United Ways

Af Jacob Stenz

For nylig læste jeg en kommentar fra en gut, der spurgte, om United nu endelig var begyndt at spille ”smukt fodbold” igen.

Det stod ikke helt klart, om han skelnede mellem smuk, underholdende og offensiv fodbold.

Nogle vil hævde, at der findes et klart imperativ om, hvordan United bør spille. Andre mener, at det handler om resultater og trofæer.

Diskussionen er blevet forstærket de seneste år, hvor Alex Fergusons efterfølgere har haft svært ved at opnå gode placeringer i ligaen.

Skal United spille ”smukt fodbold”? En gang Joga Bonito fra de nordengelske brasilianere? Som var Copacabana-sandet blevet drysset langs Irwells bredder?

Nej.

Det er et definitionsspørgsmål om fodbold overhovedet kan være smukt. Nogle vil tolke smuk fodbold som udtryk for en naivitet, der ikke har nogen relevans i milliardforretningen Premier League. Som tennisspilleren Torben Ulrich, der legede sig frem til nederlag i kampe, han sagtens kunne have vundet. Eller som den type fodbold, Arsenal er blevet synonym med efter flytningen fra Highbury til Emirates.

Men Uniteds bedste hold blev aldrig bedst af at være kunstnere. Selvom George Best og Eric Cantona er det nærmeste, man når kunstnere på en fodboldbane.

Fergusons og Busbys store hold spillede på deres bedste dage hurtigt, med stor vilje og uimodståelig gennembrudsstyrke. Det var på samme tid effektfuldt og begejstrende.

Der var perioder, hvor der virkelig var sus i de røde trøjer, når Kanchelskis eller Giggs eller Cristiano Ronaldo galopperede af sted. Og der var perioder, hvor andre midler måtte tages i brug. Ferguson var pragmatisk og betjente sig ikke kun af én bestemt stil, taktik eller spillertype.

Men hver gang Ferguson gik tilbage til tegnebrættet, enten fordi hans hold var blevet slået eller fordi en nøglespiller måtte erstattes, genopfandt han en offensiv vision for sit hold.

Jeg har forholdt mig ret skeptisk til José Mourinho, siden han blev udpeget for godt et års tid siden. Han er en manager, som har vist, at han tager alle midler i brug for at vinde, og jeg var i tvivl om, hvordan han så en vej tilbage til toppen for United. Skulle den famøse bus parkeres jævnligt? Ville han prikke sine modstandere i øjnene, som han gjorde i Spanien?

Men for første gang siden efteråret 2013 har jeg en fornemmelse af, at United nu bliver flyttet i den rigtige retning igen.

David Moyes-projektet var dødsdømt i det øjeblik, han undveg at sætte sig i respekt over for truppen og ofre en af de tunge drenge (naturligvis Wayne Rooney).

Louis van Gaal traf også nogle håbløse mandskabsmæssige beslutninger. Men først og fremmest opstillede han en taktisk vision for klubben, som trak den helt gale vej.

Det viser sig nu, at José Mourinho er en mere naturlig autoritet end David Moyes, og at han er klogere end Louis van Gaal. Mourinho har forstået argumentrækken, at når holdet spiller (the United Way) hurtigt og direkte, skaber det flere chancer, at chancer øger muligheden for at lave mål, og at flere mål øger muligheden for at vinde kampe.

Der er ikke noget naivt ved den type fodbold. Og er smukt lig naivt, så har meningen aldrig været at spille smukt.

Men absolut risikominimering i en kulturklub som United er selvmodsigende, og derfor virker det ikke.

Mourinho har tilsyneladende accepteret, at et fyldt Old Trafford forventer action frem for evindelig boldcirkulation eller parkering af bussen.

Ferguson gjorde på et tidspunkt et stort nummer ud af, at han aldrig havde haft en Claude Makelele-type på sine hold. Og at folk, der mente, at Roy Keane blot var en brutal og begrænset bølle på en bane, måtte have misforstået noget.

Som Ferguson skrev længe efter, at der var opstået ondt blod mellem den tidligere general og kaptajn, så var Keane en spiller som aldrig gav bolden væk til modstanderne, han var altid tilgængelig for en aflevering, og altid villig til at sætte bolden på spil.

Keane var omdrejningspunktet for Uniteds spil i mere end 10 år, inden han blev fyret, og Paul Scholes fik lov til at vise sig frem som en endnu dygtigere playmaker. To helt centrale skikkelser i 20 års næsten uafbrudt succes.

Derfor kiggede jeg med en vis bekymring på Mourinhos casting af en midtbanespiller denne sommer. Ville vi nu få en ægte defensiv midtbanespiller? En spiller dedikeret til destruktivitet?

Men jeg er rolig nu.

Nemanja Matic har allerede overbevist om, at han har langt mere i skabet end blot at være bølgebryder og boldflytter. Han kan aflevere – kort og langt, med tempo og præcision og holde spillet flydende.

Og tilsvarende er Romelu Lukaku ikke bare en stor target man, men også en bevægelig og intelligent iscenesætter.

Det er slet ikke sikkert, at det rækker til et mesterskab, og vi får sikkert også et kedeligt og defensivt United at se i løbet af sæsonen.

Men nu har Mourinho en gang for alle vist, at han ikke alene har forstået forventningerne, der stilles til klubbens taktiske chef, men også at han kan få det til at fungere på banen.