Ground/Upton Park, så er ét point hæderligt. Specielt når vi udligner dybt inde i overtiden. Et resultat som gør at vi stadig holder ved i top fire og kun har tabt én ud af de sidste sytten kampe. Det er godkendt og disse tal er nærmest helt Sir Alex Fergusonagtige. Og dog, hvis vi retter blikket lidt dybere ind i statistikken så får vi et lidt andet og mere nuanceret billede af United´s sæson indtil nu. Samtidig er det frustrerende, at når vi har chancen for at vinde terræn i kampen om top 4, så lader vi den passere. Vi SKAL i Champions League næste sæson. Det kræver at vi minimum slutter på fjerdepladsen. Men som vi præsterer, specielt på udebane, kan jeg have en snigende uro og tvivl om hvorvidt vi lykkes med den mission.

Sidste år, Uniteds Annus Horribilis, efter 24 ligakampe, havde vi 40 point. Dengang var United i krise. Vi havde tabt otte!! kampe, hvoraf de fire var på hjemmebane. 1/3 af kampene havde resulteret i nederlag, fire gange spillede vi uafgjort og tolv sejre stod der på kontoen. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at seks kampe var vundet på udebane. Vi var desuden ekspederet ud af F.A. cuppen hjemme mod Swansea, og Sunderland gjorde det onde ved United i League Cuppen, også hjemme på OT, efter en omgang rædselsstraffer.

Denne sæson viser statistikken, igen efter 24 ligakampe, at United står med 44 points, som er kommet efter tolv sejre, otte uafgjort og fire nederlag. Ni Kampe er vundet hjemme på Old Trafford, to tabt og Chelsea er det eneste hold med uafgjort på OT. Disse tal er hæderlige og der er tegn på, at United på hjemmebane, igen er ved at blive en dominerende force. Vi er fortsat med i F.A. Cuppen, hvor Preston North End udfordrer på Deepdale mandag den 16 februar.

Hvorfor er det så så skidt når United er away? Tre sejre er alt for lidt, to nederlag er ganske ok, hvoraf det ene jo kom efter mareridtskampen i Leicester. Men det springende punkt er syv uafgjorte til dato. Vi har endda haft kampe som, på papiret, er must win opgør, jeg nævner i flæng Burnley, West Brom, Aston Villa, Sunderland og Stoke. Med al respekt for disse hold, så er 3 point påkrævet når vi møder dem! Også på udebane.

Inkluderer vi de tre udekampe i cupturneringerne, så bliver statistikken endnu dårligere. 4-0 Mod Milton Keynes Dons var en regulær blamage, men F.A. cup kampene mod Yeovil og Cambridge var ikke meget bedre. Noget der bare underbygger min argumentation om at vi faktisk har et snigende udebanekompleks, hvor vi mere eller mindre konstant underpræsterer.

For mig virker det også til at van Gaal er blevet mere påpasselig på udebane. Specielt efter det famøse kollaps i Leicester har vi, med få undtagelser, spillet henholdende og til tider defensivt. Vi har villet have masser af boldbesiddelse og derved kunne kontrollere kampene. Dette er ikke lykkes optimalt.

Van Gaal snakker om at ”dræbe” kampene når vi er i kontrol. Jeg oplever at en del af Uniteds udebanekampe har været åbne ”slagudvekslinger”, hvor vi i mange tilfælde har været under pres, ikke vundet mand til mand dueller og derved ikke evnet at holde ved i spillet og dominere. Forsvaret har været under pres fordi midtbanen ikke har kontrol. Så er det svært, specielt i Premiere League hvor ikke alle mandskaber er så teknisk/taktisk stærke, men hvor dyder som fight og fysisk tilstedeværelse kan bringe dig langt. Og den del af spilet i England tror jeg faktisk har overrasket hollænderen.

Statistikken for Uniteds rejser kan blive endnu værre med tanke på at vi stadig mangler at komme på besøg på Anfield, Goodison Park og Stamford Bridge. Det er kampe hvor vi ikke bare kan forvente tre point.

I sæsonen 2010/11, hvor United vandt ligaen, hentede vi kun fem sejre på udebane, ti endte uafgjort. Omvendt så gjorde vi nærmest rent bord på Old Trafford, Atten sejre og det var kun en, meget sjælden, van der Sar brøler som gjorde at West Brom fik 2-2.

En hurtig opsummering viser at vores nederlag i forhold til sidste år er halveret, tydelig fremgang. Vi har igen vundet fodfæste på Old Trafford, tydelig fremgang. Men væk fra Manchester begynder resultaterne at halte og det skal der rettes op på! For at runde statistikken af, så ligger sejrprocenten, både i år og samme tid sidste sæson på 50! Konklusionen overlader jeg til jer, kære læsere!

Vi bliver ikke mestre i år, hvem troede egentlig også på det? Realistisk, så er vi tre til fire top spillere fra at være et mesterhold. Men mindre kan også gøre det. United er i en overgangsfase. Hvor et nyt trænerteam, nye spillere og en meget omtalt filosofi skal falde på plads, før vi kan forvente at være med hvor det bliver rigtigt sjovt.

Men hvad skal der så til før United, igen, begynder at levere? Også på udebane.

Først og fremmest er Manchester United anno 2014/15 et ”Work In Progress”, van Gaal ynder gerne, tit, at påpege det store stykke arbejde han har med at rette op, efter en mareridtssæson sidste år. Realiteten er at han har ret! Jeg er tilhænger af van Gaal, jeg tror at han er den rette mand for United og at han besidder de rette kompetencer og evner for at kunne lykkes.

Vi har igennem de sidste otte måneder hørt ordet filosofi været gentaget gang på gang, van Gaal`s modus operandi er så fastforankret i manden, at det ikke er en tilfældighed at han bruger ordet ved enhver lejlighed. Det er en slags normative leveregler for van Gaal, hvori hans trænergerning udspringer. Det er samtidig også den eneste måde at gøre tingene på, Ifølge van Gaal, og det tager tid. Hele set uppet omkring Manchester United er blevet ændret så filosofien har de bedste betingelser. Og her snakken vi ikke kun om et spilsystem, men måden omkring hvorpå spillerne spiser, træner, restituerer, analyserer mm. Mange af disse ting foregår i det skjulte for os fans, så vi ser filosofien folde sig ud hver weekend, når spillerne bærer den røde trøje. Indtil nu med spredt succes.

Der bliver diskuteret hvorvidt en 3-5-2 eller 4-3-3 er det bedste for United og hvad sker der med den ærketypiske, for United, 4-4-2, hvor vi har to kantspillere klistret til kridtestregen? 4-4-2 gør jo som bekendt noget ved van Gaal´s røv! Men ikke desto mindre er fire backkæden returneret som startformation. Forsvaret har fået kritik, men otte mål indkasseret i sytten/atten kampe er ikke helt ringe, trods alt. Vi har været ramt af skade på skade og med dem, tab af kontinuitet og en stabil forsvarskæde. Der er plads til forbedringer men statistikken lyver aldrig!

van Gaal kan måske leve med smerten i bagenden, indtil han har en eller to forsvarere der kan spille i en 3-5-2, hvor de kan bære bolden ud af forsvaret og agere en ekstra mand på midtbanen, sådan bliver en tre back kæde en fordel og svær at dæmme op for. Sådanne forsvarsspillere hænger ikke på træerne, og de evner koster, spændendende om klubben prioriterer sådan til sommer.

Rooneys rolle

Ellers kommer filosofien til udtryk ved, at nogle spillere bruges steder på banen, hvor deres spidskompetencer ikke kommer til rette. Jeg tænker primært på Wayne Rooney´s rolle som midtbanespiller. Mod West Ham lå Rooney som udgangspunkt i højre side af midtbanen. Jeg finder det besynderligt at Rooney bruges på denne måde.

Ikke mindst fordi vi har Herrera siddende på bænken og som, i min optik, er en mere dynamisk midtbanespiller end den hvide Pelè. Rooney i 10’er rollen kan give mening, men at trække ham så langt væk fra de områder hvor han er bedst virker besynderligt. Med et øje på vores angribere og hvordan de har leveret i denne sæson, så mener jeg det måske snart er på tide at spille Rooney på toppen igen. Han er bedst på den sidste tredjedel af banen. Et sted han burde bruge sine evner, i stedet for at spilde dem ved at løbe rundt og lukke rum ned og arbejde defensivt!

Men van Gaal og hans filosofi lever sit eget liv, han omskolede både Edgar Davids og Michael Reiziger da han var i Ajax. Med det in mente så tror jeg ikke at Rooney spiller centerforward foreløbig. Filosofien kan også udfordres. Når vi har spillere af en kaliber som Rooney, Di Maria, van Persie, Mata, Falcao, Januzaj, er det så godt nok at vi ikke scorer mere? At vi ikke skaber flere chancer? Jeg tror ikke at der en én enkel årsag til at vi endnu ikke har klikket som forventet, men spillertruppen og specielt vores offensiv er, på papiret, misundelsesværdig. Selv for de bedste.

Dog skal van Gaal også have anerkendelse, Valencia er blevet en god højre back, der qua sin hurtighed og styrke fylder rollen defensivt tilfredsstillende. Offensivt mangler hans indlæg, stadig, præcision og klasse. Fellaini har også nydt godt af filosofien, han virker som om han har fundet glæden ved fodbold på ny. Ashley Young har måske været den største overraskelse til dato. På vej tilbage fra en skade, hvor han inden spillede hver kamp som wingback og gjorde det overbevisende i flere kampe.

I morgen aften skal Burnley angribes og filosofien må gerne vise sig fra sin bedste side, tre point og en cementering af vores top 4 plads!

Van Gaal kæmper stadig, det er langtfra perfekt men i takt med at spillere og trænerstab får filosofien under huden burde resultaterne komme. Det er tydeligt at der ikke er en opskrift på et ”quick-fix” og så er United tilbage. Det tager tid, vi vil opleve flere op- og nedture denne sæson.

Omvendt, så er det også spændende at med Manchester United anno 2015 så ved du ikke helt hvad du får! En ting er sikkert, de får altid min støtte, også i svære tider, og vi får, på et tidspunkt, også de gode dage tilbage! Jeg er indstillet på at en sommer med tre-fire indkøb fra øverste skuffe, kan bringe os tættere på og så er vi, forhåbentlig, klar til Champions League og et nyt angreb på Premier League.

Fingers crossed!