United i Danmark – en sørgelig huskekage

Af Louise Engelst

Denne uges helt store nyhed i de danske sportsmedier har selvfølgelig været, at FC Midtjylland trak engelske Manchester United som modstander i Europa League og deraf hvordan det midtjyske hold skal til at forberede sig på en kamp af de helt store. Der blev jublet blandt mange fodboldfans som glædede sig over, at midtjyderne trak et stort kendt hold frem for et kedeligt ukendt hold, mens der sikkert er en fodboldboss eller to som har glædet sig over muligheden for at tjene ekstra reklamepenge med det engelske hold som modstander.

Det blev kaldt en drømmelodtrækning, fordi Midtjylland trak et mægtigt hold med en stor historie. Men hvor ingen kan tage fortidens bedrifter fra Manchester United, så viser holdet ikke just deres mest mægtige side frem for tiden. Når et hold som burde spille om guld i deres egen liga, kan tabe til et oprykkerhold, – som Manchester gjorde mod Bournemouth i sidste uge – så er der noget galt.

Det er næsten pinligt at sige, men Manchester skal tydeligvis have rystet posen og begynde at vinde nogle kampe, hvis ikke de skal have bank, når de den 18. Februar møder FC Midtjylland på MCH Arena.

Det bløder i mit røde hjerte at have en så negativ holdning, men når man har så store muligheder for indkøb, et så stort bagland og ikke mindst en loyal fanskare, så er denne sæson langt fra godkendt.

Det er ikke kun europæisk fodbold, hvor det ikke går efter planen. United er muligvis på fjerdepladsen i Premier League, men der er hele seks point op til Leicester på førstepladsen.

At Manchester United ikke kunne spille sig videre fra gruppespillet var så tåkrummende pinligt, at jeg ville ønske, vi ikke spillede mere europæisk fodbold i år, for nu minder Europa League os bare hånligt om Manchesters dårlige resultat i Champions League.

At Manchester United kommer til Danmark er for mig et tveægget sværd. På den ene side er det altid fantastisk at opleve klubben komme til Danmark og den hype sådan et besøg kan skabe, men nøj hvor er det irriterende, at besøget kommer, fordi Manchester United var for dårlige til at spille sig videre i Champions League.

Så kære United, find venligst jeres selvtillid og gode spil frem igen, det er højt savnet.