Busby Babes del 3: The Babes erobrer Europa

Arthur Hopcraft skrev i sit forord til bogen The Football Man, der udkom i 1968 kun to år efter, at England havde vundet verdensmesterskabet:

“No player, manager, director or fan who understands football, either through his intellect or his nerve ends, ever repeats that piece of nonsense, ‘After all, it’s only a game’. It has not been only a game for eighty years: not since the working classes saw in it an escape route out of drudgery and claimed it as their own. What happens on the football field matters, not in the way that food matters but as poetry does to some people and alcohol to others; It has conflict and beauty, and when these two qualities are present together in something offered for public appraisal they represent much of what I understand to be art.”

The Busby Babes viste, at fodbold ikke er ‘Only a game’. De gjorde fodbolden til kunst.

1952/53

Manchester United vandt i 1951/32 det første mesterskab i over 40 år. Det skete med et hold, der var ved at være gammelt. I første halvdel af sæsonen 1952/53 gik det ikke godt for holdet. Ved juletid lå det på næstsidstepladsen, hvilket på generalforsamlingen fik aktionærerne til at frygte for klubbens fremtid. Matt Busby beroligede dem dog, da han slog fast: -In our youth side and reserve side we have lots of talents.

Holdet sluttede sæsonen som nummer otte, hvilket var den dårligste placering siden krigen. Johnny Berry og Roger Byrne var faste inventarer på holdet, og efterhånden begyndte flere af The Babes at indfinde sig. David Pegg spillede 21 kampe, Ray Wood 16, Tommy Taylor 11, Dennis Viollet 3, Billy Foulkes og Mark Jones hver 2 samt Jackie Blanchflower og Duncan Edwards hver 1

I sommeren 1953 besluttede den mangeårige anfører Johnny Carey med tilnavnet Gentleman Johnny at slutte sin aktive karriere. Helt ekstraordinært blev han indkaldt til bestyrelsesmødet den 19. maj, hvor bestyrelsesmedlemmerne udtalte deres dybeste respekt for hans beslutning; men at de var kede af den. Carey blev tilbudt et trænerjob i klubben for en årsløn på £1.000. Det ville han gerne have modtaget; men i mellemtiden kom Blackburn Rovers med et endnu bedre tilbud. De ønskede ham som deres manager og til en væsentlig højere løn. Selv om det faldt ham meget svært at forlade sin elskede klub, tog han imod tilbuddet.

1953/55

Manchester United startede ikke sæsonen 1953/54 alt for godt. I slutningen af oktober lå holdet i den nederste halvdel i tabellen. Derfor besluttede Busby at satse i en træningskamp i Skotland mod Kilmarnock satte han seks af ungdomsspillerne Blanchflower, Whitefoot, Colman, McGuinness, Edwards og Pegg på holdet. Holdet vandt med 3-0, og de fleste af de unge spillede også de to næste ligakampe mod Huddersfield og Arsenal, som sluttede henholdsvis 0-0 og 2-2. I februar 1954 fik den store tekniker og dirigent på midtbanen på det første efterkrigshold, Stan Pearson, lov til at gå til Bury. United sluttede på fjerdepladsen i 1. division, og det nye hold var ved at tage form.

United sluttede sæsonen 1954/55 på femtepladsen, og nu var Busby parat til at satse på de unge spillere fra starten af den kommende sæson. I oktober 1954 forsvandt en anden af de markante spillere fra mesterholdet tre år tidligere, Henry Cockburn, til Bury. I februar 1955 rejste den store målscorer på efterkrigsholdet, Jack Rowley, til Plymouth som player-manager, og i marts samme år blev den tidligere anfører Allenby Chilton udnævnt til manager i Grimsby Town. Roger Byrne havde allerede i februar 1954 afløst ham som anfører. Byrne var den fødte leder.

1955/56 – Det første mesterskab til Busby Babes

leaguew1.gif

Roger Byrne med ligatrofæet

Selv om holdet, der vandt mesterskabet med denne opstilling det meste af tiden: Wood, Foulkes, Byrne Colman, Jones, Edwards, Berry, Whelan/Blanchflower, Taylor, Viollet og Pegg, ved nytårstid havde tabt fem ligakampe, så erobrede det mesterskabet med den største margin i det 20. århundrede. Manchester United havde 60 points; mens Blackpool på andenpladsen havde 49. Det skal lige nævnes, at man fik to points for en sejr. Mesterskabet blev endegyldigt sikret, da United den 7. april besejrede nummer to Blackpool med 2-1 på Old Trafford på to mål af Tommy Taylor og Johnny Berry (str.). Det var et meget ungt hold, som havde en gennemsnitsalder på godt 22 år.

1956/57

Manchester United spillede i denne sæson med næsten det samme hold som sæsonen før. Der kom dog en vigtig spiller til i oktober 1956. Det var Bobby Charlton, som debuterede mod Charlton på Old Trafford og scorede de to første af sine 199 mål for klubben. Mesterskabet blev sikret allerede påskelørdag, hvorfor Busby i hjemmekampen 2. påskedag mod Burnley satte syv reserver på holdet. Holdet vandt alligevel med 2-0. Samme dag spillede reserveholdet i Burnley og vandt 3-1med ni ungdomsspillere på holdet.

Det er ofte blevet talt om, hvem der fik de mange unge spillere til klubben. Geoffrey Green skriver i sin bog There’s only one United: -Busby himself was doubtless the central computer to whom all the data would be fed. But being a man who delegated authority to those whose judgment he trusted, he left it to his team of Murphy, Armstrong, Whalley and one or two others to do the basic work of sifting the good apples from the bad. In this general process, too, there were outsiders to consider – schoolmasters and the like who saw in Manchester United a good home and a worthwhile stepping stone to a sporting career for promising youngsters.

Youth Cup – den totale succes

I 1945 besluttede det engelske fodboldforbund sig for at oprette en Youth Cup, der fik navnet Youth Cup for County Associations. Det var ikke for de enkelte klubber for de enkelte counties (amter). Det skulle give unge spillere, der ikke var gamle nok til at spille seniorfodbold en chance for at vise deres værd. Turneringen var en rimelig succes; men den havde ikke megen appeal blandt publikum. Derfor besluttede FA i 1951 at oprette en ny turnering, der fik navnet Football Association Challenge Cup, som gjaldt klubhold, og som skulle skydes i gang i sæsonen 1952/53. Turneringen var for spiller under 18 år, og både professionelle klubber og amatørklubber kunne deltage. Klubben skulle dog være medlem af FA. Busby og Murphy’s intensive ungdomsarbejde slog igennem, da United vandt de fem første år.

I turneringens første sæson vandt United alle kampe undtagen returkampen i finalen, hvor man spillede uafgjort 2-2 mod Wolverhampton. Det betød dog intet, da den første kamp på Old Trafford var sluttet med en sejr på 7-1 til United. Der var næsten 25.000 tilskuere til den kamp. I 2. runde af årets turnering havde United på hjemmebane besejret Nantwich Town med 23-0.

I 1953/54 gik det lige så godt, selv om holdet måtte ud i en omkamp mod Rotherham United efter 0-0 på udebane. Finalen var atter mod Wolverhampton; men denne gang var det mere knebent. Den første kamp på Old Trafford sluttede 4-4. Trofæet blev dog sikret, da David Pegg scorede på straffespark i returkampen.

I 1954/55 var United atter på sikker kurs. Der var ingen slinger i valsen undervejs til finalen, som var mod West Bromwich Albion. På hjemmebane blev det til en sikker sejr på 4-1. På The Hawthorns i West Bromwich vandt United med 3-0. Sæsonen efter var United også suveræn indtil finalen mod Chesterfield. Undervejs til finalen var Sunderland blevet besejret med 4-0, Newcastle med 7-0 og Bexley Heath med 11-1. Chesterfield, der spillede i den tredjebedste række, blev besejret med 3-2 på Old Trafford og udekampen sluttede 1-1. Med til historien hører, at Chesterfield havde en målmand, der senere skulle blive verdensberømt. Han kom senere til Leicester og Stoke og stod på mål, da England blev verdensmester i 1966. Hans navn var Gordon Banks.

I 1956/57 led United sit første nederlag. Det skete i semifinalen, hvor Southampton vandt 3-2 på Old Trafford. United havde dog vundet den første kamp på udebane med 5-2. Undervejs vandt Manchester United i 2. runde med 4-2 over Huddersfield på udebane. Hjemmeholdet førte 2-0 ved pausen primært på grund af en lille strithåret skotte, som var overalt på banen. I det ene øjeblik skød han på mål og kort tid senere reddede han på målstregen. Busby og Murphy var målløse. Busby mumlede: -We are playing against a one-man team. What’s the boy’s name? Murphy kiggede i programmet og sagde: – Law, Denis Law. Busby bød på stedet £10.000 for den unge spiller. Det var en enorm sum for så ung en spiller dengang. Buddet blev afslået, og der skulle gå fem år, inden denne unikke spiller kom til klubben og fejrede store triumfer. Finalemodstanderen var West Ham United, der blev besejret 3-2 på udebane og 5-0 på Old Trafford.

FA Cup

Fra 1953-56 vandt Manchester United kun en eneste kamp i FA Cup’en. I 1953/54 vandt Burnley 2-0 på hjemmebane, og året efter måtte man ud i omkamp mod Reading. På udebane blev det til 0-0 i den første kamp. Omkampen vandt United med 4-1. I næste runde blev det 0-2 ude mod bysbørnene fra City. I sæsonen 1955/57 blev det til et smerteligt nederlag på 0-4 på udebane mod Bristol Rovers. Johnny Berry’s kone havde været syg op til kampen, og han kom først med toget til Bristol på kampdagen. Geoffrey Green skrev: -The young team fell heavily that day.

Året efter gik det meget bedre. Den vanskeligste kamp på vej til finalen var i 3. runde på udebane mod Hartlepools United. Efter en strålende præstation af især Duncan Edwards blev hjemmeholdet besejret med 4-3. I næste runde vandt United 5-0 på udebane mod Wrexham. Derefter scorede Duncan Edwards i 5. runde sejrsmålet mod Everton på Old Trafford. I 6. runde hed modstanderen Bournemouth på udebane. Efter at have været bagud ved pausen vandt United med 2-1 på to mål af Berry. United spillede det meste af kampen med ti mand, da stopperen Mark Jones blev skadet. Skaden betød, at han ikke var med i resten af sæsonen. Han blev afløst af Jackie Blanchflower. Det var ingen svækkelse, som John Motson skrev i sin bog Second to none i afsnittet om United: – At centrehalf Busby had the almost embarrasing choice between Jones and Blanchflower.

I semifinalen på Hillsborough mod Birmingham sikrede to mål af Duncan Edwards og Bobby Charlton adgangsbilletten til finalen. Finalen blev et antiklimaks. Modstanderen var Aston Villa, og allerede efter fem minutters spil kastede deres farlige angriber Peter McParland sig nærmest syv meter igennem luften og stødte sammen med målmand Ray Wood, som brækkede kæben. Wood gik ud, og Jackie Blanchflower kom i mål. Senere kom Wood tilbage. Først som wing; men han var en sørgelig figur, der ikke rigtig fattede, hvor han var. Peter McParland scorede til 2-0, og kort før tid reducerede Tommy Taylor til 1-2, hvorefter Wood atter kom på mål. Det hjalp dog ikke. Flere spillere fra Manchester United udtalte efter kampen anonymt, at det var første og eneste gang i deres karriere, at de forsøgte at skade en modstander. I et interview efter kampen sagde anfører Roger Byrne: -Never mind, we’ll be back next year. Manchester United kom tilbage i næste sæson. Det gjorde Roger Byrne ikke.

Europa

Det europæiske fodboldforbund UEFA besluttede i 1955 at arrangere en turnering for mesterhold. Chelsea havde vundet sit første mesterskab i 1954/55; men det engelske fodboldforbund FA forbød dem at deltage i turneringen, da de anså det for at være en konkurrent til den engelske liga. Året efter vandt Manchester United ligaen, og Matt Busby var meget opsat på at prøve sit unge hold ude i Europa. FA havde forbudt det; men Busby slog på et bestyrelsesmøde i klubben til lyd for, at man prøvede det. Efter en længere diskussion sagde formanden Harold P. Hardman: Never mind, let’s try it.

I 1. runde skulle Manchester United møde RSC Anderlecht. Den første kamp var på udebane i Bruxelles, hvor mål af Denis Viollet og Tommy Taylor sikrede sejren på 2-0. Hjemmekampen fandt sted to uger senere på Manchester City’s bane Maine Road, da Old Trafford endnu ikke havde fået installeret lys. På forhånd viste ingen, hvad United skulle gøre ved Anderlecht den aften. Det blev den største sejr i klubbens historie. United vandt med 10-0. Denis Viollet scorede fire gange, Tommy Taylor tre, Liam Whelan to og Johnny Berry en gang. Den eneste fra forwardlinien, der ikke kom på scoringslisten var David Pegg. Han lagde op til ni af målene, og længe før slutfløjtet prøvede de andre spillere at få ham på scoringslisten. Langt senere betegnede Matt Busby det som den største kamp i hans tid som manager.

I næste runde hed modstanderen Borussia Dortmund. Den første kamp på Old Trafford sluttede med en hjemmesejr på 3-2. Returopgøret på Rote Erde i Dortmund sluttede uafgjort 0-0 efter en kamp, hvor forsvaret og især Roger Byrne imponerede.

Kvartfinalemodstanderen var Athletic Bilbao. Den første kamp fandt sted i Spanien. Hjemmeholdet vandt med 5-3 på en pløret og snedækket bane. I den kamp scorede Liam Whelan et fantastisk mål, da han modtog en aflevering fra Duncan Edwards og driblede sig igennem til scoring fra egen banehalvdel. Hjemmekampen på Maine Road blev en yderst spændende affære. United vandt med 3-0; men det holdt hårdt. I 1. halvleg scorede Viollet til 1-0. Efter pausen øgede Tommy Taylor til 2-0, og kort før tid trak samme Taylor ud på fløjen med bolden og centrede til Liam Whelan, der scorede. Mange betegner det som en af de største kampe i The Busby Babes historie.

Semifinalemodstanderen var den første vinder af Europa Cup’en Real Madrid. I overværelse af 135.000 tilskuere tabte United på Bernabeu Stadion i Madrid med 1-3. Returkampen den 25. april fandt sted på Old Trafford. Kun en måned tidligere var lysanlægget blevet taget i brug, så det blev den første europæiske kamp der. Samtidig var det den første europæiske kamp for Bobby Charlton. Real bragte sig hurtigt foran med 2-0; men på mål af Bobby Charlton og Tommy Taylor fik United udlignet. Det var selvfølgelig ikke nok til at gå videre; men The Busby Babes havde sat deres stempel på turneringen.

For øjnene af 135.000 tilskuere – det største antal der har overværet en kamp med Manchester United – taber United 1-3 på Bernabeu Stadion i Madrid. På billedet griber Ray Wood bolden presset af Alfredo De Stefano. Jackie Blanchflower, Roger Byrne og Duncan Edwards følger spændt situationen.