The Right One: Derfor er Mourinho det rigtige valg

To af manutd.dk’s skribenter, Morten Kamper og Jonas Brønd Nielsen, vurderer, om José Mourinho er det rigtige eller det forkerte valg som manager. Læs argumenterne FOR Mourinho i denne kommentar og argumenterne MOD Mourinho her.

Af Morten Kamper

Efter måneders heftig mediespekulation slap Manchester United nyheden fredag formiddag: José Mourinho er klubbens nye manager. Forud for udnævnelsen af Mourinho har journalister overalt i England, og Europa, prøvet at finde ud af, hvad der egentlig foregik bag de lukkede døre på Old Trafford. Ed Woodward, Uniteds CEO, har i dén grad haft travlt bag facaden.

FA Cup trofæet var dårligt kommet i hus, før Louis van Gaals fyring begyndte at brede sig som en steppebrand. Rygtet gik på at folk omkring Mourinho havde lækket hemmelige oplysninger. Kønt var det ikke, men ”Jerntulipanen” fik et godt hollandsk træskospark ud af Manchester United. Det er de færreste, der vil begræde van Gaals exit. Uinspireret fodbold, få mål, dårlige resultater og generelt en opgivende retorik omkring holdet, og der var ikke andre udveje end at give den stolte hollænder det gyldne håndtryk!

Men hvilken situation sætter det så Manchester United i? Som overskriften antyder så mener denne klummes skribent, at José Mourinho er det helt rigtige valg, netop nu! Mourinho kan være det quick fix som klubben har brug for. Derfor helliger målet også midlet i dette tilfælde.

Ed Woodward har ikke råd til flere vådeskud, når det kommer til ansættelsen af den vigtigste post i MUFC. Ed Woodward havde simpelthen ikke andre valg end at ansætte den portugisiske manager. Man kan argumentere for, at ansættelsen kommer tre år for sent, burde Mourinho ikke have været den naturlige arvtager efter Fergie? Jo måske, men Manchester United anno 2013 var i en anden forfatning, end som holdet fremstår nu. Frisk med klubbens mesterskab nr. 20 så fremtiden lys ud. Selv David Moyes kunne vel ikke undgå at få resultater med denne trup?

Spoler vi hurtigt frem til 2016, er historien unægteligt en anden. Vi oplever mægtige Manchester United i knæ. Uden Champions League for anden gang på tre år samt en skuffende femteplads i Premier League, dog krydret med en FA Cup triumf. Noget skulle gøres, og det blev gjort.

Mourinho udtalte i sit første interview med MUTV, at han ville glemme de sidste tre år. Her taler han formodentlig om Uniteds tre år! Desuden mente han, at potentialet for at vinde var tilstede. Allerede med sine første ord blev det klart, at Mourinho ganske enkelt også har ment, at tiden efter Fergie har været én stor skuffelse for United. Måske jeg lægger for meget i de udsagn, men det vidner for mig om vinderkultur og en klar vision for, hvordan Mourinho vil genrejse den røde maskine. Han bliver simpelthen nødt til at genfinde klubbens altafgørende DNA: vind!

Fortællinger om Mourinho tager mange afsæt, han kan ikke arbejde med unge spændende spillere, han parkerer bussen, hans hold scorer ikke nok mål, han smadrer alt og alle i tredje sæson osv. osv.

Ja, Mourinho har bagage, han kan være kontroversiel, han kan være pragmatisk, han kan have en ”os mod resten af verden” indstilling og han har altid en mening om dommerne, og hvordan hans hold intet får forærende! Hvis du, kære læser, lige spoler tilbage til starten af afsnittet og indsætter Ferguson i stedet for Mourinho, så har du langt hen af vejen to trænere af samme støbning. Mourinho har på mange måder de samme dyder, som gjorde Sir Alex så succesfuld. Og som har givet ham selv succes.

Manchester United har ikke været hadet i et stykke tid, eller i hvert fald ikke så meget som vi plejede. Mourinho skal genantænde det had hos alle ABU’erne, Anything But United. Mourinho skal være manden der igen får os til at sige; Man United – Not Arrogant, Just Better!

José Mourinho har evnerne til at kunne genrejse Manchester United. Han har motivationen til at få klubben tilbage i det allerfornemste selskab. Han har viljen til at lykkes og sidst men ikke mindst, har han en KÆMPE røvfuld penge til at opnå det!

Så kære José Mourinho, velkommen til Manchester United. Du vil opdage, at denne klub er et kæmpe bæst og af en anden størrelse end det blå smølfehold, du har haft dit virke i. Du vil opdage, at United på alle områder er ligeså mægtig som Real Madrid, og at kravet til dig er hamret ud i granit; få succes.

Du skal vinde trofæer, spille god fodbold, bruge de unge spillere, huske på hvad ”The United Way” står for og samtidig undgå de store konfrontationer, på og uden for kridtstregerne. Kan du det, så får du tid og support. Du får verdens bedste fans bag dig og vi kan glemme, at du har været i CSKA London. Vi tilgav også King Eric for hans tid i Leeds.

Du har nu fået dit drømmejob, få det bedste ud af det og vis os alle, at du faktisk er ”The Right One”. Denne gang.