Tegnebogen skal op af lommen

Kommentar af Jonas Heltberg

Manchester United har kurs mod en top-4 placering. Det er godkendt, men til næste år skal vi spille med om guldet. Det kræver en offensiv transferpolitik.

For to en halv måneder siden, midt i den håbløse sæsonstart, forudsagde jeg her på siden, at Manchester United havde et storhold i støbeskeen. ”Vi har et kanonhold, der i løbet af kort tid vil vandre fra sejr til sejr. I år kvalificerer vi os til Champions League, og i næste sæson spiller vi med om mesterskabet,” skrev jeg.

I dag er status, at Manchester United er på 4. pladsen, og på mandag kan vi nå op på 3. pladsen. Vi har vundet fire kampe i træk, og jeg vil blive meget overrasket, hvis klubben ikke ender på en af de fire pladser, der giver adgang til Champions League fra næste sæson.

Dermed er første del af Louis Van Gaals mission fuldført: Nedturen er bremset, og Manchester United er tilbage som et af Englands store hold, der er selvskreven, når der spilles Champions League-fodbold.

Spørgsmålet er nu, om anden del af min forudsigelse kommer til at holde stik. Den om, at Manchester United fra næste sæson spiller med om guldet?

Jeg tror, at også det mål er inden for rækkevidde, men det kræver, at den offensive linje i sommerens transfervindue bliver videreført, meget gerne allerede her til januar.

Strategien op til denne sæson var klar: Spektakulære indkøb af spillere af verdensklasse skulle sende et signal om, at Manchester United var en ambitiøs klub med vilje til hurtigt at bringe sig tilbage i toppen. Den rå pengemagt skulle bruges til øjeblikkeligt at stoppe nedturen, inden den slog rod.

Det er den samme tilgang, der nu skal bringe klubben det sidste stykke – op til dér, hvor man spiller med om guldet. For tag ikke fejl – tabellen lyver ikke: Vi er niveaumæssigt et stykke fra både Manchester City og Chelsea, og der skal flere forstærkninger fra øverste hylde til, før vi kan hamle op med de to klubber.

Ganske vist ligger det i vores selvforståelse, at vi satser på egne talenter. Men de faktiske forhold i jernindustrien er bare, at det på den korte bane ikke er navne som McNair, Blackett eller Wilson, der bringer os på niveau med Manchester City og Chelsea.

I centerforsvaret har vi et stort gabende hul efter tabet af Nemanja Vidic og Rio Ferdinand, og det ser man jo tydeligt i kampene, hvor vi uge efter uge skaber spænding om det, der burde være sikre sejre. Bare en enkelt midtstopper i verdensklasse vil gøre underværker og tilføre noget af den ro og stabilitet, vi savner. Diego Godin eller Mats Hummels er to oplagte bud.

Længere fremme på banen kunne en karismatisk, spilstyrende midtbanespiller tilføre noget af det tempo og den kreativitet, der nogle gange mangler. Og kunne vi ovenikøbet få en stabil højre back med en lavere skadesfrekvens end Rafael , begynder det at ligne noget.

Manchester United er ikke en klub, der samler på hverken tredje- eller fjerdepladser. Vi skal spille med om guldet hvert eneste år og ikke ende som et nordengelsk svar på Arsenal. Glazer-brødrene må hive tegnebogen op af lommen senest til sommer!