United vs Arsenal – en legendarisk og bitter rivalisering

Af Jonas Glargaard

”I’d 8-2 be an Arsenal fan…” Det er med at udnytte en sjælden chance til at bringe en af de vildeste og mest underholdende kampe på Old Trafford som ordspil. Som optakt til kampen tidlig lørdag eftermiddag, vil denne kommentar se tilbage på den indtil videre største rivalisering i Premier League, Manchester United vs. Arsenal.

Rivaliseringen

Mit absolutte hadehold var Arsenal i en lang periode. Selvfølgelig næredes der had til City og Liverpool, men de var i mange år fuldstændig uvæsentlige sammenlignet med The Gunners, holdet fra Nordlondon, som vi sloges indædt med om Premier League-kronen gennem næsten et årti.
Rivaliseringen i Premier League startede reelt i 97-98 hvor United på forbavsende vis spildte et 11 points forspring, og Arsenal kunne dermed lade sig krone som engelske mestre i Arsene Wengers kun anden sæson. Fra foråret 97/98-sæsonen og frem til 03/04-sæsonen hed Premier League-vinderen enten Arsenal eller Manchester United. Arsenal løftede trofæet 3 gange mens United kunne lade sig fejre 5 gange i denne periode. Dominansen fordrede en anspændt men også fængslende konkurrence mellem de to hold og fansene.
Udover den tætte konkurrence så gjorde spillere som Vieira, Ljungberg, Keown, Gallas, Parlour, Touré det uendelig nemt at hade Arsenal. De havde mange usympatiske spillere, men de havde også fantastiske spillere som Bergkamp og Henry. Hvis du har brug for at komme i stemning og mærke forargelsen strømme gennem dig, så skru op for lyden og find klippet frem fra The Battle of Old Trafford som den britiske presse døbte opgøret i september 2003 mellem de to klubber, hvor van Nistelrooy brager et straffe på overliggeren i overtiden og Arsenals spillere anført at Keown og Parlour efterfølgende hopper og danser og omringer den hollandske skarpretter.

Kampe i kampen

Udover konkurrencen mellem de to hold var der kampe i kampen som gjorde dette forhold til noget særligt. På banen var det specielt de to kaptajner, Roy Keane og Patrick Viera, som gjorde opgørene ekstraordinært specielle. Begge spillere var fødte vindere, som elskede smagen af jern i munden, og ratificerer fodboldbegrebet ”at dø med støvlerne på” og give alt for sit hold. Begge havde store kampe i disse opgør. En af de absolutte tilspidsninger, og en af mine absolutte yndlings United og sågar fodboldøjeblikke fandt sted kort før kick-off i et af de sidste opgør mellem de to på Highbury i 2005. Arsenal-spillerne med Viera havde været på nakken af Neville og forsøgt at intimidere ham, som Keane udlagde det, hvilket så til gengæld fik Keane til gå verbalt amok på Viera, mens en forskrækket Graham Poll gør sit bedst for at dæmpe gemytterne. Igen, hvis du sidder lørdag formiddag og lige mangler det sidste for at komme helt op at ringe, er dette også et af de klip, der skal ses, hvis klubfølelsen lige skal have et ekstra nøk opad. En kamp United i øvrigt vandt 4-2 – en ung John O’Shea lukkede ballet med et elegant chip med venstrepoten.
Uden for banen lagde de to legendariske managers hadske forhold også et ekstra lag til opgørene. I dag er det kølet lidt ned, men gennem store perioder af deres karriere, havde Wenger og Ferguson et anspændt forhold, og ingen af de holdt sig for god til at tilsvine hinanden og nedgøre modstanderholdets spillestil og generelle opførsel som optakt til kampene. Dette kastede en række historiske udtalelser af sig. I kølvandet på Wengers ankomst til Premier Leauge:, forblev Ferguson lettere uimponeret: ”They say he’s an intelligent man, right? Speaks five languages? I’ve got a 15-year old boy from the Ivory Coast who speaks five languages”.
I efteråret 2004 tog Manchester United nok en gang i mod Arsenal på Old Trafford. I en vild affære vandt United til sidst med 2-0 og endte The Invincibles (som Arsenals hold blev kaldt dengang) stime på 49 kampe uden nederlag. Kampen blev dog allerbedst kendt for The Pizza Accident efter at Cesc Fabregas i spillertunnelen angiveligt havde kastet et stykke pizza efter Sir Alex. Wenger storkritiserede efter kampen endvidere van Nistelrooy for at filme, hvilket gav et pænt afkast på 15.000 pund i bøde. Ferguson udtalte senere: ”Their behaviour was the worst thing I have seen in this sport. They got off scot-free”.

Mindeværdige opgør

Mange af oprørerne mod The Gunners har været blandt de mest kontroversielle og intense i Premier Leagues historie, eksemplificeret ovenfor – men kampene har også været blandt nogle af de bedste og mest underholdende. Her gives et forsøg på at nævnte nogle af de bedste.
En af de mest mindeværdige kom i 1999, da United vandt returopgøret på Villa Park i FA Cup-semifinalen mod Arsenal med 2-1. Keane var udvist og Arsenal stod med muligheden for at bringe sig foran på straffe, men Schmeichel reddede flot Bergkamps forsøg. I stedet scorede Ryan Giggs et af de flotteste mål af en United-spiller, da han sent inde i forlænget spilletid opsnappede en fejlaflevering fra Viera og begav sig ud på en 50 meter slalom-tur før han kanonerede kuglen ind bag en sprællende og prisgivet David Seaman, hvorefter han ligeledes gav os en af de mest legendariske jubelscener og blottede sit fantastisk behårede bryst.
En anden kamp der fortjener at blive nævnt, var returopgøret i Champions League-semifinalen i maj 2009, da Arsenal tog imod United på Emirates. Efter en smal 1-0-sejr i det første opgør, var der lagt op til en spændende kamp. United leverede dog en pragtpræstation med to fantastiske mål fra en storspillende Cristiano Ronaldo, og et enkelt fra vores egen kultspiller Ji Sung Park og sikrede en 3-1 sejr og avancement til finalen.
Tilbage i februar 2001 måtte Arsenal rejse hjem med et nederlag på tenniscifrene 6-1, blandt andet efter et Dwight Yorke-hattrick. Det var nok svært på dette tidspunkt at forestille sig, at United skulle overgå denne storsejr, men for at vende tilbage til indledningen på artiklen, så skulle det ikke mindre blive en realitet i august 2011. 10 scoringer og 8-2 stod der på måltavlen efter de 90 minutter. Måske den resultatmæssige mest bemærkelsesværdige kamp i Premier Leagues historie. Et skadesplaget Arsenal blev skruet fuldstændig ned under græstæppet på Old Trafford og den uvirkelige kamp må gå ned i historien som et af de mest ydmygende øjeblikke i Arsenal-fansenes historie. Ashley Young med to kandidater til årets mål, Wayne Rooney med et hattrick, heraf to på frispark osv… Det var en god dag at være United-fan.

I takt med Arsenals deroute som ægte topklub i England i midten af nullerne er rivaliseringen langsomt faset ud, i takt med konkurrence fra de nyrige naboer fra City og et mere konkurrencedygtigt Liverpool-hold, samtidig har fået disse rivaliseringer til at blusse op. Med ankomsten af Mourinho og med hans forhold til Wenger in mente, er der måske mulighed for at dette opgør kan tage et skridt op mod tidligere tiders legendestatus.
Håber ovenstående anekdoter om rivaliseringen med Arsenal, har kunnet sætte lidt ekstra tænding på inden United tager imod Arsenal på lørdag. Der er kick-off kl. 13.30 dansk tid. God kamp.