Top 4 eller fiasko

Skrevet af Morten Kamper

Undertegnede havde glædet sig til endelig at skulle skrive en lille klumme omkring den boblende optimisme, der udsprang af nogle overbevisende Manchester United præstationer henover de seneste måneder.

Men efter to udekampe, 0 point og fire mål imod er den gode fornemmelse blevet afløst af flere spørgsmål end svar! Frustration er nok det pæneste ord jeg vil benytte efter kampene mod Chelsea og Everton. Jeg kunne sagtens have brugt en hårdere retorik, da Uniteds indsats i netop de kampe ganske enkelt var tandløs og uden fantasi. United var bedre på Stamford Bridge end på Goodison Park, men jeg mener stadig at begge kampe var under niveau. Alt det gode arbejde i den ubesejrede stime siden nederlaget til Arsenal i FA Cuppen er pludselig ved at blive nulstillet og kampen om top 4 er, måske, igen ved at blive en åben affære. Dog skal der her rettes en tak til Steve Bruce for ni års tro tjeneste i United trøjen og et tillykke med de tre point tirsdag aften mod Liverpool!

Taktisk udraderet?

Uniteds præstation på Stamford Bridge var følge van Gaal sæsonens bedste, ja måske med de spillere han havde til rådighed! Og fire skader gav os ingen fordel. Som mod Everton i weekenden havde vi også mest boldbesiddelse i Chelsea kampen, men når sandheden skal frem, hvor meget skabte vi så? Hvor mange 100 % chancer fik vi kombineret os frem til? Og da både Chelsea og Everton havde terpet på den taktiske lektie; Læs: nulstil Fellaini og United har problemer, så fik vi problemer. Samtidig var begge hold gode til at slå farlige omstillinger, der i begge kampe resulterede i mål. Noget der lignede en bevidst taktisk opskrift.

Chelsea og Everton havde gennemskuet United og nærmest inviterede os til at have bolden og spille den endeløst rundt uden at blive rigtig farlige. Boldbesiddelse er vigtigt i fodbold, når vi har læderet kan de andre ikke score, lyder en floskel. Men måden hvorpå vi forvalter vores boldovertag skaber en vis bekymring hos mig.

Der var da momenter, specielt Luke Shaw havde i begge kampe nogle gode raids og kom til baglinjen, dog uden resultat. Men Antonio Valencia og Juan Mata fik ikke vist tilstrækkeligt gennembrudskraft på højre side og da Mata foretrækker at vandre ind i banen var meget overladt til Valencia. En opgave han ikke magtede. Læg dertil en stadig usynlig Falcao, en di Maria som i dén grad leder efter sit spil og derfor overkomplicerer tingene, samt, mod Chelsea, Rooney ude af favoritpositionen og United lignede pludselig det vi var i de sidste to udekampe; Et ordinært hold.

Et hold som manglede dynamik, power og evnen til at straffe modstanderne. Hvilket står i skarp kontrast til det hold som udspillede Spurs, smadrede Scouserne og satte City på plads.

Van Gaals filosofi lyder bl.a på at spille bolden rundt til chancerne byder sig. Dvs. hav tålmodighed og vent på at rummene åbner op og stikningerne eller den dybe bold kan gøre ondt på modstanderne. Det er svært mod et kompakt hold og både Chelsea og Everton stod godt og forsvarede sig fortræffeligt.

United fremstod derfor som et hold uden den helt nødvendige kvalitet til at straffe dem og uden de individuelle evner, som oftest i sådanne situationer er påkrævet og som kan ændre kampforløbet med en enkelt genialitet.

Er Carrick vigtigst?

En væsentlig forklaring på Uniteds deroute kan ligge i at vi har måtte undvære Michael Carrick, han er noget nær den perfekte balancespiller i van Gaals filosofi. Jeg er overbevist om at det ikke er tilfældigt, at siden Carrick udgik mod City, så har United scoret 0 mål og indkasseret fem!

Statistikken taler også sit tydelige sprog. Carrick har startet 14 ligakampe med 2,50 vundne point som resultat. Uden Carrick, i 20 ligakampe får United kun 1.50 point. Med Carrick er Uniteds vinderprocent 72,5, uden ham blot 32,5. Læg dertil at United under van Gaal har tabt ni kampe, kun én med Carrick som starter. Forskellen er mærkbar. Så at holde Carrick skadesfri er vel omtrent ligeså vigtigt som at få de Gea til at underskrive en ny langtidskontrakt.

Så på trods af en god periode føler jeg at de seneste resultater faktisk gør mere ondt og at det måske er et ”reality check” vi oplevede, specielt, mod Everton.

Som skrevet i indledningen presser flere spørgsmål på; Er vi blevet taktisk læst? Er Fellaini, som først var plan B, nu plan A? Er Carrick uundværlig? Mangler vi en klasse højre back? På trods af Smallings fremgang, bedste mand mod Everton, mangler vi så ikke en verdensklasse centerback? Hvad med Falcao? Kan di Maria finde formen næste sæson? Forlænger de Gea? Mangler midtbanen tyngde?

Der er nok for van Gaal at tage hul på, United er stadig et work in progress og Everton kampen er, efter min mening, med til at fastholde den oplevelse. Men top fire er et must og United skal tilbage i det fornemme selskab i Champions League! Af flere årsager, men ikke mindst for stadig at kunne tiltrække spillere fra øverste hylde. Som passende kan være med til at afhjælpe nogle af de overstående spørgsmål!

Selvom vi har et forspring på syv point vil jeg afslutte denne klumme med van Gaals ord; Its a rat race!

Men det ændrer ikke ved målsætningen; Top fire eller fiasko!